Dúgvan - 01.01.1920, Blaðsíða 4

Januar.
D tJ G V A N
Nr. i. — 1920.
gera honum til pass. Og åri6
eftir datt hann oman og doyøi.
Ella rættari, sum søgnin sigur:
ein stor manshond kom upp ur
upsini og firdi hann ilt av eggini.
Har uppi undir fossinum eru
storir klettar og djåpar holur.
Ain rennur striø 1 gjåarbotninum,
men fram viø hana er gongt, båøu
menni viø, to so smøl er råsin, at
ikki fåa tvey gingi3 liø um liø.
Her uppi sat Jo vina og stærdi
niøur i ånna. Jåkup sat undir
liøini å henni.
»Nå eru vit i himmiriki,« seg8i
Jovina, »um eina løtu kemur Gud
at taka imøti okkum. Hann hevur
tveir einglar viø sær, Ola og
Marina.« Jovina hugdi beint upp
i loft. »Og so hevur hann ein
steinbft i aørari hondini, i hin-
ari hevur hann ein kongafisk.«
Jåkup svaraøi ikki. Hann sat
bara og streyk sær um høkuna,
og hugdi niøur i ånna.
Jovina gjørdist øtolin. »Hvi
lurtar tå ikki eftir mær,« segøi
hon.
»Tå ert bitt, tå ert pinandi ør
i høvdinum,« segøi Jåkup.
»So taø heldur tå. Nei eg eri
klokari enn øll onnur, taø måtti
tå eisini kunna sæø å mær.«
Jovina vendi sær møti Jåkupi.
»Hygg at mær, og sit ikki har
og bin.«
»Eg siggi einki,« segøi Jåkup.
»Jovina treiv fast i armin å
Jåkupi. »Sært tå ikki,« segøi
hon, »at høvur mitt er so størt,
at taø er langt omanfyri skyggini.«
Jåkup tagdi eina løtu, so segøi
hann øgvuliga ålvarsamt: »Jovina,
eg havi einki høvd, har sum
høvdiø skuldi sitiø, stendur ein
glerpipa, sum er so høg, at hon
er nøgv hægri enn Båbulstorniø.«
»Stakkalin,« Jovina klappaøi
Jåkupi bliøliga å økslina. »Ja nå
-siggi eg taø; tå hevur einki høvd.«
Ain dunaøi og suøaøi har ni5ri
i dalsbotninum. Klettarnir støøu
myrkir og høttandi. Og har var
ikki livandi kykt utan hesu bæøi
øru, sum søtu har uppi, hvar
aldri å6ur mansføtur hevøi stigi5.
»Jovina!« Jåkup segøi hetta
so spakuliga, at taø ljøøaøi sum
ein teskan. »Jovina vit eru deyø,
og hava leingi veriø dey6.«
»Taø havi eg vitaø i longur
tiø,« svaraøi hon.
Jåkup helt fram: »Men so
eiga vit ikki at sita her, so eiga
vit at vera i kirkjugarøinum
millum øll hini.«
»Vit eru åti og ferøast, Jåkup,«
segøi Jovina, »men vit eiga at
vera aftur i grøvini, åøur hanin
gelur.«
Jåkup stærdi niøan i fossin,
sum i eini breiøari ripu rann
åt av eggini, og siøani pall av
palli rann niøur i gjåarbotnin.
Hann hevøi holaø helluna undir
sær, so har var ein djåpur hylur,
iø altiø var fullur av sjøøandi
frøøu.
»Minnist tå tann dagin, tå iø
eg for til gravar,« spurdi hann,
»kavin lå høgt upp um kirkju-
garøsgarøin, og eg varø jarøaøur
i kava. Øll moldin var horvin.«
»Jå, jå,« Jovina jåttaøi viø
høvdinum, »taø minnist meg væl.
Alt manfolkiø var burturgingiø,
so eg noyddist at syngja fyri tær.
Jå, jå, taø var taø åriø, iø Båø-
båturin først.«
Aftur tagdu bæøi, so tøk Jovina
undir aftur: »Sært tå hattahvita
har niøri i ånni,« segøi hon og
peikaøi.
Jåkup rysti viø høvdinum.
»Har er einki,« segøi hann.
