Dúgvan - 13.10.1898, Blaðsíða 1

Nr. i o.
13. OKTOBER 1898.
5. Aarg.
Er ta3 ikki ræ3uligt, at Føringar skulu
drekka firi
150,000 kr.
um åri3 i brennivini og ø3rum råsdrekka.
Neyéarop.
Tå læt ur ti ney3aradiri, sum lå
åttærd og bleik undir spjørrum:
»Mamma, påpi, eg eri so svang!«
Ta3 skar gjøgnum merg og bein.
Tå brast eg 1 gråt; ta5 ropi8
hev3i væl rørt ein stein.
Hann reistist å føtir, avsta8 hann fdr,
oman i drekkihåsi3,
at doyva ta veråsins tingstu sorg
i galdrandi eiturrusi.
„Den Stemme bæver fra Sorgens Hjem,
hvor Moderen værger sig selv og Barnet,
hvor Faderen raver beruset frem
tilselet af Gade^karnet.
Hvor fedtes den Rest? Den fedtes i Ned,
den raabte i Ørknen forladt og ene;
og Raabet var altid det samme: Bred!
og Svaret det samme: Stene!u
Angistrop i kvirru nått!
Eg støkki ur svøvni, eg li'Si at:
Er folk haru ti i vanda stadd,
edla var ta8 bert stormur, (3 læt?
. . . Hjålpi mær Gud! Eg ver5i so rædd . . .
Ta8 var eg sjålv, sum græt.
SoviS tit dreymir um lukku,
eg ruri tikkum i blund,
kvirr skal eg sita, at aldrig,
aldrig tit vakna attur.
Sovi8 tit dreymir um lukku,
nu og adla stund.
Tann dagur, sum bar vi5 sær ney3 og sorg,
er dey3ur og lagdur å båru,
og tvifalt tung kom tann mirka nått
vi3 longsli og brennandi tåri.
Hann kom til min, troyttur og tungur,
dagar hev3i hann gingiS,
bo5i3 seg fram til ta3 versta verk,
men einki arbei3i fingi3.
Tigandi bæ3i vit sotu:
or3i3 var stivna3 å vørrum. —
Rusdrekka alir upp oger3
og terandi svongd alir hat.
Skomm ivir ta3 samfund, sum bjo3ar
sinum trælum gift firi mat!
Satyr.
Solarmagn« heitur eitt felag, sum finnist,
— ja, ta3 sigir »Fuglaframi« —, »midlum
bigdirnar Velbasta5 og Kirkjubø.« Kvar
helst midlum bigdirnar, vita vit ikki, men
har skal ta3 nu vera. Onkur heldur kanske,
at ettirsum hetta felagi3 finnist midlum
bigdir, so mugu ta8 vera huldufolk, sum
eru limir av ti, men ta3 er ikki so. Lim-
irnir eru folk, rættuliga vitug folk, og ta3
mugu tey eisini vera, um limir og felags-
navn skal svara kvørt til anna5; ti »Solar-
magn« beti5ir: »har sum solin stendur
hægst å himli«, edla har sum hon hevur
sina størstu stirkju, og nå skulu tit hoyra,
kvussu visir, i ta3 min3sta summir av lim-
unum eru:
Ein av teimum hevur uppdaga5, at av-
haldsfolk lata »ein ikki litlan part av teimum
150,000 kr., sum årliga fara firi råsdrekka«,
av ti, at tey drekka avbrennt rey3vin. »Av
tilikum »avbrendum« drekka« — skal hesin
limurin hava sagt — »nitur avhaldsfolki3
ikki so liti3. t brådleypum t. d. ver3ur
peningavir3i5 i råsdrekka meira ivirhøvur
uppå avhaldsfolki3 enn uppå ikki-avhalds-
fdlkiS. Ein kann drekka ein hop av ti
avbrenda slaginum, uttan at ta3 bilar honum
nakafi vi3ari, men drekkur ein tann sama
måtan av råsdrekka, so dettur ein av.«