Dúgvan - 01.07.1912, Qupperneq 2

forlod mig. Netop i dette Øjeblik kom en Gut
ind og udstrøede en halv Snes smaa trykte Pla-
kater til Folk ved Disken.
»Hvad skal det betyde,« spurgte Værten
barskt.
»Der skal være et Afholdsmøde i Lyceum-
salen i Aften«, svarede Gutten, idet han under
Svaret halvt fravendt saa paa Værten. »Vil De
ikke komme? Dommer Williams skal tale«.
Der var noget Uforskammethed saavel som
Lune i Drengens Opførsel. Ophidset af ustyrlig
Vrede udstødte Værten paa Øjeblikket en styg
Forbandelse og slyngede derpaa et tomt Glas efter
hans Hoved. Kasteskytset passerede forbi ham i
en Tommes Nærhed, fo’r imod Væggen og sloges
i hundrede Stykker. Da nu den forskræmte Gut
i største Hast løb ud, begyndte nogle af Gæsterne
i Skænkestuen at le, andre saa alvorlige ud og
irettesatte den opfarende Mand for en Handling,
der gerne kunde afstedkommet et Mord.
»Giv mig disse Plakater«, sagde han, idet han
hurtigt kom frem fra sit Rum bag Disken. Efter
at have sammensamlet saa mange af de trykte
Papirlapper, som han kunde faa fat i, rev han dem
med rasende Gebærder og Eder i Smaastumper og
kastede dem derpaa ud paa Gaden. To eller tre
Plakater bleve dog i et Par PersonersVærge, der,
ligesom jeg, vægrede sig for at udlevere dem til
det forbitrede Menneske, som ansaa sig i Sær-
deleshed gaaet nær ved deres utidige Indtrængen
i hans Hus.
Der opkom nu, som en naturlig Følge af denne
Begivenhed, en Ordveksling imellem Dagdriverne i
Skænkestuen angaaende Afholdssagen. Værten var
altfor ophidset af Vrede og Drik til at kunne
tænke klart eller tale sammenhængende, saa han
blot kom frem med nogle intetsigende eller ugude-
lige Udtryk. Nogle latterliggjorde den hele Be-
vægelse som bagvendt; andre forbandede Lederne,
og atter andre gjorde sig lystige over Vanddrik-
kernes svære Udgifter. Næsten alle tilstedeværende
lededes i deres Dom om Sagen af deres særegne
Temperament, og Samtalen begyndte at mattes, da
en ung Mand, som jeg havde lagt Mærke til paa
en sørgelig Maade saa ud til at være dybt sunken,
men hvis Udseende dog bar Spor af en bedre
Stilling og større Dannelse end nogen af de øvrige,
rejste sig fra et Bord, hvorved han havde siddet
halvt bøjet, og, idet han med Heftighed udstrakte
den ene Haand, sagde: — »I maa sige, hvad I vil;
men jeg ser intet Haab uden i Af holdsreformen«.
»De kan gerne tie stille, Dick Thomas. Ingen
spurgte om Deres Mening, og ingen trænger
til den«.
Manden vendte sig hurtigt til Værten, som paa
en saa raa Maade havde afbrudt ham, og efter at
have fæstet sine øjne skarpt paa ham, svarede
han: »De kan berøve os Fornuft og Dyd, men
den frie Tale — det skal de aldrig! Hidtil har De
talt, og nu vil j e g tale. Dersom De ikke har Lyst
til at høre derpaa, kan De gaa bort«.
»De kan gaa bort, unge Mand«, raabte Værten,
hvis Ansigt atter blev rødt af Vrede, og idet han
sagde dette, kom han hurtigt frem fra sin Plads
bag Disken og nærmede sig med truende Holdning
Genstanden for sit Raseri: »Gaa paa Øjeblikket,
eller jeg kaster Dem paa Hovedet ud paa Gaden«.
»Jeg skulde ønske, at De blot vilde lægge
Haand paa mig«, sagde den anden med en egen
pibende Stemme. Der var Mord i hans Øje og en
Jernbestemthed i hans Tone. I nogle Minutter
stirrede de to Mænd vildt paa hinanden; derpaa
trak Verten sig tilbage til Disken.
»Lad Dem nøje med Deres Plads og Bestilling
dér, gamle Karl«, sagde den unge Mand med en
haanlig Mine, »men forsøg ej paa, hvad De ikke
magter«. Derpaa vendte han sig til Selskabet og
gentog paa en alvorlig og indtrængende Maade de
Ord, som han havde talt kort forhen. »I kunne
allesammen sige, hvad I ville«, sagde han, »men
jeg ser intet Haab uden i den fuldkomne Afskaf-
felse af stærke Drikke. For saadanne som mig
er der intet Haab. Ti Gange har jeg aflagt Løftet,
og Gud véd, at det blev aflagt i al Oprigtighed!
