Dúgvan - 01.03.1915, Blaðsíða 2

Afholdsmodet den 14. Marts.
R. C. Effersøe: Jeg skal paa Fællesudval-
gets Vegne byde Forsamlingen velkommen. Efter
gammel Skik vil vi bede: »Jesus være med os«.
— Gid vor Tilbedelse af ham ikke blot maa være
en Søndagskjortel, som vi tager paa eller af efter
Behag, men en stadig Retledning for al vor Færd.
Lad os, som er skabte efter Guds Lignelse, søge at
holde Skaberens Billede uforvansket, at vi ikke
ødelægge os med Gift og ryggesløst Liv. Gid vi
bedre og bedre maa lære at elske hverandre, som
vi elske os selv, og altid række dem en hjælpende
Haand, som vi se komme ud paa Skraaplanet.
Postmester C. C. Danielsen: At gavne,
gøre godt og glæde, er et smukt Valgsprog. Det
var vor Frelsers Opgave at gøre godt, medens han
vandrede her paa Jorden, og gid vi alle maatte
have hans Forbillede for Øje.
En af de største og mest velsignelsesrige Sam-
fundssager, der nogensinde er rejst, er Afholds-
sagen. Da vi for c. 37 Aar siden begyndte her
paa Øerne, var det en Brydningstid. Spiritusdrik-
keriet var da en gammel hævdvunden Uskik, der
dominerede en stor Del af Befolkningen, ja man’
kunde endda undertiden høre en eller anden ung
fyr sige, at han kunde ikke skrive under, da hans
Kæreste ikke syntes om, at han ikke skulde have
Lov til at tage sig en Snaps. En saadan AnskueKe
er heldigvis for længe siden falden bort, og det
vilde være mig uforstaaeligt, hvis den ikke var dét;
thi hvem lider mon mere under Drikkeriets Forban
delse end Kvinden? Hun, som sikkert altid med
de lyseste Forhaabninger har holdt sit Indtog i
Hjemmet, hvis Solstraale hun skulde være, har sik-
kert ofte og tidt med den dybeste Vemod set Hjem-
met gaa til Grunde, Børnene sulte og lide Nød,
efter at Manden var bleven en Træl af Brændevinen.
— Jeg mindes flere af mine jævnaldrende, som er gaaet
til Grunde ved Spiritusnydelse, og ofte hørte jeg
dem udtale, hvor inderligt de fortrød, at de nogen-
sinde havde nydt det første Glas. Ingen er saa
god, at han ikke kan falde. I Bibelen siges ogsaa:
Hvo, som staar fast, se til at han ikke falder.
Medens der før var en Folkestemning for de
berusende Drikke, er Forholdet nu heldigvis' det
modsatte. Vi har faaet en Ædruelighedslov, som
vel har hjulpet en Del, men der er endnu langt igen,
og det endelige Maal for Af holdsfolkenes Arbejde
er først naaet, naar vi i Lighed med vor store
Naboø Island fuldstændig har banlyst al Spiritus
fra vort Lands Grænser. Mange synes, at dette er
en altfor radikal Foranstaltning og raaber paa Ide-
aler og Frihed, men man ser ikke saa sjældent, at
dem, der mest raaber op om Frihed, ofte selv er
trælbundne af en Lidenskab. Og at Spiritusforbud
betyder Velstand i Landet, derpaa giver Rusland
et godt Eksempel, hvor Sparekasseindskudene, til-
trods for Verdenskrigen er vokset ganske kolossalt,
siden Forbudets Indførelse. Maadeholdsprincippet
er maaske det ideelle, men Aarhundreders Erfaring
har vist, at dette Princip ikke kan gennemføres.
Personlig opfatter jeg Afholdssagen som en
absolut Pligt for mig som kristen. Ganske vist kan
vi ikke gennem Afhold alene arve Guds Rige,
men Rusdrikkeriet fører os aldrig nærmere til Gud,
det tør jeg frit sige. Vi ved jo ogsaa, at »Drankere
og Fraadsere skulle ikke arve Guds Rige«.
Til Slut vil jeg ønske, at Herren maa faa Lov
til at aabne vore Øjne, og at vi mere og mere bliver
i Stand til at modtage hans Kærlighed, saa det kan
vise sig i vor Gerning ved at vi opofrer os til Gavn
for vor Næste. Ofte kan blot et venligt Ord eller
et mildt Øjekast gøre godt. Maatte den
levende Gud hjælpe os at arbejde kraftigt og inder-
ligt, saa at Afhold fra Spiritus kunde gennem-
trænge os alle, til Gavn og Glæde saavel for den
enkelte som for Hjemmene.
