Dúgvan - 01.07.1920, Blaðsíða 1

Nr. 7. JULI 1920. 27. Aargang.
DUGVAN
AFHOLDSBLAD FOR FÆRØERNE
Udgivet af Fællesudvalget for
de færeske Aflioldsorganisationer.
Abonnement:
2 Kr. aarlig, Postpenge ikke
iberegnet. Bestilling modta-
ges hos Postvæsenet samt hos
Bladets Ekspedition,
Adr. Frk. Edith Jacob-
sen, Thorshavn.
Annoncepriser:
i. Side_20 0. pr. Petitlinie.
4- — ... i_5— - —
Minimumspris...... i Kr.
Erkendelsens Cempel.
Efter det Engelske i »Folkev.«
ved Peder Vedel.
—o—
I længst forsvundne Tider var
en Rejsende i Færd med møj-
sommeligt at klatre op ad det
sidste Stykke Vej, der førte til
Toppen af et højt Bjerg. Vejen
ver stejl og ubanet. Paa Bjerget
laa et Tempel. Dette havde den
Rejsende lovet, han vilde naa,
før Døden indhentede ham. Han
vidste, at det var det smukkeste
Sted i den Bjergkæde, som kal-
des »Idealernes Bjerge*. Han
vidste, Rejsen var lang og Vejen
ujævn og tung. Men han havde
et haabfyldt Hjerte og en sikker
Fod. Tiden svandt væk for ham.
Men aldrig svandt Haabet. »Selv
om jeg skulde besvime paa Vej-
siden«, sagde han til sig selv,
»og jeg ikke bliver i Stand til
at naa Toppen, er det dog noget
at være paa den Vej, som fører
til »de høje Idealers Bjerg*. Der-
med trøstede han sig, naar han
blev træt. Haabet tabte han al-
drig. Nu naaede han Templet.
Han ringede. En gammel hvid-
haaret Mand aabnede Porten.
Han smilede sørgmodigt, da han
saa den Rejsende. »Nu igen én«,
mumlede han, »hvad skal det
dog blive til«. Den Rejsende,
hørte imidlertid ikke, hvad han
mumlede.
»Ærværdige, hvidhaarede
Mand,« sagde den Rejsende, »sig
mig: er jeg nu endelig kommen
til Erkendelsens vidunderlige
Tempel. Jeg har været paa Rejse
hid hele mit Liv. Aa! det er
strengt at klatre opad Idealernes
Bjergstier.«
Den gamle Mand rørte ved
hans Arm. »Hør efter,« sagde
han mildt. »Dette er ikke Er-
kendelsens Tempel. Idealerne er
ikke Bjergkæder. De bestaar af
en Mængde Sletter, og Erken-
delsens Tempel er midt iblandt
disse. Ak, stakkels Rejsende, Du
er kommen paa en forkert Vej«.
Lyset i den Rejsendes Øjne
svandt. Haabet i hans Hjerte døde.
Han blev gammel og affældig.
Han lænede sig tungt til sin
Stok. »Kan jeg hvile her?«
spurgte han udmattet.
»Nej!*
»Fører der en Vej ned paa
den anden Side disse Bjerge?«
»Nej!«
»Hvad hedder disse Bjerge?«
»De har intet Navn«.
»Og Templet? Hvad kalder
Du det?«
»Det har intet Navn.«
»Saa vil jeg kalde det: »De
sønderknuste Hjerters Tempel«,
sagde den Rejsende. Dermed
vendte han sig og gik. Men den
gamle, hvidhaarede Mand fulgte
efter.
»Broder!« sagde han, »Du er
ikke den første, der er kommen
her, men Du maa blive den sid-
ste. Gaa tilbage til Sletten. For-
tæl Beboerne, at Templet for
»Den sande Erkendelse« netop
er i deres egen Midte. Templet
har altid været paa Sletten, blandt
det daglige Livs Arbejde og An-
strengelser. Enhver, som ønsker
det, kan komme ind. Porten er
aldrig lukket. Filosofer kan komme
ind! Stenlæggere kan komme ind.
Du maa have gaaet forbi det
hver Dag i dit Liv. Det er en
smuk, beskeden Bygning, langt
fra nogen pralende Domkirke«.
»Ja, jeg har set Børn lege ved
det«, svarede den Rejsende. »Da
jeg var Barn, legede jeg ogsaa
der. Aa! havde jeg bare vidst
det, Ak! Fortiden er svunden!«
Han vilde igen have sat sig til
Hvile paa en stor Sten, men den
gamle Mand forhindrede det. »Du
maa ikke hvile,« sagde han. »Der-
som Du sætter Dig til Hvile nu,
vil Du aldrig rejse Dig igen.
Naar Du engang sætter Dig til
Hvile, vil Du føle, hvor træt
Du er.«
»Jeg ønsker ikke at gaa læn-
ger. Min Rejse er til Ende. Den
er gaaet i en fejl Retning. Men
nu er den gjort.«
»Nej. nej! dvæl ikke her,« iv-
rede den gamle Mand. »Gaa
samme Vej tilbage, som Du kom.
Skønt Dit eget Hjerte er sønder-
knust, kan Du frelse andre for
samme Skæbne. De, Du møder
paa Vejen, kan Du faa til at
vende om. De, der er ved at be-
gynde Rejsen i denne Retning,
kan Du bede standse og over-
veje, hvor galt det er at antage,
at »den sande Erkendelses« Tem-
pel skulde være bygget paa et
saa ensomt og farligt Bjerg. Sig
dem, at skønt Gud synes haard,
saa er han alligevel ikke saa
haard. Sig dem, at Idealerne er
ikke Bjergkæder, men deres egne
Sletter, hvor deres store Byer er
byggede, og hvor Kornet vokser,
og hvor Mænd og Kvinder fær-
des ved deres Arbejde, underti-
den i Sorg, undertiden i Glæde.«
»Ja, jeg vil gaa.« svarede den
Rejsende. Og han begyndte Til-
bagerejsen. Men han var bleven
gammel og træt. Rejsen var lang.