»Jå, har er nakaø, og eg skal
siga tær, hvat taø er.« Jovina
gjørdist ålvarsom. »Hattaerlyk-
ilin til paradis. St. Pætur misti
hann i åøni, hann var her, og nå
er himnagrindin læst, eingin
sleppur meir inn { Guds riki; ti
lykilin er burtur.« Hon før at gråta,
og græt so tungliga og hjarta-
skerandi, sum løgu allar heimsins
sorgir å herøum hennar.
»Gråt ikki, gråt ikki gamla
kvinna,« lat i Jåkupi. Hann legøi
leysliga hondina niøur å økslina å
Jovinu. »Pætur er maøur fyri at
finna lykilin aftur.«
Men tå iø Jovina græthjartans
tyngri enn åøur, helt Jåkup fram,
at nå før hann heim; ti har var
so kalligt uppi undir fossinum.
»Ja, ja,« Jovina turkaøi tårini
burtur av eygunum. »Verøin er
ønd og full av gieri — lat okkum
fara heim,« segøi hon.
So føru tey oman gjøgnum
gjønna. I støøum var råsin so
smøl, at tey beinleiøis noyddist
at trysta seg inn at bergvegginum
fyri ikki at missa føtafesti. Men
aldri snåaøu tey å, og aldri settu
tey føtin skeivt; tey gingu so
trygg, sum var breiøur vegur og
I ikki bara ein smøl rås undir
føtum teirra. . .
Stilli var; og månin støø so
rundur og blankur å himninum,
at alt kring um hann bliknaøi
burtur. Har uppi 1 gjønni hevøi
veriø nakaø tåmut; men her niøri
1 dalinum var alt so ljøst, at man
kundi siggja hvørja steinpirru å
gøtuni.
Tey gingu fram til kirkjugarøin,
iø lå har so friøaliga, sum ein
kirkjugarøur eigur at liggja —
nærindis myrini.
»Nå eru vit heima,« segøi Jo-
vina og lat upp kirkjugarøsgrind-
ina, og tey føru inn.
»Ja, nå eru vit heima,« tøk Jåkup
1 aftur, og her er friøaligt og
gott at vera,« legøi hann aftur at.
Men dåttliga støø hann heilt råø-
leysur, skåkaøi høvdiø til ymsar
liøir. »Grøvin,« segøi hann, »eg
kann ikki finna grøvina.«
»Jovina vendi sær å, »vit eru
ovsein,« segøi hon, »Gud hevur
latiø aftur fyri okkum.«
Jåkup segøi stillisliga, meøan
eygu hans vatnaøist: »So eru vit
åtustongd.«
Men Jovina, sum hevøi sæø, at
ein spaki støø upp imøti garøinum,
segøi, at enn var ikki øll vøn farin;
hon hevøi boriø eyga viø lykilin.
So før hon og tøk spakan,
gav Jåkupi hann 1 hondina.
»Grava nå, hin rodni,« segøi hon.
Jåkup tøk spakan og setti å
leigiø har næst viø, jåst har, sum
Marin var grivin, og hann grøv,
og grøv til tess, hann kom niøur
at kistuni.
Jovina støø og hugdi at honum.
Tå iø hon så kistuna. segøi hon:
»Nå er hurøin opin, Jåkup.«
»Ja, nå er hurøin opin, lat
okkum nå sleppa inn um,« segøi
hann.
So føru bæøi niøur 1 grøvina.
»Klokkurnar ringja, hoyrir tå
hvussu vakurt tær ljøøa,« segøi
Jovina.
»Ja, ja, eg hoyri tær,« segøi
Jåkup og legøi seg betur til rættis.
Tå brotnaøi lokiø å kistuni, og
tey bæøi sukku enn djåpari niøur.
Leingi varø leitaø eftir teimum;
menn gingu alian hagan kring;
uppi i djåpugjøgv vøru teir eisini,
menn einki funnu teir. So sløgu
følk seg til tåls viø ti, at Jåkup
og Jovina øivaø i ørsku høvdu
forkomiø sær sjålvum; kanska
stovt seg å sjøgv onkustaøni langt
av almannaleiø.
Men so hendi nakaø nakrar
dagar seinri, sum var so øhugn-
aligt, at taø nærum ikki ergreiø-
andi frå.
Hanus å Myri var deyØur av
elli. Um morgunin, sum hann
,skuldi fara til gravar um dagin,
føru teir, iø bera skuldi, i kirkju-
garøin at grava grøvuna; ti har
var eingin gravari.
