Dúgvan - 01.07.1912, Page 1

UDKOMMER
ABONNEMENTSPRIS
I GANG
HVER MAANED.
AF HOLDSBLAD FOR FÆRØERNE.
I KR.
PR. AAR.
UDGIVET AF FÆLLESUDVALGET FOR FÆRØSKE AFHOLDSORGANISATIONER.
Nr. 7.
JULI 1912.
1 g. Aarg.
Aflioldsbladet „Dugvan“ kan bestilles paa alle Postliuse samt i Bladets Ekspedi-
tion, Adresse: Mejeribestyrer Jensen, Thorshavn. Ved Forudbetaling af 1 Kr. 16 Øre bliver
det frit tilbragt.
Bekendtgørelser optages i „Dugvan" for 8 Øre pr. Petitlinie af enkelt Annonce-
spalte paa 4de Side. Paa Forsiden er Prisen 12 Øre for tilsvarende Plads.
Enhver, som vil være med i Kampen mod Alkoholmisbrugen paa vore Øer, bør virke for
„Dugvan“s Udbredelse og opfordre Venner og bekendte til at holde Bladet.
Den ensomme gamle jlfianS.
(Af T. S. Arthur?)
Under et Ophold af nogle Dage i Landsbyen
P— blev min Opmærksomhed henledet paa et
smagfuldt bygget lille Hus, som syntes engang at
maatte have været dets Ejers Stolthed og Glæde,
men som nu bar aabenbart Præg af Forsømmelse.
Dejlige Rosenbuske og vellugtende Kaprifolier
slyngede sig, udsendende rigelig Duft, opad Søjle-
gangens hvide Støtter; men de førstes kraftige
Skud og de andres lange, sammensnoede Grene
svingede i Luften eller hældede ned imod Jorden,
forgæves søgende Hvile. Det var tydeligt, at
hverken Gartnerkniven eller nogen plejende Haand
havde været beskæftiget der. Nær Indgangsporten
stod to kegledannede Cedere, høje og smagfuldt
beskaarne — men uddøde; de brune, naaleformige
Blade løstes skælvende ved ethvert forbifarende
Vindpust og bedækkede den nøgne Jord neden-
under. Græsset vokste op i alle Lystgangene, og
de uklippede Buksbomrabatter vare forsømte og
stygge. Paa Vinrankegitteret vare Stænger søn-
derbrudte eller de manglede, over hele Haven saas
Ukrudt eller forviklet Krat. Blot en eneste Lem
var ikke fastgjort; men den stod altid aaben,
baade sent og tidligt. To Gange var jeg gaaet
forbi, uden at se noget Tegn til Liv i den for-
sømte Bolig; men da jeg tredie Gang passerede
forbi, bemærkede jeg en hvidhaaret gammel Mand,
som i en af de græsbegroede Gange spadserede
langsomt frem og tilbage med Hænderne paa
Ryg'g'en og Øjnene hæftede mod Jorden. Der var
noget i hans Udseende, som var ubeskrivelig sørg-
modigt. Jeg betragtede ham i nogle Øjeblikke,
og fortsatte derpaa min Vej; men saa fast havde
hans Billede i den korte Tid indpræget sig i min
Sjæl, at jeg endnu har et levende Indtryk deraf.
P—, med et Antal af tusind Indvaanere, havde
tre Værtshuse eller Beværtersteder for »Mennesker
og Dyr« og tolv Knejper for Udsalg i smaat af
Brændevin og andre stærke Drikke. Disse sidste
holdtes allesammen af Irlændere og Tyskere. I et
af Værtshusene — det bedste paa Stedet, og det
vil ikke sige meget til dets Fordel — havde jeg
taget Ophold. Disken var overflødig forsynet med
slette Drikkevarer, og Skænkestuen aldrig tom for
Lediggængere og Værtshusgæster, som mestendels
hørte hjemme i Landsbyen, hvad man kunde slutte
sig til af deres Passiar. Jeg vilde ikke tage fejl,
naar jeg siger, at næppe en af disse Personer talte
en halv Snes Ord uden en Ed eller et stygt Ud-
tryk, og jeg lagde ogsaa Mærke til, at der aldrig
var saa meget Liv i deres Samtale, som naar der
sigtedes til noget smudsigt, nedrigt eller grusomt.
Afholdenhed og Dyd skreg de med rasende I.atter
over, og de gik endog saa vidt, at de kom frem
med Skændigheder imod Præsten i Landsbyen,
hvem jeg kendte som en Mand af den hæderligste
Karakter. Værst af alt var det, at to eller tre
Unggutter vare til Stede i Skænkestuen. De lyt-
tede begærlig til den lastefulde Tale og indsugede
alt, hvad der blev sagt, med altfor aabenbar
Glæde.
»Hvem bor i den øvre Ende af Gaden paa
denne Side?« spurgte jeg Værten.
»Dommer Williams«, svarede han kort og
vendte sig bort.
»Hvem er Dommer Williams?« spurgte jeg
igen, saa snart jeg kunde faa Værtens Opmærk-
somhed henvendt paa mig.
»Han er en af vore Dommere«, var det korte
Svar, hvorpaa han igen vendte sig fra mig.
Dette pirrede blot min Nysgerrighed.
»Kender De Dommer Williams?« spurgte jeg
en Mand af et raat Udseende, som jeg havde lagt
Mærke til havde hængt i Værtshuset lige siden
min Ankomst dertil, og som netop havde vendt
sig bort fra Disken, hvor han havde drukket en
Del Snapse.
»Jeg burde vel kende ham — Forbandelse
over hans Fjæs!« svarede Manden i en sur Tone.
Han betragtede mig nogle Øjeblikke, aaben-
bart for at komme efter, om det var min Mening
at fornærme ham ved mit Spørgsmaal; derpaa
vendte han sig bort, mumlede noget, som jeg ikke
kunde skønne, og forlod Skænkestuen.
»Han har ikke meget til overs for Dommer
Williams«, sagde en Mand, som havde hørt mit
Spørgsmaal.
»Hvorfor ikke?« spurgte jeg ganske naturligt.
»Dommer Williams dømte ham til et Aars
Fængsel, fordi han i Drukkenskab og Slagsmaal
havde af bidt sin Broders Øre«.
»Aa, det forklarer Sagen. Men hvorledes har
det sig med denne Dommer Williams. Der er no-
get besynderligt ved ham. Er der ikke?«
Manden trak paa Skuldrene. Da han var i
Begreb med at svare, kaldte en paa ham, og han