At gaa tilbage er tungere, end
at gaa frem. Opstigningen, hvor
han havde haft Livshaabets fulde
Kraft til sin Hjælp, havde været
vanskelig nok. Nedstigningen,
uden noget Haab og nogen Kraft
til Hjælp, var næsten umulig.
Saa det er ikke sandsynlig, at den
Rejsende naaede Sletterne igen.
Men enten han naaede disse eller
ej, han havde dog forsøgt der-
paa. Ikke enhver Rejsende gør
det!
Din Son.
—o —
D i n Søn er vel næppe født
i et Kongeslot, maaske kun i en
Hytte. Ingen af Verdens Mæg-
tige har gjort Stads af ham eller
regner med ham. Og dog er han
født med Arveret til megen Her-
lighed: Et skønt og ædelt, fri-
baarent Menneskeliv!
Gives der vel større Arvelod
for et Menneskebarn?
Maaske har han hverken faaet
Gods eller Guld i Vuggegave,
og dog er han allerede Ejer af
den største Rigdom: En Moders
Kærlighed, din Kærlighed!
Du Moder! Hvad vil du give
for at sikre din Søn hans hele
Arv? Hvad vil du gøre, for at
han kan sejre i Livets Kamp og
vinde den straalende Livsens
Krone, han er født til at bære?
Alt! siger du; alt!
Ja, jeg ved det. Hvad giver
en Moder vel ikke for sit Barn!
Men det er ikke nok med, at
du elsker ham, hvis du ikke for-
staar, hvordan du skal bane
Vejen for ham. Mangen Moder,
som elskede sin Søn lige saa
højt, som du din, har set ham
ligge bleg og blodig paa Valen
og har maattet sige til sig selv:
Aa, jeg kunde, jeg kunde jo have
forhindret det, om jeg bare havde
forstaaet det!
Du aner vel nok, at din Søns
Vej er farefuld, at han vil møde
Fjender overalt. Men kender du
dem? Ved du, hvor de vil møde
ham? Ved du, hvorledes de
overvinder ham? Hvor kan du
ellers tro, at de kan hjælpe ham?
Hvorledes vil du advare ham
mod sine Fjender, naar du ikke
kender dem?
For hvert Skridt, din Søn
kommer frem ad Livets Vej, vil
han møde Fjender, som tragter
ham efter Livet. Blandt dem er
der en, som er den farligste; det
er Verdens største Manddraber!
Grusommere, lumskere, mere blod-
tørstig end nogen Kannibal stræ-
ber han alle de unge Mænd, han
møder, efter Livet. Under Ven-
skabs Maske kommer han til
dem og siger: Unge Ven, lad
mig følges med dig; jeg vil glæde
dig og opmuntre dig og støtte
dig! Men naar han saa faar
Magt over dem, overfalder han
dem lumskelig. En plyndrer han
for hans Rejsepenge, en anden
slaar han til Krøbling for Livs-
tid, en tredje dræber han; aldrig
giver han Pardon.
• Han kommer ogsaa til din
Søn for at berøve ham hans Arv,
hans Liv og Sundhed, hans Hjer-
tes Renhed, hans Tankes Klar-
hed, hans Livsglæde og Arbejds-
kraft, al hans Evne og Vilje,
hans Tro og hans Haab, alt,
hvad du har givet ham, alt, hvad
han har arvet, alt, hvad han har
tilgode.
Han nøjes ikke med at vente
paa din Søn; han gaar ham i
Møde; ja maaske han opsøger
ham i dit Hjem; maaske du, du
selv, har indbudt ham i god Tro,
maaske du i din Uforstand har
sagt til din Søn: Hold dig til
ham, han er din Ven!
Hvad vil du da sige, hvis du
en Dag faar Bud, at din Søn lig-
ger slagen derude paa Valen
eller at han driver om som et
usselt Menneskevrag, og at Ger-
ningsmanden netop er den falske
Ven, som du havde givet ham
med paa Vejen?
Vilde det ikke være mere,
end du kan bære?
Eller hvis din Søn kommer
til dig og siger: Mo’r. Hvorfor
advarede du mig ikke for denne
falske Ven? Han er Skyld i min
Ulykke?
Vil du vide denne Manddra-
bers Navn? Blot du ser dig om,
kan du ikke blive fri for at faa
Øje paa ham og hans Ødelæg-
gelsesværk.
Man kalder ham for: Drikke-
skikken, de berusende Drikke!
Du Moder, vil du ofre denne
falske Ven for din Søns Skyld?
Vil du?
Mark Dåne.
Vi har sagt det saa tit,
og vi gentager det her, at Kvin-
derne nu for Alvor maa med i
Afholdsarbejdet. »Den Haand,
som rører Vuggen, styrer Ver-
den«, og enhver Moder, der øver
en god Indflydelse paa sine Børn,
er som den skjulte Drivkraft i
et arbejdende Maskineri. Ingen
ser den, men den holder alt
i den rette Gænge. Naar enhver
Moder vil lære sine Børn at sky
de Farer, der lurer bag de beru-
sende Drikke, har hun derved
givet dem et godt Vaaben ihænde
i Kampen for Tilværelsen.