Dúgvan - 01.06.1923, Qupperneq 2

Juni-Juli.
D ti G V A N
N r. 6 & 7.
1923-
mondi havde Ret i at betragte
sig selv som lykkelig ved at be-
sidde hende. Dertil kom, at
Greven havde kolossale Rig-
domme.
Hun var ikke bragt til Hvile
paa Kirkegaarden, men derimod
i Parken, i et prægtigt, palads-
lignende Hus.
Ogsaa Tjenerskabet sørgede
over hendes Bortgang, hun hav-
de været saa god mod dem alle.
Den gamle Gartner havde i
levende Live staaet hende nær-
mest. Som det gode Menneske,
hun var, havde hun sat stor
Pris paa Blomster, disse duften-
de, farverige Børn af Naturen,
og hun beundrede Gartnerens
Kunst, at han forstod at lade
hver enkelt Art blive sin særlige
Pleje til Del.
Da Grevinden havde været
saa stor en Blomsterven, havde
Greven beordret, at der stadig
skulde henlægges friske Blom-
ster paa hendes Sarkofag. Og
dette var ganske naturligt over-
draget Gartneren. Det var den
skønneste Opgave, man kunde
have givet den gamle Mand; thi
som han i levende Live havde
overrakt Grevinden en Blomster-
buket hver Morgen, saaledes
kunde han faa Lov til at gøre
det efter hendes Død.
Det forekom ham stadig, at
Grevinden maatte staa op af
Sarkofagen. Selv om han sagde,
til sig selv, at han var en Nar,
kunde han dog ikke løsrive sig
fra den Tanke, at Grevinde
Richmondi slet ikke var død,
men kun sov fast og ventede
paa, at en skulde befri hende
af det skrækkelige Fængsel.
Saadan gik det til, at han,
naar han stod ved Sarkofagen,
følte en uvilkaarlig Lyst til at
aabne den.
En Nat nærmede Gartneren
sig med bankende Hjerte til
Kapellet. Med den yderste For-
sigtighed fjernede han de mange
Blomster fra Kisten, og lige saa
forsigtigt løftede han Laaget op,
for sluttelig at tage det helt af
og lægge det paa Gulvet.
Da — hvad var det? Kun
med Møje kunde han holde et
Skrækudbrud tilbage. Bleg og
dirrende stod han nogle Minutter
som naglet til Pletten.
Var det et Drømmebillede,
han her saa? Var det Straffen
for hans forbryderske Handling,
der saa hurtigt indfandt sig?
Endnu for nogle faa Minutter
siden havde han været af den
Overbevisning, at Grevinden
overhovedet ikke havde været
død — nu, da hans Overbevis-
ning bekræftede sig, holdt han
det hele for noget Helvedes
Spøgeri.
Grevinden havde rejst sig op
i Kisten. Hendes Bryst hævede
og sænkede sig under det hvide
Lin. Et dybt Suk lød fra Brys-
tet af den formentlig døde,
langsamt aabnede hun Øjnene
med et Udtryk af Forundring,
som om hun virkelig havde sovet
og ikke kunde begribe, hvor
hun befandt sig, eller hvordan
Forandringen var kommet.
I flere Minutter stod den
gamle Gartner maalløs, saa ilede
han, som pisket af Furier, afsted
for at berette sin Herre om det
forfærdeligste Æventyr, han
endnu havde oplevet.
Grev Richmondi sad endnu i
sit Kabinet.
Hvor forbavset blev han ikke,
da Gartneren uanmeldt pludselig
traadte ind. Hans Forbavselse
forvandlede sig næsten til Skræk,
da han kastede et Blik paa den
natlige besøgende. Med dødblegt
Ansigt stod den gamle Mand
over for Greven, som gentagne
Gange maatte opfordre ham til
at sige, hvad der egentlig var
sket.
»Naadige Hr. Greve,* fik
Gartneren endelig møjsommeligt
stammet frem, »du kære Himmel
— Fru Grevinden — er igen ..«
Greven, der havde rejst sig
op, overrasket over den Medde-
lelse, vidste ikke, hvad han
skulde tage den for.
»Den naadige Grevinde lever.
Jeg kan sværge det ved den
hellige Kristus, ved alt, hvad
der er mig dyrebart.«
»Henrich,« sagde Greven,
»du ved, hvor smerteligt Tabet
af min Hustru har været mig.
Du taler i Vildelse; thi hvis jeg
skulde tro paa det, du siger,
kunde jeg lige saa godt tro, at
mine to Skimler kom løbende op
ad Trappen for at kigge ind ad
Vinduerne.«
Greven holdt forskrækket
inde; thi knap havde han talt
ud, før han hørte drønnende
Hoyslag i Gaarden, og et Minut
derefter hørte han klirrende
Glas fra sin Dagligstue.
Halvdød af Skræk aabnede
Greven Døren derind til, og som
blændet fo’r han bestyrtet tilbage
— thi der stod virkelig de to
Skimler og saa ud af Vinduet
Greven og hans Tjener faldt
begge afmægtige om paa Gulvet.