Men med en umættelig Begærlighed og Fristelse
paa enhver Sti, hvorledes var det muligt for mig,
at jeg kunde staa? Skaf blot den stærke Drik
bort fra mine Øjne, og jeg skal holde mig; men
med et Værtshus paa hvert Hjørne er Sagen haab-
løs. Hvilken en forbandet Afsindighed er denne
Drikken! Er De eller De eller De bleven bedre
ved den?«, og han vendte sig hurtigt fra den ene
til den anden, idet han ytrede disse Ord: »Jeg vil
ikke vente paa Eders Svar — nej, Eders
Aasyn giver en svag Benægtelse; men Eders hele
Væsen svarer med Trompetens Tunge: Nej! Nej!
Nej! Ak, mine Venner! jeg véd, hvorledes det
staar til med mig, og hvorledes det staar til med
Eder. Saa længe denne Menneskefælde bestandig
ligger i Vejen, maa vore Fødder snuble. Hvad
Haab er der for os under saadanne Omstændig-
heder? Intet — intet. Der sidder den store dovne
Edderkop! hans Væv er nylig udbredt, og vi, de
stakkels Ofre, kunne ikke gaa forbi uden at blive
haabløst indviklede i den. Over hele Landet ere
disse Edderkoppe og deres Væve, og der er ingen
stor Kost til at feje dem bort med. Giv os ingen
flere Udslcænkningsbevillinger, og vi have en Feje-
kost, som vil være virksom imod dem, som eksi-
sterer. Jeg vil gaa til Mødet iaften. Dommer Wil-
liams skal tale, og dersom han ikke rører alle
Hjerter til deres inderste Dybder, kan man gerne
kalde Dick Thomas en Daare!«
»De vil ogsaa give dem en Tale, vil De ikke?«
spurgte Verden med afmægtig Foragt.
»Dersom De kommer derhen, vil jeg«, svarede
Thomas; »jeg kunde ikke have et bedre Emne
end Edderkoppen og Fluen«.
Et Bifaldsskrig fra de raa Gæster i Skænke-
stuen besvarede denne bidende Tale, og under Øje-
blikkets herskende Stemning blev aftalt, at samt-
lige skulde bivaane Mødet.
»I vilde nu alle gøre bedst i at lade Skænken
gaa rundt hele Laget for at styrke Eder i denne
gode Beslutning«, sagde Værten med en tvungen
Latter. Han havde dog Forstand nok til at indse,
at det vilde være en Daarskab at stride med sine
Kunder, og derfor undertrykte han sin Harme.
»Det var ikke noget daarligt Indfald«, svarede
en af Selskabet raskt, og inden et Øjeblik var den
letsindige Flok henne ved Disken, og Værten i
saa travl Virksomhed, som han kunde være med
at blande sin fristende Gift for deres Læber. Be-
drøvet ved Synet vendte jeg mig bort og forlod
Skænkestuen.
Jeg befandt mig tidlig om Aftenen i Lyceum-
salen. Værelset var næsten opfyldt ved min An-
komst, men det lykkedes mig at faa en Plads i
Nærheden af Taleren.
»Dommer Williams skal tale«, hørte jeg, at
man hviskede bag mig. Aftenen syntes derved at
have sin fornemste Tiltrækningskraft. Hvem Dom-
mer Williams var, eller hvilken særdeles Interesse
der knyttede sig til ham, havde jeg endnu ikke
erfaret. At et Slag havde rammet ham i hans
gamle Alder, var tydeligt; men af hvad Beskaffen-
hed dette var, havde jeg kun ubestemte Formod-
ninger om.
Mødet var tilsagt paa sædvanlig Maade. Der-
paa kom en Pavse af Forventning. Den gamle
Mand, som jeg havde troet at skulle faa se paa
Talerstolen, var ikke der. Jeg saa mig rundt om-
kring i Værelset, men kunde ikke i nogen gen-
kende ham. Andre syntes at være lige saa for-
ventningsfulde som jeg. Da blev der en Bevægelse
i Nærheden af Døren. Tillige med den øvrige Del
af Forsamlingen vendte jeg mig om og saa den
gamle Mands blege, magre og forstandige Ansigt,
som ved det brune lille Hus havde tiltrukket sig
min Opmærksomhed.
»Der er Dommer Williams«, hørte jeg hvisket
fra alles Læber. Han bevægede sig langsomt hen
ad Sidegangen, indtil han naaede Forhøjningen,
hvorpaa han steg op og satte sig paa en Stol nær
ved Mødets Præsident. En kort Stilhed paafulgte,
og derpaa rejste han sig paa en langsom og vær-
dig Maade. Han stod en liden Stund, førend han
begyndte at tale; hans Øjne syntes at opklare hans