Sum teir komu i kirkjugarøin,
søu teir, at har longu var grivin
ein grøv, og tå teir vistu, at har
i bygdini var eingin deyøur utan
Hanus, so kann eingin undrast
yvir, at teir vøru illa viø.
Teir føru heim aftur i bygdina,
og søgdu frå hesum, og nå før
maøur av håsi åt i kirkjugarøin.
Teir komu fram ,at grøvini, og
tå teir hugdu niøur 1 hana, søu
teir, at har løgu tey bæøi, Jåkup
og Jovina, liø um liø millum leivd-
irnar av eini brotnaøari likkistu.
Har høvdu tey ligiø i fjårtan
dagar.
Eina gøøa løtu var tøgn. Hvør
støø og hugdi uppå annan. Men
so segøi Pætur å Brekku, iø var
ålvarsmaøur.
Gud hevur jarøaø tey, latum
okkum nå syngja yvir teimum.
Og so treiv hann i viø hinum
gamla liksålminum, og hinir tøku
undir:
Abonnér!
»Hjartansfegin fari eg heim til tin;
upp letur tå hurøar tinar
og tekur imøti mær frelsari min.
Gloym Harri syndirnar minar.«
Sålmurin Ijøøaøi av håtiø og
hjartans friøi. Vindurin bar hann
upp imøti f jallinum og åt yvir haviø.
Tå iø sålmurin var at enda,
kastaøu teir jørø å likini, tø at
presturin ikki var til steøis.
A/S. »Fær® Amtidende«s Bogtrykker'-
Ansvarlig Redaktør: Poul Niclatm.
Bekendtgørelser.
Thorshavns
Afhold s syge kasse
(stiftet 2 6. September 190 9)
optager enhver ubemidlet Kvinde eller Mand, der ikke er over 40
Aar gammel, og ikke lider af nogen kronisk eller uhelbredelig
Sygdom. Sygekassens Omraade er Thorshavn og Arge. Indmel-
delser modtages hos en af undertegnede Bestyrelsesmedlemmer eller
hos Kassereren, Hr. Købmand Jacob M. Mouritsen.
P. Jensen. Else Debess. Jorgen Fr. Jacobsen.
Johannes O. Joensen. Jacob Lindenskov.
Poul liiclasen. Peter Poulsen.
Hjælpekassen ENIGHEDEN
er stiftet af og for Medlemmer af Thorshavns Afholdssygekasse.
Denne Kasses Formaal er under Sygdom at yde Rejsehjælp til
Danmark, naar en saadan Rejse er nødvendig for Patientens Helbre-
delse. — Sygekassens Bestyrelse administrerer Hjælpekassen.
Thonshavns
To ta Safhoflds forening.
(Stiftet den 20. Oktober 1878.)
Enhver Mand over 18 Aar, der underskriver Af holdsløftet,
kan blive Medlem.
Af holdsløftet er saalydende:
»Undertegnede forpligter sig herefter til i den fastsatte Tid
ikke at nyde berusende Drikke som Drik, ikke heller at traktere
andre dermed, men derimod søge efter Evne at arbejde for Drikke-
ondets Udryddelse.«
Kontingentet er 3 Kr. aarlig. I Indmeldelsespenge betales 3 Kr.
I Foreningens Ynglingeafdeling optages enhver ung
Mand, der har fyldt 14 Aar. Af holdsforpligtelsens Ordlyd er den
samme som ovenfor gengivet. Naar Medlemmer af Ynglingeforenin-
gen har fyldt 18 Aar, bliver de overflyttet til Thorshavns Total-
afholdsforening.
Kontingentet er 3 Kr. aarlig.
Indmeldelse kan ske hos en af undertegnede Bestyrelses-
medlemmer.
Jobs. O. Joensen. Poul Niclasen.
Johannes Simonsen. Basrent Gregoriusen.
Jacob Christiansen.
Færøsk Margarine
fra A|s. Thorshavns Mælkeforsyning
er altid den bedste, fordi den altid leveres nykærnet af
første Klasses Raaprodukter.
Sælges fra Butikkerne til en Pris af
3 Kr. 50 Øre pr. kg.
Ordre fra Købmændene ekspederes omgaaende.
Aktieselskabet
Thorshavns Mælkeforsyning.