Da den førstnævnte flere Timer
derefter kom sig af sin Afmagt, fik
han Meddelelse om, at hans
Hustru virkelig var i Live.
Den Dag i Dag kan man i
Richmondis Hus i Neumarkt,
Køln am Rein, beundre et
Billedhuggerarbejde, forestillende
to Skimler. Den er rejst til
Minde om Begivenheden og be-
vidner denne Beretnings Sand-
færdighed.
Om Søvnens
jifødvenOigheO.
—o—
Den, som er udsovet, arbejder
dobbelt, ja tre Gange saa hurtigt
og nyder Livet mange Gange
mere intenst. Lykken er lige-
frem et Spørgsmaal om at være
udsovet. Hvad vil sociale For-
dringer, Penge, Ære, Pligt sige
mod den første Pligt overfor sig
selv, mod det kosteligste, mest
personlige og økonomiske Gode:
Sundheden. Vor Sundhed er
vor egen, Statens, vore Kæres,
Verdenstankens største jordiske
Lykke. Paa den beror en Na-
tions Dygtighed og Brugbarhed,
paa den beror Kulturen. Den er
den naturbetingede Grundregel
for alle Værdier.
I hvilken Grad en afkortet
Søvn skader, kan let forklares
ved Livsnervernes dobbelte Be-
tydning, de sympatiske Nerve-
grene, hvis negative .Forgrenin
ger omspænder vor Hjerne og
virker overalt; i Søvnen indstiller
de deres Dagvirksomhed og
gaar over til det mere automa-
tiske og negative Virke. Den
som fordriver dem fra dette for
at ombytte Søvnen med bevidst
Liv, indhøster Forstyrrelser i Li-
vets Fundament. Saaledes bliver
særlig Fornyelsen af Blodet ska-
det. Nattearbejdere og Natte-
ranglere er altid blege, og de
blodfattige har en instinktmæssig
større Trang til Søvn, fordi de
trænger til den Fornyelse af
Blodet, som indledes under Søv-
nen.
Den Kur, som unddrager sig
Søvnen, er en herlig Afmagrings-
kur, fordi al Nydannelse bliver
forhindret. Derfor har de unge
Mennesker i deres Blomstring
en saa velsignet Søvn fordi
Ungdomstiden er Tiden for den
fyrigste Celledannelse og For-
nyelse, og derfor behøver den
aldrende mindre Søvn da des-
værre Nydannelsen af Cellerne
ikke begynder igen, deres hem-
melige Selvfornyelse er sluppet
op. Vi har her et direkte Bevis
paa, at Søvnen er Tiden for
Genfødelsen af Legemet og dets
Millioner smaa Hjul. Hvem kan
da ville afkorte noget til Gunst
for de bevidste Tankers aldrig
hvilende Hvirvelstrøm?
Og videre, et lidet Ophør i
nervus sympathicus’ Elasticitet,
og alle Blodkar maa bøde for
det; ind i de slappe Blodkar
søger Kalken sine Aflejringsste-
der, den smuldrende Kalk, som
hensmuldrer Livet. Kald dem
for Afkortere af Søvnen, disse
Hjertekvalernes og Slagtilfælde-
nes Dæmoner. Endvidere, et Par
Overtimer af Livets omhyggeligste
Detailarbejdere i Bevidsthedens
Værksteder, og et formindsket
Arbejde i alle de regulerende
indre Organer er Virkningen,
Neurose. Selvforgiftning, Sukker-
og Stendannelse er Følgen.
Man hører om Folk, , som
kommer ud af det med tre til
fire Timers Søvn. Nuvel, aldrig
bliver der drevet saa meget
Humbug som ved Diskussioner
om Søvn eller Ikke-Søvn. Napo^
leon f. Eks. var altid bleg og
døde af Kræft, og den store
Læge Virchow, som unddrog sig
Søvnen, hvor han bare kunde,
var bleg og blodfattig som gult
Pergament og manglede ganske
den gemytlige Behagelighed,
som kan gøre et Genis Væsen
saa forfriskende og fortryllende;
thi det ene er sikkert, til de
gemytlige hører de kortsovende
ikke. Og selv om de i Kraft af
en udadlelig Apparat-Overlevering
fra sine Ahners Side opnaar et
langt Liv, saa maa deres Omgi-
velser bøde for det ved Mangelen
paa den muntre Harmløshed,
som er saa ønskelig for alle.
Dr. Kl. L. Scheich.
Den indvendige Varme.
—o—
Legemets Varme bestemmes
ikke af de udvendige men af
indvendige Tilstande. Naar Som-
mervarmen er forbi, og Nætterne
begynder at blive kølige, er det
Tid at tage varmere Undertøj paa
— det som man skal bruge hele
Vinteren.
