Dúgvan - 11.11.1897, Blaðsíða 1

AFHOLD SB LAD FOR FÆRØERNE.
Nr. ii.
II. NOVEMBER 1897.
4. Aarg.
Vatnifi.
Lag: Mens Nordhavet bruser.
Av ødlum ti go5a. Vårharra gav,
ei nøkur gåvan var betri
enn vatniS, sum rennur frå fjadli i hav
oæéi å sumri og vetri;
til ^gagn firi menniskir og firi dir,
til gagn firi alt, sum å jørSini bir.
Men vatniS taS er firi summi ov veikt,
viS gift taS ti titt verSur blandaS,
og ofta viS liti, — taS er nakaS bleikt —
so verSur taS drukkiS til vanda
firi ein og kvønn, sum nogv av ti ger,
og ti sigi eg: taS er best sum taS er.
Ja. vatniS taS klåra eg haldi meg til,
taS best er, tå eg eri tistur.
Ein annar kann drekka kvat iS hann vil,
men taS er nakaS sum vist er:
er vatniS blandaS viS »sprutt« og lit,
so stjelur taS burt bæSi pengar og vit.
D. I.
General Neal Dow.
I flere af de amerikanske Fristater er
saavel Tilvirkning som .Salg af Spiritus som
Drik fuldstændig forbudt.
Den første af disse Stater, der fik et
saadant Forbud, var Staten Maine, den
nordligste af de Forenede Stater ved At-
lanterhavet, 1,646 □ Mil stor, med c. 2/s
Mili. Indbyggere.
Den Mand, hvem Fremkomsten af den
bekendte »Mainelov« skyldtes, var General
Neal Dow eller som han almindelig kaldtes
»Mainelovens Fader«, der ifølge »Agitat.«
er afgaaet ved Døden den 2 den Oktober i
en Alder af 93 Aar.
Neal Dows Fader, der tilhørte en
gammel Kvækerslægt, var Garver, hvilken
Forretning Sønnen senere overtog og fort-
satte. Efter at han, 15 Aar gammel, var
bleven taget ud af Skolen, søgte han ved
Selvstudium yderligere at udvide sine
Kundskaber, hvorfor alle hans 1 ommepenge
bleve brugte til Bøger, som altid have
været hans kæreste Eje; særlig Bibelen,
hvori han i mange Aar har læst et Stykke
hver Dag; men desuagtet forsømte han
ikke saadanne Ting som Ridning, Svøm-
ning, Roning, Boksning eller Fægtning.
Da Krigen mellem Nord-og Sydstaterne
paa Grund af Negerslavernes Frigivelse
udbrød i 1861 gik han, 57 Aar gammel,
med som frivillig. Han blev først Oberst
ved et Maine-Regiment og senere Brigade-
general.
Efter »Kristeligt Afholdsbl.« tillade vi
os nedenstaaende at gengive Historien om,
hvorledes Tanken om at banlyse Drikke-
husene først opstod i hans Sind:
»En Aften, da Neal Dow og hans
Hustru sad hyggelig i deres Dagligstue,
og han læste højt for hende, kom en Dame,
som hørte til deres bedste Venner, ind til
dem med et fortvivlet Ansigt og sagde:
»Jeg kan ikke længer bære min Hemme-
lighed alene. Jeg kommer til eder om
Hjælp.« .Stakkels Kvinde! Hun troede,
som saa mange have troet, at hendes Hjems
Skam og Sorg var en Hemmelighed for
andre, medens i Virkeligheden hele Byen
talte derom. Hendes Mand var Embeds-
mand og var en i enhver Henseende hæder-
lig og brav Mand, »naar han var sig selv
mægtig«; men den Tids Sæd og Skik, at
alle Mennesker drak »til Maade«, havde
hos ham ført til sine logiske Konsekvenser,
og hans Trang til Spiritus blev mere og
mere ustyrlig. Hans Hustru havde nu faaet
Brev fra hans Foresatte, der alt gentagne
Gange havde tilgivet hans Forseelser, at
hvis han ikke mødte paa Kontoret den
næste Dag, vilde han faa sin Afsked. I