Dúgvan - 01.01.1912, Side 2

En ligesaa ærbødig Henstilling tillader jeg mig
at rette til hele den danske Presse, Statens og Kom-
munernes Tillidsmænd om, at enhver især i sin
Kreds vil øve en velgørende Indflydelse i den øn-
skede Retning.
Og til mine Venner og Medarbejdere i alle
Organisationer indenfor den danske Afholdsbevægel-
se, retter jeg en indtrængende Bøn om, for nær-
værende Tid at samles i det fælles Arbejde med al
den Kraft og Energi, som er enhver given, at alle
medvirker til Enighed og Fordragelighed, saa vel i
de smaa som i de større Kredse. Vi maa — ikke
mindst under de nuværende Forhold — med Ro og
Besindighed afvente Begivenhedernes Gang af foran-
førte Spørgsmaal i vor Rigsdag.
Vær aldeles forvisset om, at vor Sag er i gode
Hænder og lad os derfor ikke i nogen Henseende
komme til at foregribe noget, der kan gøre Stillingen
endnu vanskeligere for vore Talsmænd paa Tinge.
Alt er lagt tilrette paa bedste Maade, intet er
forsømt.
Skulde, imod Forventning. Forholdene medføre,
at Ledelsen finder en anden Taktik eller Optræden
fra vor Side at maatte være nødvendig for at opnaa
et heldigere Resultat, vil en saadan blive iværksat,
og jeg stoler da trygt paa Eders usvigelige Troskab.
Ligesom jeg erkender, at det gamle Aar paa
mange Maader har bragt Forstaaelse og Klarhed til-
veje, ikke mindst hos vore Lovgivere, saa nærer jeg og-
saa en fast Tro og Haab til, at det nu begyndte Aar vil
blive gunsigt for Afholdsarbejdet. — Og kommer der
end, som aldeles uundgaaeligt, enkelte mørke Skyer
frem, derfor bliver vi ikke mismodige — al menneskelig
Virksomhed er jo ufuldkommen — men vi arbejder
videre, ufortrøden i Forvisning om vor Sags Sand-
hed og for at befri vort Folk for dets største Sam-
fundsonde. Derved vil, naar dette Maal er naaet,
vort Land og dets Beboere gaa en lysere og lykke-
ligere Fremtid i Møde.
Waarst, Nytaarsdag 1912.
Eders i Afholdssagen ærb. og heng.
Claus Johannsen.
Det norske Ålholdspartis Landsmøde,
(Efter en Korrespondance til »R i g e t«.)
Kristiania, i Januar 1912.
Af holdsfolket har i Juleugen afholdt sit Lands-
møde og vedtaget sit Valgprogram.
Dette Landsmøde var imødeset med megen
Interesse, fordi her skulde træffes Afgørelse i
Spørgsmaalet om Afholdsfolkets Taktik med Hen-
syn til Forbud.
Afholdsfolket har paa dette Punkt været delt
i to Lejre; dan ene vilde have Forbud opstillet paa
Valgprogrammet snarest muligt, den anden har
indtaget en noget mere forsigtig Holdning. Den
første under Ledelse af Dr. Scharffenberg,
den anden under Ledelse af det norske Afholds-
folks mægtige Fører, Amtmand, fhv. Statsraad
Aarrestad. Denne mener, at før 1940 kan der
ikke blive Tale om at indføre Statsforbud mod
Brændevin, Vin og 01 i Norge.
Debatten paa Landsmødet blev meget skarp.
Scharffenberg fremsatte Forslag om Brænde-
vinsforbud optaget paa Valgprogrammet i 1915 og
sat ud i Livet i 1920. Han hævdede, at det var
paa Tide, at Forbud nu blev holdt frem som Maalet,
man snarest muligt vilde naa. Afholdspartiet burde
straks optage Arbejdet — ellers vilde Socialdemo-
kraterne gøre det. — Aarrest ad søgte at paa-
vise Umuligheden af Scharffenbergs Plan allerede
derved, at Forbud maatte opstilles paa Valgpro-
grammet i 1912, hvis det skulde kunne iværksættes
i 1920 — og af Hensyn til den store Alkoholkom-
mission kan dette ikke ske; Afholdsfolket har for-
pligtet sig til først gennem denne Kommission at
se alle Spørgsmaal vedrørende Forbud udredet.
