Dúgvan - 08.10.1896, Qupperneq 3

Ta8 kann ikki noktast, at ta5 er gott
og beint at virka firi mofiirmålinum, men
alt er ikki komi8 ut i taS. Ta8 er ein
våna landmafiur, sum, tå hann hevur fleiri
slog av loki i akri sinum, ikki lukar meiri
enn eitt slagi8 burtur, og eg halrli ikki ta6
vera nakran rættan fosturlandsvin og menn-
iskjavin, sum ikki vil arbeiSa firi ødlum ti,
sum kann gagna hansara landi. Er, kvat
målinum vifivikir, nogvur rotfrekur arvi at
luka burtur, so er sanniliga, kvat drekka-
rii8 vifivikir, ikki minni har at låka burtur,
men kvat ger Joanes bondi i so mata?
Ta6 sama sum fjøldin: einki.
Og kvi ger hann einki? Mann ta8
vera ti at hann ikki sær rotinskapin, sær
tann rdtfreka arvan, sum truar vi6 at køva
alt ta8 go6a. sum blr i folkinum? Ju menn
sær hann ta3, betri enn so; men eg frigti
firi at hann sum so mangur annar er
»bundin«. Eg meini ikki at Joanes bondi
ikki er ein »edruiligur« ma6ur; men harfiri
kann hann gott vera »bundin«, ti teir so-
kadlafiu »edruiligi menninir« eri ofta lika
so sterkt »bundnir« sum fidlibitturnar; teir
s!8sti eru bundnir av teirra ønda listi og
teir firri eru bundnir av fordomun og til
deils eisini av teirra listi til at kunna njota
nøkur giøs — eitt munar nokk ikki stort —
i einurh listigum vinarlag.
At fremja mo8irmåli8 er gott; men
ikki ver6ur ta8 ta8 arbeifii, sum utruddar
drekkarlifi 1 Førjum; ta8 tordi snarari veriS
drekkariiS, sum, vi8 at niSurbrota og oy5i-
leggja alt ta& go8a 1 folkinum, adla sanna
vir&ing firi sær sjålvum, sinum føSilandi og
sinum mofiirmåli, bllvir tann størsti hin-
dringur firi at fremja framgongdina i ar-
beifiinum firi mo8irmålinum og tann størsti
hindringur firi at fremja eina kvørja a3ra
g66a sak 1 landinum.
Ti8in vil so visa, kvør av okkum i3
er meiri bundln, Joanes bondi edla eg.
Djoni Isaksson.
Den lille Afholdsprædikant.
(Efter „Menneskevennen11,)
Hun bar altid sit Afholdsmærke i
Trøjen den lille Jente, og saa gjorde de
næsten alle Barna i den Foreningen. Men
Barnets Mor ligte ikke Afholdssagen, og
det var netop saa meget, at hendes Børn
fik være med. Saa kom Nabomanden
indom en Dag, han gik og ranglede. Øl-
boden havde hæftet ham fra Arbejdet den
Dag, og Pengene, som han skulde købe
Smør, Mælk og Brød for, havde fundet
Vej til Kroværtens Lomme. Saa gik
Manden ind til Nabokonen for at afslutte
sin Dag ved at spendere lidt paa gode
Venner. Ølflasken kom frem af Lommen,
og Glassene kom paa Bordet, og de smaa
Afholdsvenner saa deres Mor drikke Glas
paa Glas med den glade Nabo. Men
Barna skulde ha lidt de ogsaa. De kunde
gerne drikke lidt, sa Moderen. De fik ikke
ondt af det. Og Naboen nødte og tiggede,
og Moderen lokkede og bad; men den
lille Gutten sa: »Jeg kan ikke, Mor; jeg
staar i Foreningen, og Læreren sagde
ogsaa, vi maatte ikke drikke.« »Læreren!
Han drikker selv han,« sagde Moderen
og gjorde et Kast paa Hode. Søsteren
sagde intet. Tankerne fløj forvirrede om i
den lille Hjerne. Men saa pegte hun paa
Afholdsmerket sit, og Taaren fyldte de
store bedende Barneøjne. Hun tog sit lille
Forklæde for Ansigtet og gik ud af Stuen.
Det blev saa utriveligt inde i Stuen.
Væguret hamrede næsten uhyggelig sit
Tik, Tak, og Husmoderen stirrede i Ørska
gennem de smaa grønne Vindusruder.
Nabomanden rejste sig, lod Flasken staa,
sagde Godnat og gik.
Dagen efter gik en gammel, graahaaret
Mand omkring og spurgte efter Afholds-
foreningens Formand. Han vilde skrive sig
ind, sagde han. Formanden grov Medlems-
protokollen frem, idet han saa halvt spør-
gende, halvt forundret paa Manden. Han
kendte hans Fortid og vidste ikke, om han
skulde tro eller tvivle. Men den gamle
sagde: »Jeg er gammel og graa nu —
65 Aar — og luder sterkt mod min Grav.
Jeg har elsket det stærke og forbandet hele
Afholdssagen. Men da jeg i Gaar Kvæld
holdt paa at lokke Barna her i Nabogaarden
til at drikke, og den lille Jenten, som staar
i Barneforeningen, pegte paa sit Afholds-
mærke og begyndte at graate, da greb
dette mig saa, at jeg har havt ondt af det
hele Tiden siden. Jeg — en gammel
Mand — skulde lokke Barna til det, som
har været min Lykkes Ruin! Nu skal det
være Slut. Det er sent — forsent; men
jeg smager det ikke mer.« Den gamle
gemte sit Ansigt i Sofahjørnet og græd
som et Barn.
Hvorfor siger De ikke Amen?
(Efter „Christelig Samler11.)
Da for nogle Aar siden den store Op-
vækkelsesprædikant Charles G. Finney
holdt en Række Forsamlinger i Edinburgh
(Skotland), opsøgte forskellige Personer
ham for at tale med ham om deres Sjæls
Frelse. En Dag kom ogsaa en Herre til