Dúgvan - 01.10.1910, Blaðsíða 3

Julefest.
»So glaSiliga drekka teir i rikinum jol«. Saa-
ledes lyder det ældgamle Kvad om de mægtige
Konger, som regerede i Mellemevropa for henved
femten Hundrede Aar siden, og endnu den Dag i
Dag betragtes Drikkeriet som en væsentlig Be-
standdel af Juleglæden.
Her i Norden var Julen oprindelig en hedensk
Fest, som fejredes med rigelige Ofringer til Gu-
derne og med vældige Drikkelag. Dens kristelige
Betydning som Minde om Frelserens Fødsel synes
at have vanskeligt ved at trænge ind i Folkebe-
vidstheden, og man hører endnu ofte det gamle
Udtryk at »drikke Jul«. Det er kun faa Aar siden
hin Bygdemand, som tabte Krukken med den kære
Juledrik, stod bedrøvet over Skaarene og udbrød:
»Ingen Ju—1«. Han kunde nemlig overhovedet
ikke tænke sig en Julefest uden Brændevin. Endnu
er der altfor mange her til Lands, som har den
samme Anskuelse.
Lad da os, som læser »Dtigvan«, være enige
om at holde Jul paa en anden Maade end vore
hedenske Forfædre. Lad os vise, at en glad Jule-
fest kan holdes uden saadanne Drikkelag, som man
fejrede paa Kong Attilas Tid. Vi ynde jo alle at
smigre os med, at vi er vidt fremskredne i Civili-
sation. Hvorfor skal vi da misbruge den herlige
Julefest til Drik og Svir, som nedværdiger Menne-
skene og ofte gør dem mere hjælpeløse end de la-
veste Dyr? De fleste af os vil gærne gælde for at
være Kristne; men saa maa vi da ogsaa kunne
indse, at kristelig kan en saadan Anvendelse
af Julen ingenlunde kaldes.
Lad os hver især søge at paavirke vore Na-
boer saaledes, at de undlader at forsyne sig med
den sædvanlige Julebrændevin, der altid, selv om
Ejeren har de bedste Hensigter, bidrager til at for-
styrre den Fred paa Jorden, som skulde være Ju-
lens Særkende.
Moderens Sorg.
En Dag sad nogle Damer og talte om deres
forskellige Sorger. Enhver havde noget at sige om
sine egne Prøvelser. Men der var en i Selskabet,
som sad tavs og blot hørte til. Hun var bleg og
bar Præget af Lidelser i hvert et Træk. Endelig,
da enhver havde givet noget tilbedste af sine
mer eller mindre hverdagsagtige Sorger, kom og-
saa Turen til hende.
»Ak, mine Venner! Ingen af eder ved dog
som jeg, hvad Sorg vil sige. Skønt jeg nødig ta-
ler til noget Menneske om mine, vil jeg dog gøre
det nu, da man kanske kan lære lidt af det; thi
her kan det sandelig siges:
»Jeg er det Menneske, som saa Elendighed!«
»Mine Forældre var meget velstaaende, og i
min Opvækst var jeg omgivet af alle Livets Be-
kvemmeligheder. Alt, hvad jeg ønskede, fik jeg,
og jeg var glad og lykkelig.
Da jeg var nitten Aar gammel, ægtede jeg den
Mand, som var mig kærest i Verden. Vort Hjem
laa afsides, men aldrig skinnede Solen paa noget
yndigere Sted eller paa en lykkeligere Familie.
Aarene gik fredelige hen. Flere elskelige Børn
sad rundt vort Bord, og et lille Lokkehoved gjorde
sig det bekvemt ved mit Bryst.
En Aften ved Solnedgang, medens jeg sad og
drømte om min Lykke, begyndte en af disse mørke,
voldsomme Storme, der heldigvis ikke er saa al-
mindelige hos os, at rase I mange Timer styrtede
Regnen uophørligt ned. Landet omkring os over-
svømmedes lidt efter lidt. Den lille Bæk, der løb
nær ved vor Bolig, blev til en rivende Strøm, og
førend vi vidste af det, var vort Hus omringet
af Vand.
