Dúgvan - 09.09.1897, Blaðsíða 1

A FHOLDSBI. AD FOR FÆRØERNE.
Nr. 9.
9. SEPTEMBER 1897.
4. Aarg.
Aabent Brev til G.
For kort Tid siden læste jeg i »Agi-
tatoren« følgende:
»Tristan da Cunha hedder en i det
sydatlantiske Hav beliggende 125 □ Mile
stor 0, som er beboet af 61 Mennesker.
Disse Beboere kende ikke noget til spiri-
tuøse Drikke, da ingen saadanne indføres.
De hjælper sig med Te. Forrige Aar, da
Guvernøren paa St. Helena besøgte Øen,
forlangte de at faa en L ærer, men ønskede
ingen Læge. Deres naturlige, sunde
og af holdne Levevis medfører aabenbart
ingen Sygdomme.«
Da jeg havde læst dette her, kom jeg
til at tænke paa det, du skrev til mig i dit
sidste Brev, at det vilde være en stor Vel-
signelse for Færøerne, om det ved Lov j
kunde blive forbudt at indføre spirituøse
Drikkevarer hertil. At det vilde blive til
stort Gavn for os, om vi kunde blive fri
for disse Drikke, som for de nydende
og deres nærmeste Omgivelser kun ere til
stor Skade, er der ingen Tvivl om; men
det er, som saa meget andet, ikke saa let
at faa gennemført. At det en Gang vil
ske, derom er jeg overbevist, men det vil
vare en lang Tid endnu, og inden det sker,
er jeg overbevist om, at baade du og jeg
ligge, som man siger, »med Næsen i Vejret«.
Du tror at der vilde være Stemning for en
saadan Forbudslov; det tror jeg til Dels
ogsaa, thi naar man tager Hensyn til, at
der allerede i 1888, kun 10 Aar efter
at den nuværende Afholdsbevægelse var
rejst her oppe, blev indsendt til Lagtinget
et Andragende med 1 2 1 8 Underskrifter,
der gik ud paa, enten at forbyde Indførsel
af berusende Drikke eller at give Befolk-
ningen i et Distrikt eller Kommune L.ov
til ved Stemmegivning at afgøre, om det
skulde være tilladt eller forbudt at sælge
disse Drikke inden en bestemt Kreds, saa
skulde man tro, at Stemningen i saa Hen-
seende ikke skulde være mindre nu end
dengang; men som sagt, det er ingen let
Sag at faa et saadant Forbud gennemført,
særlig af den Grund, at de fleste Brænde-
vinsbevillinger ere livsvarige og Køb-
mændene vilde vistnok, selv om de bleve
dem fratagne ved L.ov, kunne fordre Er-
statning. Men hvis man kunde faa Køb-
mændene til frivillig at opgive Brændevins-
handelen, imod at det ved Lov blev for-
budt Spekulanter og andre at indføre
Brændevin til Øerne, saa vilde der være
meget vundet, og det var bedst, om sligt
kunde blive ordnet ad Frivillighedens Vej.
Private Bestillinger fra Udlandet kunde
man nok ikke godt forbyde, det vil sige
for ens eget Vedkommende, men derimod
burde hverken private Personer ej heller
Handlende saaledes som det for flere af
de sidstes Vedkommende har været og
vistnok endnu er Tilfældet, ikke have l.ov
til at rekvirere for andre. Hvorfor skulde
man ikke kunne tænke sig dette gennem-
ført? Vore Købmænd ere jo humane
Mænd, og jeg kan ikke tænke mig at de
vilde modsætte sig Gennemførelsen af en
samfundsgavnlig Reform. Lad os tænke
herover, og saa faar jeg nok at høre fra
Dig igen ved Lejlighed.
Din Ven
S.
Et Bæger koldt Vand.
(Matth. IO, 42.)
Under en lang Jærnbanekørsel — skrev
en Indsender i et tysk Søndagsblad i No-
vember 1890 — var jeg i Selskab med en
Kavalleriofficer, der havde deltaget i den
store Krig imellem Nord- og Sydstaterne
i Nordamerika. Han fortalte mig følgende
Oplevelse:
»Det var om Morgenen efter en dyre-
købt Sejr. Man havde overdraget mig at
bringe en vigtig Depeche til Armeens
Bagtrop; men i det Øjeblik, jeg skulde
drage af Sted, nægtede min udmattede
Hest at gøre Tjeneste. Uopholdelig rekvi-