Undertøj skal være let og
varmt, løst i Vævningen. I
gamle Dage brugte man tykke
Flonels Vinterklæder, som var
praktisk talt igennemtrængelige
for Luft og Fugtighed. De
moderne maskinstrikkede Under-
klæder er porøse nok til ikke at
hindre Hudens naturlige Ventila-
tion og ligeledes den naturlige
Fordampning af Fugtighed. De
gamle Flonelsunderklæder sim-
pelthen ødelagde Huden. For
de »koldblodige« foretrækes nu
Uld eller uldblandet Stof i Stedet
for Bomuld eller Lin, fordi Uld
er en langsommere Varmeleder
og derfor føles ikke hver Tem-
peraturforandring saa stærkt;
det mildner baade de varme og
de kolde Luftforandringer. Og
det er ikke, fordi Uld er varmere
end Bomuld, men fordi den
holder Hudens Blodomløb bedre
balanceret. Uld er virkelig en
Stedfortræder for Dyrenes Pels
og hjælper Blodomløbet, mens
Bomuld er neutral, saa at sige.
Er man rigtig underklædt, har
det for Varmens Skyld ikke saa
meget at sige, hvad man ellers
har paa, forudsat at Dragten er
bekvem.
Det er fra Luften, at Lunger-
ne optager de Stoffer, som ved
Blodet føres omkring i Legemet
og giver den fornødne Varme.
Denne Varme er altid ens hos
sunde Mennesker, det er 3 7 Vs
Grader Celcius eller 98,6 Grader
Farenhéit. Ingen Paapakning af
Klæder kan forhøje Temperatur
ren; forhøjes den, er det en syge-
lig Tilstand, som ogsaa kommet
indenfra.
At man fryser let har forskel-
lige Aaarsager; Mangel paa Be-
vægelse er vel den fornemste.
Lidt Gymnastik Morgen og Af-
ten og en regelmæssig Spadsere-
tur gør Underværker i mange
Tilfælde.
En sund Levevis er Midlet
mod de fleste Onder. Luften er
et Lægemiddel, som ingen læn-
gere underkender. Surstoffet .i
Luften har den største Betydning
for alt Liv, det vedligeholder
Aandedrættet, og Betingelsen
for Lungernes Funktion er, at
Luften i dem stadig fornyes;
gennem Luftvejene — Næse,
Mund, Svælg, Strube og Luftrør
— føres Surstoffet fra Luften
ind i Legemet ved Indaandingen.
Naar der ikke er Tilgang paa
frisk Luft, bliver Luftens Surstof
forbrugt, og man aander ind den
Luft, som er brugt før — den
som indeholder Legemets Affalds-
stoffer. Denne Luft kan ikke
vedligeholde den indvendige
Varme — tvertimod, den er
skadelig i høj Grad.
Det er ikke alle Mennesker,
som kan taale Træk, men der
maa alligevel gives dem frisk
Luft — den trænger de »kold-
blodede« Folk mest til. Naar man
har tilstrækkelig varme Senge-
klæder, saa gør det ikke nogen
Skade, om et Vindue er aabent,
det giver ingen Træk. Regel-
mæssige Bad — man maa selv
finde ud om varme eller kolde
— er ogsaa et Middel til at
holde Varmen inde. Man skal
være varmt nok klædt, men ikke
paapakket — det bare tynger
Legemet og gør Ugavn. Husk,
Varmen skal komme indenfra.
Den internationale Kongres.
—o—
Programmet for den kommen-
de internationale Kongres er nu
fastsat.
Søndag Aften 19. August
afholdes Velkomstfest i Kon-
certpalæet, medens den egentlige
Aabningshøjtidelighed finder Sted
Mandag Formiddag. Her taler
Kongressens Ærespræsident,
Indenrigsminister Kragh, og Re-
præsentanter for de forskellige
Lande. Om Eftermiddagen be-
gynder Arbejdet med Professor
Westergaards Foredrag. Tirsdag
Eftermiddag er der Udflugt med
Ekstratog til Skodsborg.
I Kongressen vil foruden de
tidligere nævnte ogsaa deltage
en Række fremragende Amerika-
nere, saaledes Hon. Andrew
Volstead (Volstead -Lovens Fader)
Dr. Wayne• B. VUheeler, O ’Cal-
laghaw, Miss. Cora F. Stoddard
og Anti Saloon Ligaens General-
sekretær, Dr. Ernest H. Cher-
r in g ton,
Snobber.
—o—
Da jeg som ung Lærer blev
ansat i den lille Købstad og af
og til traf ham, var han meget
reserveret overfor mig. Ja, afog
til, naar jeg mødte ham paa Ga-
den og andre Steder, kunde det
godt falde ham ind, ligesom Nel-
son, at gøre sig blind, saa han
slet ikke saa mig. Han var
nemlig kgl. Embedsmand og jeg
en ganske almindelig Kommune-
lærer. Han var Akademiker,
havde en Embedseksamen, blev i
den lille snobbede By, der ikke
havde mange Akademikere og
Embedsmænd og var fuld af
Trang til at vise sig underdanig