Dúgvan - 11.04.1901, Qupperneq 3

Følelse af, at de ikke kunne og ikke bør
bruge stærke Drikke og ere derfor Af-
holdsfolk; andre igen, som stamme fra
saadanne Forældre, have en stærk Mod-
bydelighed for Brændevin; atter andre
ere aldeles ligegyldige lige over for det.
Saadanne er uden nogen Anstrængelse af-
afholdende, medens deres Børn ofte
er lidenskabelig glade ved stærke Drikke.
Lysten arves for det meste fra Fader til
Datter og fra Moder til Søn. Faderens
Svaghed kommer frem igen hos Datteren
i hendes sygelige Impulser og hysteriske
Karakter. Hun lader ofte være at drikke,
men er en Invalid, som holder paa at tage
Mediciner og ender i Almindelighed med
at blive en Opiumsslave.
Hendes Børn derimod (uden saa er,
at hun gifter sig med en Mand, som i
usædvanlig Grad er fri for enhver arvelig
Svaghed,) blive Drankere. Hendes Sønner
faa fra hende Lyst til Brændevin og dø
i Almindelighed tidlig, og hendes Døtre
blive sygelige og »skrøbelige«. En Moder,
som drikker, eller bruger Vin til Maal-
tiderne eller stærkt af hvilket som helst
Slags som »Styrkemiddel«, arbejder haard-
nakket paa at saa en Sæd, som for Efter-
kommerne vil bære Frugt i Drukkenskab
og beslægtede Svagheder. En Fader, som
drikker, udsætter sig ligeledes for den
Fare at avle Efterkommere, nær eller
fjærnt, som blive Drankere, Forbrydere og
Fattiglemmer. Som Eksempel kan her an-
føres den bekendte Jukes Familie. Denne
Families Afstamning kan føres tilbage til
en Max, en Mand, som drak svært og til-
sidst blev blind. Mange af hans Efter-
kommere gennem to Generationer vare
ogsaa blinde, og største Delen Drankere.
En af de mest berygtede af hans Slægt
var en Kvinde ved Navn Margeret, om
hvis Efterkommere Richard L. Dugdale
skriver: Ved at efterspore 450 Personers
Slægtregister, som gennem 7 Generationer
stammede fra denne berygtede Kvinde, og
169, som ved Giftermaal eller Samliv vare
i Slægt med hende, fandtes 280 at være
voksne Fattiglemmer og 140 vare For-
brydere af værste Sort, skyldige i 7 Mord,
Røveri, Tyveri og næsten enhver Forbry-
delse, som er kendt.« Han anslaar den j
Sum, som det har kostet det offentlige at j
opholde denne Familie af Drankere, For- i
brydere og Fattiglemmer, til 4,840,000 Kr. I
Dersom begge Forældrene ere hengivne
til Brugen af stærke Drikke, ville Efter- |
kommerne uundgaaelig blive enten sind-
svage eller have Spiren til Tæring i sig, ;
eller de ville have en eller anden Nerve- j
og Hjærnesygdom. I enkelte Tilfælde, hvor |
Brændevin har været foreskrevet i længere j
Tid som Styrkemiddel, især efter en Feber
eller en anden haard Sygdom, ville Børn,
som undfanges af saadanne Forældre, faa
i Arv en udpræget Tilbøjelighed for
stærke Drikke.
Der er Optegnelser om mange Til-
fælde af Drukkenskab hos Børn, som bleve
undfangede straks efter Ægteskabet, da
Forældrene endnu drak Vin, medens Børn
fødte af de samme Forældre senere, da de
afholdt sig fra stærke Drikke, vare fri for
denne Hang.
Dersom en eller begge Forældre er
beruset under Undfangelsen, er Barnet ud-
sat for at blive sindsvagt og en Dranker
og Idiot.
Mødre, som før Barnets Fødsel, eller
medens de die det i nogen Udstrækning
nyde stærke Drikke, meddeler det en Lyst
til stærke Drikke, som senere i Livet vil
faa Overhaand, dersom Omstændighederne
paa nogen Maade give Opmuntring dertil.
o.
V
Brenniviiistos.
(Trig gir gestir uttanfyri einum skonlcihusi.)
Firsti: Hvatvilt tu so? Hvatvilttu?
Annar: Ja, hvut vilt til?
Firsti: Tab skal eg nokk visa tær!
Annar: Hvat vilt tu visa mær?
Firsti: Tab skalt tu nokk faa at
siggja!
Annar: Hvat skal eg fåa at siggja?
Firsti: Skalt tu kalia gentu mina
»eina teys?«
Annar: Tab havi eg ikki gjørt.
Firsti: Tab veit eg nokk! — Men
tu vildi fegin, hevbi tu bert torab. Men
tab skal hvørki tu ella nakar annar kalla
hana, ti hon er ikki teys hvørki fyri tær ella
fyri nøkrum øbrum, veist tu tab, hin gamli ?!
Annar: Tab letur næstan til, at tu
ert utgjørdur at slåast.
Firsti: Tab er nokk heldur tu, sum
vilt slåast! Men kom bert an, hin gamli,
so skalt tu siggja, at tab ikki er nakar
drongur, tu hevur vib at gera.
Annar: Ja, tå kanst tu banna uppå,
at eg heldur ikki eri nakar drongur fyri
tær! Tu skalt siggja — um tu vilt —,
men tab skalt tu ikki ynskja tær, at eg
skal petta teg sundir, lib frå lib, so tu skal
noybast at renna runt um hålva soknina,
åbrenn tu fært hentab lusalimir tinar saman
aftur. Eg skal lova tær fyri, at fåi eg
klørnar i teg, so ert tu komin i tær røttu
hendurnar, og so skal ikki stort verba
eftir av tær; — veist tu tab, ha?