Aarrestads Besindighed tør man sikkert for en
væsentlig Del betragte som en Frugt af det nære
Forhold, hvori han i sin Statsraadstid blev stillet
til Realiteterne. Han havde da rig Anled-
ning til at studere de Forhold, hvoraf den be-
kendte Vintraktat med Frankrig udsprang, det var,
da Frankrig forberedte sin »Vinpolitik« mod de
skandinaviske Lande. Og Skæbnen magede det
saaledes, at en anden af Forbudsfolkets Ledere,
Statsraad Abrahamsen, sad som Handelsmini-
ster, da Traktaten blev sluttet og vedtaget af et
Storting, hvoraf Aarrestad var Medlem uden at
kunne eller ville rejse Modstand mod den.
Dette dannede et særskilt Afsnit i Forbudsde-
batten paa Landsmødet. Scharffenberg erklærede,
at det var Vintraktatens Afslutning, som havde
drevet ham over i Af holdspartiets radikale Fløj.
Da havde Afholdsfolk saavel i Storting som Rege-
ring gaaet med paa at pantsætte Landets Selvbe-
stemmelsesret med Hensyn til sin indre Lovgivning.
— Aarrestad forsikrede, at der dengang var gjort
og opnaaet, hvad der var muligt; nu var han bange
for, at Scharffenbergs Udtalelser kunde blive be-
nyttet i Frankrig til at vanskeliggøre det fremtidige
Traktatforhold mellem dette og Norge. Statsraad
Abrahamsen deltog i denne Debat, og det havde
sin ejendommelige Interesse at høre den fremtræ-
dende Forbudsmand forsvare Vintraktaten med de
store Landsinteresser, som ogsaa maatte tages i
Betragtningen ved Afslutningen af en Traktet.
Denne Nøgterhedens Tale syntes dog at øve
en liden Virkning paa Forbudets radikale Tals-
mænd. En af disse udtalte, at det var bedre ingen
Stortingsmænd og Statsraader at have for Partiet
end at have en Række Mænd, som løb fra Ansva-
ret, naar det gjaldt.
En Repræsentant for det unge Afholdsfolk
fremhævede, at Forbudet maatte tages op af rent
psykologiske Grunde som en Stimulans for den
opvoksende Af holdsungdom. Han rettede en vold-
som Kritik mod de Herrer (Aarrestad og Abra-
hamsen), der ikke var med at bære Dagens Byrde,
men som spillede Stjerner paa Afholdsfolkets
Himmel.
Imidlertid sejrede de gamle Førerere ved Vo-
teringen. Forslaget om at optage Forbud paa
Programmet opnaaede kun 8 Stemmer. Derimod
vedtoges med 32 mod 22 St. at indtage Forbud i
Programmets Intimation, idet de opstillede Program-
sager betegnes som »Led i Afholdsfolkets Arbejde
for hurtigst mulig Gennemførelse af totalt Stats-
forbud«. — —
Som det nærmeste Maal for Afholdsfolkets
Arbejde — foruden at indarbejde Forbudstanken i
Folkebevidstheden — opstilledes Stormløb
mod Brændevinssamlagene. Disse er
ved Lov gjort afhængige af Folkeafstemning i
Byer og Bygder. Første Gang, saadan Afstemning
fandt Sted, ramlede det ene Samlag efter det andet.
Under en Bølge af Begejstring. Senere, da Resul-
taterne meldte sig (Smughandel, Surrogater, Ind-
tægtstab for Kommunerne), kom en Reaktion. Fra
Politimestrene og andre er fremlagt en Række
lidet opbyggelige Fremstillinger af Tilstandene i
Byer uden Samlag, uden den offentlige Kontrol.
Nu har Afholdsfolket valgt det Standpunkt uden
Hensyn hertil at søge Brændevinshandelen stoppet,
hvor som helst dertil er Anledning.
Sagen har specielt Interesse for Kristiania.
Her er Forsøgene paa at faa Samlaget væk hidtil
faldet fuldstændig til Jorden. Men der er en ikke
ringe Sandsynlighed for, at det næste Gang kan
lykkes.
I Kristiania er ingen private Brændevinsrettig-
heder, saa al kontroleret Brændevinshandel vilde
ophøre i den norske Hovedstad, hvis Samlaget blev
nedstemt. Politimesteren i Kristiania har — intervi-
ewet om den Situation, som da vilde indtræde —
udtalt, at han forstod ikke, hvordan Politiet da
skulde klare Kontrollen. Selv i mindre Byer gaar