Jeg skyndte mig med mit Barn at naa en li-
den Høj, hvor nogle skyggefulde Træers tykke Løv
afgav nogen Beskyttelse mod Uvejret, medens min
Mand og mine Sønner bestræbte sig for at redde,
hvad de kunde, af vor Ejendom. Under Forsøget
herpaa bortskyllede en frygtelig Bølge min Mand,
og han kom aldrig mere tilbage.
Ingen har nogen Sinde elsket sin Mand mere
end jeg; men dette var endda ikke Sorg; thi jeg
vidste, hvor han gik hen, og hvor jeg en Gang
vilde træffe ham.
Idet mine Sønner saa den Fare, hvori de vare,
blev Kampen for Livet deres eneste Tanke.
De vare saa kække og tillige saa ømme Gut-
ter, som nogen Sinde glædede en Moders Hjærte,
og jeg iagttog deres Bestræbelser for at undkomme
med en Angst, som blot Mødre kan føle.
De var saa langt borte, at jeg ikke kunde
raabe til dem; men jeg kunde se dem trykke sig
nærmere og nærmere ind til hinanden, da den lille
0 blev mindre og mindre.
Den opsvulmede Flod rasede frygteligt i sit
vilde Løb. Døde Legemer, ophobede Træstubber,
Levninger af Huse, druknet Kvæg og store Hø-
stakke, alt flød forbi os. Mine Gutter vinkede til
mig og pegede opad. Jeg vidste, det var deres
Farvel, og I kan tænke eder min Fortvivlelse. Jeg
saa ogsaa dem rives med og omkomme!
Dog heller ikke det var Sorg; thi alt var forbi,
og de var frelste. Herren havde jo kun hørt mine
brændende Bønner om at frelse mine Sønner for
Evigheden. Jeg trykkede mit sidste Barn til mit
Hjærte, og da Vandet steg op over mine Fødder,
klyngede jeg mig til Træets Grene.
Saaledes blev jeg staaende foran det, indtil
Guds Haand befalede Vandene, at de ikke skulde
stige mere. Jeg var frelst med mit yngste Barn.
Hele min jordiske Ejendom var bortskyllet, alt
mit jordiske Haab tilintetgjort.
Mit Barn var alt, hvad jeg havde paa Jorden.
Jeg arbejdede Dag og Nat for at ernære ham
og mig, og jeg søgte, da han voksede til, at føre
ham paa den rette Vej. Da han blev ældre, drog
imidlertid slette Kammerater ham bort fra mig.
Han brød sig ikke længere om sin Moders Raad.
Han plejede at le ad mine venlige Formaninger og
ængstelige Bønner. Han begyndte at drikke.
Saa forlod han mit fattige Hus for uhindret at
faa vandre paa sine onde Veje. Aftenerne tilbragte
han paa Restavrationer og Sangerknejper sammen
med sine fordrukne og ugudelige Kammerater.
Han blev en Dranker og Slagsbroder.
Hvad jeg led, kan ikke beskrives, ti jeg saa
Afgrunden aaben foran det ulykkelige Barn, som
dog lige fuldt var min Søn.
Endelig kom den med saa megen Angst ven-
tede Slutning.
En Aften, da han var mere end almindelig ør
i Hovedet, berøvede han en Svirebroder Livet.
Han blev straks grebet.
Dommen lød paa, at han skulde hænges.
Jeg var hos ham i Fængslet Dag og Nat, men
mine Taarer og Bønner var forgæves; han jog al
Tanke fra sig — og han døde, som han havde
levet.
Gud havde fyldt mit Sorgens Bæger; nu flød
det over.
Dette var Sorg, saadan en, som jeg haaber,
(Den, som ønsker »Dugvan« tilbragt med Posten,
bør udfylde omstaaende Bestillingsseddel og sende
den ledsaget af I Kr. 16 Øre til nærmeste Posthus.)