Dúgvan - 01.02.1922, Blaðsíða 3

Nr. 2. — i g 2 2.
D LT G V A N
Februar.
dene; men Samtalen blev afbrudt
ved, at der bankedes paa Døren.
Pigebarnet gik hen og aab-
nede Døren, og saa stod der for
hende en Slagterdreng med en
Lammefjerding.
»Bor Hr. Lorentz her?« spurg-
te Slagterdrengen.
»Nej,« sagde Pigebarnet,
»Her bor ingen Lorentz.«
»Saa,« sagde Slagterdrengen
»Det var højst meget mærkvær-
digt. Er det ikke Nr. 15?«
»Jo,« sagde Pigebarnet. »Men
her bor ingen Lorentz.«
»Hvad hedder da din Fader’«
spurgte Slagterdrengen.
»Jens Snedker! Men jeg kan
ikke huske min Faders Efter-
navn,« svarede Pigebarnet.
»Tag du bare 1.amme fjerdin-
gen,« sagde Slagterdrengen. »Det
er naturligvis til jer!«
»Nej. det tror jeg ikke,« sag-
de Pigebarnet. »Vi plejer aldrig
at faa Lammesteg!«
»Aa Snak! Tag den nu bare!
Den er betalt!« sagde Slagter-
drengen,
»Ja, naar den er betalt, kan
jeg nok tage imod den, men du
kommer saamænd nok og henter
den igi n.«
»Aa Snak! Det er nok i Or-
den. Værs’go!« sagde Slagter-
drengen og saa gik han.
»Bare det var til os,« sagde
den ældste Dreng. »Bare den
var! Sikken Middagsmad vi
skulde have i Morgen!« Og saa
holdt han sig paa Maven af ba-
re Velvære for straks efter at
danse af lutter Glæde. Men
pludselig holdt han op og blev
bleg. Det bankede igen stærkt
paa Døren.
»Saa — der er de igen efter
Lammef jerdingen ! Ja, jeg tænk-
te det nok,« sagde Drengen ; men
da han aabnede Døren, stod der
en Bagerdreng med tre lange
Franskbrød. (Sluttes.)
Uheldigt Paaskud.
Bydrengen til sin Chef:
»Jeg vilde gerne bede om at
faa fri paa Lørdag, for vi skal
have Begravelse hjemme.«
»Hvem er det, der er død?«
»De—de —det er ikke rig-
tig bestemt endnu.«
Dansk Missionsselskabs 100 Aars Jubilæum.
Fra de indledtes store Fester i Tiruvannamalai i
Indien. Den største al Algudsvognene tilhørende
det derværende Tempel.
Fra de indiske Algudslester.
En spedalsk.
Hissionsskole i Kina. Indledte Bern undervises.
Sygestue i Missionsselskabets Hospital i Antung i Kina.
Indisk Maade at transportere Syge paa. En „Syge- Dansk Missionsselskabs Bygning
vogn" ved D. M.s Hospital i Tirukviler i Indien. i Hellerup.
Den 17. Juni 1921 fejrede Dansk Missionsselskab sit 100 Aars
Jubilæum. Selskabet blev stiftet 1821 af Præsten Bone Falk Rønne.
I Begyndelsen søgte man særlig at fremme den danske Kirkes Arbejde
i Grønland. Senere understøttede man ogsaa Mænd, som gik i frem-
mede Missionsselskabers Tjeneste. Først i 60erne tog Selskabet
selvstændigt fat i Sydindien, men ogsaa her var det fra først af kun
under smaa Forhold. Det er i Virkeligheden først i den sidste Menne-
skealder, at der er kommet Fart i Bevægelsen. En Række Missions-
stationer er oprettede., hvor danske og indfødte Missionærer arbejder.
Ved Overgangen til dette Aarhundrede var der 13 Missionærer i
Virksomhed i Kina og 20 i Indien. Tyve Aar senere, i 1920, var
der 48 Missionærer i Indien og 69 i Kina. Antallet af Kristne var
steget til 5600. Det Omraade, Missionsstationerne spænder over, tæl-
ler 6 Millioner Mennesker, saa Arbejdsmarken er stor.
Et Hjem.
—o—
Hjem! — I dette lille Ord
rummes jo alt, vi forstaar ved
det bedste og dyreste her paa
Jorden. Naar vi benytter Ordet,
tænker vi ikke blot paa de
Vægge, der omgærder Hjemmet,
men vi tænker paa de Kære, der
huses indenfor Væggene: Far,
Mor og Søskende, paa Trofast-
hed, Kærlighed og Gudsfrygt,
alt det, der betegner de nødven-
dige Bestanddele for et virkeligt
Hjem.
