Dúgvan - 21.06.1909, Blaðsíða 4

eitt slikt kvøld, tå tey lovaou hvørjum
øQrum at halda sanian i gle5i og sorg.
Å ju, ta8 var so surt at minnast tao, og
to so sjålvsama gle5irikt; ti ta8 var eins
og hon livdi tær umaftur, allar tær glaou
stundirnar, hann hevSi giviO henni.
Og i samfull sjey år høvdu tey hildio
saman, høvdu elskao hvørt annao, so trutt
og innarliga, sum einans tvey menniskja-
børn kunnu gera tao. Hon ste0ga8i å
eina stund, og eitt ljost bros floyg yvir
andlit hennar.
So for hon af tur til gongu. Men so
var ta5, at hann for til Islands. Å5ur tey
skiltist, segoi hon vio hann »Anså nu so
væl eftir tær; ti tu veitst, hvussi bangin
eg fari at vera um teg — og hann —
hann hev5i hugt so trufast uppå hana,
hon hevoi sæO g69skuna lysa ut av hansar
ljosablåu eygum, tå hann svaraoi: »Ver
tu ottaleys, vit hittast aftur i øllum g69um«.
Og so kysti hann hana — hin siflsta
kossin.
Hon hevSi staOiO leingi og eygleitt
skipi9 so leingi, at hon hevoi fingift ilt i
eyguni av ti. Hon toygdi seg niSur og
tok eina blåkollu, sum vax fyri fotum
hennar.
Hvussi langliga gekk ikki tiøin, å9ur
hon fekk nakaQ at frætta fra honum, og
tå hon so frætti — tå var ta5 einans ringt,
so ringt, at ta9 kundi ikki vera verri.
Hann var druknaour. — HvussuleiSis ta5
var gingiO til, ta5 fekk hon fyrst langt
eftirsidani at vita. Teir høvdu ligiO inni
å'einum fjøri, voru farnir i land at stutt-
leika sær, og voru komnir i hørslag vi5
a9rar skipsinenn. Og sum vant er, var
drukkio bæåi væl og viroiliga. Tå teir so
skuldi fara um bor8 aftur, høvdu mangir
ikki gonguvit. — Vindurin var nogvur, og
av ti at teir r69u å druknamanna hått,
holvdust båturin i eini hvirlu. Ein annar
båtur, io var tætt aftanå fekk bjarga allar
utan ein, og taft var hann, drongur henn-
ara. — Hann kom ikki undan aftur.
Um morgunin funnu teir hann, hann
var komin fastur i ein taraskogv.
Slikur var endi hansar — og vi? tao
hann doyQi, doyøi lukka hennar; ti hon
kendi, at aldri kundi hon elska nakran
aftur — aldri.
Hon setti seg niour å ein stein og
leit i kring seg. Tætt hjå hennni sat ein
logv og sang sitt einsliga sorgarlag.
Sjey år, hevQi hon ått lukkuna og
nu — hvat åtti hon nu —? Nu åtti hon
minni, i9 st68 so fjart sveipt i glamu av
hitandi sol, men viO einum svørtum klæoi
um høvur sitt. Sorg hennar, sum i fyrst-
uni toktist henni so tung og omøgulig at
bera, var vorOin sorgarblidni, var vor8in
henni kær.
Hon reisti seg og gekk aftur, fot
fyri fot fram gjøgnum hin sovandi, døg-
våta hagan.
Af holds-Folkemøde.
Efter Indbydelse af Afholdsorganisa-
tioner paa Suderø blev der Grundlovs-
dagen den 5te Juni afholdt et Afholds-
Folkemøde i Nærheden af Tveraa, hvortil
en Mængde Mennesker var mødte fra Su-
derøen og fra Sydstrømø. Der blev holdt
Taler af Th. Strøm, Landbrugskonsulent
Effersø, Mejeribestyrer Jensen m. fl. Imel-
lem Talerne blev der afsunget Afholdssange.
Mødet forløb paa bedste Maade, og man
maa haabe, at de mange gode Ord, som
blev sagte ved ommeldte Lejlighed, maa
gøre sin Nytte. Et godt Ord finder i
Henhold til det gamle Ord altid et godt
Sted.
Frimærkesagen.
I sidste Nr. af »Dugvan« fremkommer
en Artikel om særlige færøske Frimærker.
Det forekommer mig, at denne Artikel
ikke egner sig for Afholdsbladet af mange
forskellige Grunde. Det er jo ikke »Dugv-
an«s eller Afholdsforeningens Sag at løse
Frimærkespørgsmaalet.
A. Samuelsen.
Dugvan , Afholdsblad for Færøerne,
udgaar en Gang om Maaneden og koster
paa Færøerne 1 Kr. og udenfor Færøerne
1,50 0., frit tilsendt. Betalingen erlægges
enten forud eller inden Halvaarets Udgang.
i Bestilles saa vel i Danmark som paa Fær-
øerne gennem Postvæsenet samt hos Bladets
j Kasserer Hr. Nyholm Debess, Thorshavn.
Indbetalinger vedrørende »Dug van«
bedes indsendte til Bladets Kasserer Hr.
; Nyholm Debes, Thorshavn.
Trykt i »Uranus Bogtrykkeri. — Redaktør: H. A. Djurhuus.