Dúgvan - 13.06.1901, Blaðsíða 4

som han snart var ved at sætte paa den
andett Ende ved sin enestaaende Optræden
som'»Fa’rs Søn«. Alle gode Borgere ry-
stede paa Hovedet og beklagede den Stak-
kels Grosserer Jørgensen og Frue ... At
de "Skulde have den Sorg af deres eneste
Barn! . . . Der kunde man alligevel se,
hvad Spiritussen kunde føre med sig, naar
man ikke forstod at holde Maade.
En skønne Dag tog Grosserer Jørgen-
sen en Beslutning. Han forstødte sit eneste
Barn vilde ikke vide af den Søn at sige,
der havde vanæret og tilsmudset hans hæ-
derlige Navn.
' Artliur rejste atter til Hovedstaden,
hvor han fristede Livet ved sin Moders
Hjælp. Thi naturligvis kunde Fru Jørgen-
sen ikke-'slaa Haanden af sin Søn.
Der gik nogle Aar.
Såa fik Grosserer Jørgensen et Brev,
mæTkét »Privat«, fra en Bekendt i Hoved-
stadeil, <en Læge, som fortalte, at Arthur
kun 'hav-de et Par Dage endnu at leve i.
Som god, gammel Ven fandt han det rigtigt
at fortælle, at den unge Jørgensen selv
var Skyl1®-1 i sit korte Liv. Han havde ved
ét vildt 'Liv, ved Drik og Svir, nedbrudt
sin i Forvejen ikke stærke Konstitution,
og nu var der intet at stille op.
At Arthur selv var Skyld i sin korte
Livsbane, vidste ingen bedre end Grosse-
reren. ' Alligevel rejste han til København
for endnu at se sit eneste Barn endnu en
Gahg. J i'
Man'fandt ham i et fattigt Værelse —
oppe paa en Kvist. Det var første Gang,
atbJeiiJfirige Grosserer saa’ Elendigheden
paa'sdå^nært Hold . . . Og her boede hans
uttiéste! Barn.
I' drt pjaltet Seng laa Arthur — mager
og udtaséet.
Da^han saa’ Faderen, gjorde han en
Kraftanstrengelse, som gjaldt det Livet,
greb med famlende Haand om et Glas, der
stod paa en Træstol ved Siden af Sengen.
Instinktsmæssig rakte Grosseren Haan-
den manende frem. Men det var for sent.
Den Syge havde tømt Indholdet — det,
der »skulde til:«
Det blev hans sidste Glas.
Grossereren vaagede over ham i halv-
andet Døgn.
Han fik en pæn Begravelse. For han
var jo alligevel Grosserer Jørgensens
eneste Søn.
0 f i' *
vi
> 5p
„Je£ karj det ikkg.“ Kari du det?
[Af W. Taylor i »Vaaren«.]
For nogle Aar siden sad jeg til Bords
hos en irsk Købmand i Sligo, som havde
otte smukke Børn. Han havde Vin og
Brændevin paa Bordet, og selvfølgelig op-
fordrede han mig til at drikke, og jeg
maatte komme med mine Grunde for, at
jég afslog det. Dette gav mig Anledning
til at anbringe lidt om Afholdssagen, og
medens jeg holdt min lille Tale, kom jeg
med følgende Bemærkning: »Jeg gad se
den Mand, som med Sandhed kunde sige,
at ingen af hans Slægt eller Venner nogen-
sinde er faldet for Drukkenskab?« Jeg
saa, at dette slog ham. Hans Kniv og
Gaffel faldt fra ham, og han var tavs i
nogle Sekunder. »Ja,« sagde han til Slut,
jeg kan ikke. Min første Søndagsskolebe-
styrer var en dygtig og ædel Mand. Han
kom ind paa Vintrafiken og døde som en
Dranker i sit 40de Aar. Min første Lærer
var, saavidt jeg erindrer, en god, forstan-
dig og flink Mand; men ogsaa han gav
efter for Drikkeskikken og døde som Dran-
ker. Min egen Fader led af Umaadehold.«
yt
T
Kan du . . .
Kan du leve for de andre
bramfrit, ukendt, glemt og stille,
kan du fra din Krog dem spille
dine bedste Melodier —
for uden Tak igen at vandre —,
uden Haab om Hyldningskor:
kan du det, — da er du stor!
Kan du højre Haand la’ give,
hvad den venstre ikke véd —
kan du bryde nye Baner,
gi’ af alt dit bedste Eje —,
nyt Lys tænde, nye Tanker,
navnløst, hvor forbi du fo’r:
kan du det — saa er du stor!
?
Indbetalinger vedrørende »Dugvan«
bedes indsendte til Bladets Kasserer Hr.
Købmand J. M. Mouritsen.
Trykt i »Fram-s Bogtrykkeri. — Ansvarhavende Dione Isaksen.