Der findes mange Boliger i
Verden, der kaldes »Hjem«, men
som savner alle Betingelser for at
fortjene Navnet. Mange, der ejer
en Bolig, er egentlig lige saa
hjemløse som de, der ikke har
Tag over Hovedet.
Forfatteren Edv. Egeberg
spørger og svarer sig selv i et
lille Digt, han kalder Hjemmet:
Hvad er et Hjem?
Et Sted hvor Dagen rinder
saa tyst i Ly af tvendes Kærlig-
hed
naar Himlen hvælver sig med
gode Minder,
hvor Livet er som stille Skoves
Fred.
Hvad er et Hjem?
En Sommerdag med Varme,
som favner det, der skyder op
af Jord
med bløde Hænder og med stær-
ke Arme —
en Dag, i hvilken Børn og Blom-
ster gror.
Hvad er et Hjem?
En liden venlig Kilde,
hvis Rislen er Smaabarnets glade
Snak,
hvis klare Vand er alle Dyder
milde
hvis Renhed fylder Hjertet helt
med Tak.
Ret saa!
Læreren: »Naar der sidder
fire h luer paa Bordet, og jegslaar
en af dem ihjel, hvor mange er
der saa tilbage?«
Hans: »En — den dræbte!«
4
»Visir hava talad,
gerst ti vegur brattur;
våni tå, at jøklarnar
eg eitt sinn siggi aftur.
Valgerd, tu min dyra,
mi er stund at fara,
sigla Islands strondum frå
og benda streymin harda.«
For hann so av tingi,
leyp å sadildyrid,
bilsnir stådu allir teir,
id åttu landastyrid. —
Hestur eftir fløtu
feyk at reyni reyda.
Ein ståd friigv vi6 Øksnarå,
var tåravåt um eyga.
Kvæ5i.
Oknir i lofti flugu,
og fagurt so sungu tær,
kendi hann ljådid og lyddi å,
og gleddist, to sorg hann bar.
Leit hann at sol og mælti:
»Loga tå bjart og brenn,
fosturland mitt eigir jøklalid;
tå fåar eigir tad menn.
Um hjarta tess heita sjådar
kelda i eimi huld,
treystliga kvædid flygur um hav,
og ei eru ord tess duid.
5
Island vid hvitum fonnum
prydir tu ennislad,
nordlysid bleiktrar um tindar og
skørå —
ger nått eins og Ijåsan dag.
Vakna von
um vakran sigur, —
bjartast brennur
bål i nidu. —
Låglyndi ljåta
lytur mannin;
men håborin hugi
at himni flygur.
Vist veit eg vinir
veitslur gera;
to gerast veikir
vinir i vanda.
Best er at bera
egna byrdi,
stældur verdur seggur,
stendur hann eina.
Holla veit eg høli
å holi grøna;
glitra gluggar
sum gullid leyda;
fann har frødi sålin
og sælastan såma,
gævi mær gud
hann gådan eiga.
6
Tynir tu tjod
teir id tråliga svikja,
i frælsi tå vinnur tå
fulbornan frama.
I.eggja seg lydnir
undir ljotum oki
menn, id trælka
trågvar tegnar.
Gevi tå gersemi,
sårini at grøéa,
ti fjandar mær forda
frælsis leidir.
Leit hann at skinandi jøklum,
bresti og fetti sær å.
»Føgur stendur tå fosturjørd,
ei fagrari sjån eg så.
Hugnaligt heimi at vera
og treda å heimligan vøll. — —
To betur at flyta titt navn yvir
hav
i konga og høvdingahøll.«
Reid hann um fossandi åir,
og fram yvir myru og ong.
Mjørkin i bøklum um fjøllini rak
og tutladu gilini mong.
Dimmid hitt mjåka i dali
legdi seg fald yvir fald.--------
Fåt fyri fåt millum blåber og lyng
reid Tormådur kolbrånarskald.
Trøll tyna trågv, —
tapa tå skulu
i orrustu eldsins
allir jatnir.

O
amts boK4
TØRSHAVN
$41
■V
7
Utferd,
Kyrt, durvandi havid
at strondini lå,
sær spegladu tindar
i blankari våg.
f sålsetursglæmuni
jøklarnir brunnu,
og eldreydar åir
i dalarnar runnu.
Søtt angadu brobber.
dreiv deymur um skåg;
alt åtti sær såma
og håsummars rå — — —
Og hittust nå tey
undir blådjåpum tjaldi
Valgerd hin fagra
og Thormådur, skaldid.
»Ver sælur,« hon mælti,
»nå siglir tå brått,
eg ynski tær eydnu
å degi og nått.
Men hvar tå enn ferdast
i heiminum vida,
tad viti tå, Valgerd
ætlar at bida.«
»Eg bidi tær vetur
eg bidi tær vår.«
»Vit finnast væl aftur,
tå lidid er år,