Dúgvan - 28.03.1903, Blaðsíða 2

Et ÆVentyr.
Der var engang en stor Stad med
mange prægtige Paladser; der boede Men-
nesker, som vare lykkelige og glade, de
glædede sig med hverandre, og alle dem,
som Nøden gæstede, hjalp de. Men Djæ-
velen kom til den samme Stad, og det
huede ham ilde at se saa mange Menne-
sker lykkelige. Han satte sig nu ind i sit
Lønkammer og tænkte paa at gøre disse
Mennesker ulykkelige; thi det var jo hans
Opgave at udrydde al Glæde af Jorden.
Efter at Djævelen havde siddet en
Stund og tænkt over, hvad han skulde
gøre, fik han en lys Ide. Han vidste
nemlig at der paa Jorden boede en Mand,
som gerne vilde bygge sig et Slot; men
dette Slot skulde bygges op af andres
Lykke; han havde bygget i mange Aar,
men endnu havde han ikke faaet en Hun-
drededel bygget deraf. Og Djævelen fløj
hen til denne Mand og sagde til ham:
»Jeg ved hvor der ligger en Stad, og i
denne bor der mange lykkelige Mennesker,
om du drog derhen, er jeg vis paa, at du
fik dit Slot færdigt.« »Men hvorledes skal
jeg bære mig ad for at kunne knuse deres
Lykke,« spurgte Manden. Djævelen be-
tænkte sig en Stund, saa sagde han: »Du
skal lave dem en Drik, som først gør dem
glade og siden gør dem ulykkelige,« og
Djævelen gav Manden en Recept, hvorefter
han kunde lave Drikken; men denne Drik
var Brændevin. Og der kom kort Tid
derefter en Mand til den lykkelige Stad,
han sagde sig at være fra Jordens nord-
lige Egne, han kunde lave en meget kost-
bar Drik, sagde han, og denne havde den
Egenskab, at kunne gøre alle Mennesker
lykkelige; men Manden var den, som vilde
bygge Slottet op af andres Lykke. Han
solgte nu denne Drik, og Dag for Dag
blev den lykkelige Stad mere og mere
ulykkelig. Midt paa Torvet byggede den
fremmede sig et prægtigt Slot, og han
smykkede det ud efter alle Kunstens Reg-
ler, Taarn ved Taarn hævede sig op, og
de slanke Spir ragede op i den klare Luft.
Men for hver Sten, som blev lagt til
Slottet, sygnede og døde ens Lykke bort.
Da Slottet var færdigt, fandtes der ingen
lykkelige Mennesker mere i Staden.
Lykkens Stad var blevet et Hjem for
Nød og Elendighed. Drikkeriet havde
knust dens Lykke.
Haldor.
J,
5 pi rit 113.
(Af Carl von Linné.)
Som man af nedenstaaende vil se,
var allerede den berømte svenske Natur-
forsker Linné paa det Rene med Spiritusens
Skadelighed og udtaler sig paa sin Tids
Sprog, som vi bibeholde efter »Menneskev.«,
idet væsentlige i Overensstemmelse med
vor Tids Videnskabsmænd.
»Ren Spiritus er en stærk Gift for
det menneskelige Legeme, thi den stivner
Vædskerne eller gør dem sejge, og alle
Kødtrævlerne blive stive og skøre. Saa-
ledes foraarsager den altid Forstoppelse i
Menneskets Indvolde. Men naar nogle
Draaber af denne flygtige Vædske blandes
i Vand og drikkes, pirrer det alle de
fineste Nerver, spænder dem og opliver
Legemet; tages nogle flere Draaber, heder
det Legemet endnu naere og gør Hovedet
svimmelt og galt. Drikker man endnu
mere, saa fordærves Legemet og dør.
Det er med Spiritus og Legemets
spændte Nerver næsten som med Takke-
lagen paa et Skib: Takkelagen staar
spændt, men naar Regnen kommer, spæn-
des den endnu mere, saa at Tovene blive
meget stramme. Saasnart Vandet dunster
bort, bliver Takkelagen slappere, endnu
slappere end den var før, saa at Master
og Stænger ayste og hælde, indtil en ny
Regn kommer og atter gør dem faste.
Derfor er den stakkels Dranker, naar
han om Morgenen kommer op af Sengen,
modløs, melankolsk og syg i alle Lemmer,
saa at han knapt kan sætte Glasset til
Munden uden at spilde dets Indhold. Men
saa snart han har faaet sig et Par Snapse,
saa at Takkelagen i hans Legeme bliver
spændt, begynder han at komme sig og
bliver paa sin Maade atter glad og frisk,
saa længe Vædsken varer. Naar den dun-
ster bort, maa han atter gribe til den
hjertestyrkende Drik, og paa den Maade
bortødsler han sin Tid og sine Midler.
Heraf ser man, hvad Spiritus bestaar
af, og at man ikke bør lege med stærke
Mediciner, saa at det til sidst bliver en
Vane at nyde dem. Mange have tænkt,
at Spiritus kunde fordrive daarlig Lugt
og anspore Maven til Appetit, kurere Ma-
ven for Kolik og hjælpe den til at for-
døje Maden bedre, fordrive Sorg, Angst,
Bekymring, Værk og flere Daarligheder,
og derved have de paaført sig Spiritus-
sygdommen, som ingen Doktor med hele
sit Apotek kan kurere.
Jeg vil nu i Korthed nævne, hvad
Spiritus ikke gør.
Man tror, at Spiritus skærper Appe-