(Sluttes i næste Nr.)
+
Daniel Jacob Jacobsen.
Med Daniel Jacob Jacobsen, der efter længere
Tids Svagelighed afgik ved Døden 27. f. M.. er
igen en af de gamle Medlemmer af Thorshavns
Totalafholdsforoning gaaeObott;’Jafdøde meldte sig
ind i Foreningen i 1896 og har siden uafbrudt væ-
ret Medlem. — Han var i sin Tid Medlem af Jæger-
korpset ved Thorshavns Skanse, og havde lige si-
den det færøske Kutterfiske:i begyndte, og*indtil
han havde naaet Støvets Aar, faret til Søs som
Skibsfisker. p, jV.
„2ingakrossur“.
Forleden mødte jeg min Ven Jacob paa Gaden.
Hør, siger han, har du læst »Tingakrossur« ?
Nej, svarer jeg, det er ikke mange Dyder, jeg
tør rose mig af, men en af dem. jeg er mest stolt
af, er, at det er meget sjældent, jeg læser det Blad;
men hvad staar der forresten i »Tingakrossur« ?
— Der staar, og min Ven stirrer strengt paa
mig: At selv om I Af holdsfolk er nogle usle Stym-
pere, saa gaar I dog og bilder Jer ind, at I er
meget bedre end os andre!
— Se, se!
— Ja, og saa er I som rene Farisæerer, der er
saa gennemsyret af Løgn og Hykleri, og det Trælle-
løfte. I aflægger, er kun et Skalkeskjul for For-
falskninger, Snyderi og GavLyvestreger, efterfulgt af
Hykleri og Svindel.
— Staar der ikke mere?
— Jo, der staar ogsaa, at I kunde til Nød gaa
an, om I brugte en stilfærdig Agitation; men nu
I forlanger, at Konger, Kejsere, Parlamenter og al
Autoritet skal staa opstillet i Række og Geled for
at bukke for Jer, saa skal »Tingakrossur« nok og-
saa sørge for, at der kommer et Tilbageslag, for
Afholdssagen befinder sig netop nu i de raaeste
Udskejelsers Tegn og er en Fare for Folkesjælens
Sundhed og Kraft!
— Er det det hele, spørger jeg, og forsøger at
paatage mig en frejdig Mine?
— Det hele, nej det er det ikke; men jeg tror
nok, at det er Hovedindholdet, men vil Du have det,
skal, jeg gerne løbe hjem og hente Bladet?
— Aa, nej, det behøves ikke, jeg tror, at jeg
har faaet nok af Hovedindholdet.
Jeg stod lidt og grundede; ved du, hvad
jeg tror?
— Nej?
— Jeg tror, det er Løgn altsammen, for hvis
der blot var mindste Smule af den Kurage i Af-
holdsfolkene, som »Tingakrossur« fabler om, saa
skulde Bladet nok have ladet være med Gang efter
Gang at hælde sin Skarnbøtte ud over Hovederne
paa os. Nej, jeg skal sige dig, hvad vi er! Vi er
nogle skikkelige Fæ, der hverken kan stramme os
op til det ene eller det andet, og endskønt vi er de
mange og kunde sætte en hel Del igennem, hvis
vi vilde, saa gør vi bare ingen Ting, men tradsker
i Hælene hver paa sit politiske Parti med en Fana-
tisme, der lader haant om Afholdssagen og de Ide-
aler, som hører med dertil. — Se, alt det ved »Tin-
gakrossur« godt, og derfor tør det drille og haane
Afholdsfolkene ved enhver Lejlighed, for det ved,
det risikerer ikke det ringeste derved. Af samme
Grund turde Lagtinget ogsaa, da Ædruelighedsloven
i sin Tid var til Revision, blæse baade Byraad,
Forstanderskaberne og Afholdsfolkene et Stykke;
de gode Tingmænd vidste godt, at der var ingen,
der vilde drage dem til Ansvar for det. Det er sta-
dig det samme om igen: Et Folk har den Rege-
ring, og et Parti har den Presse, det fortjener. —
DeUer nu min Mening. Pe’r,