Dúgvan - 01.06.1923, Side 3

N r. 6 & 7. — 1 9 * 3-
dOgvan
«
J u n i - J u 1 i.
og beæret, baaret paa Hænder,
og jeg var ikke Akademiker,
mødte frem med en Eksamen,
som da, og for Resten vist ogsaa
endnu, fra den snobbede Del af
den akademiske Verden anses
for Halvdannelsens Stempel og
derfor ringere end ingen.
Manden havde egentlig tileg-
net sig et vist Tag paa at være
populær eller folkelig. Og han
næsten tilbades paa Grund af
dette Tag. Man kunde, naar
han ikke var i Funktion og dyr-
kede den hjemlige Hygge,
træffe ham i Træsko og Skjorte-
ærmer i næsten kammeratlig
Samtale med Genboerne, Skræd-
der Jensen og Smed Nielsen, og
andet jævnt borgerligt Godtfolk i
Gaden. Han kunde slaa dem paa
Skulderen, være spøgefuld paa
en for disse jævne Folk tiltalende
og forstaaelig Maade. Han
risikerede jo nemlig intet ved at
kaste disse Drikkeskillinger til
dem. Den sociale Kløft mellem
dem og ham var saa dyb og
bred, at det aldrig kunde falde
dem ind at overskride den.
Respekten for Embedsmanden,
Folkets nærmeste Forsyn, den
studerede Mand med et Dyb af
Lærdom i sin Hjerne, gammel
Tradition fra Enevoldstiden og
meget mere holdt dem sikkert
paa deres Side af Kløften.
Overfor mig havde han maa-
ske en Følelse af, at Forholdet
var et andet. Han kunde jo
ikke vide, hvad en halvdannet,
en Mand med en Eksamen
ringere end ingen, af en Stand,
der allerede dengang begyndte
at sætte Næsen lidt i Vejret,
kunde finde paa. Det kunde
nok være nødvendigt her at
vise af med en stram Mine og
paa anden Maade gøre opmærk-
som paa, at Kløften var der og
lod sig ikke overskride.
Der kunde dog en enkelt
Gang indtræde en forsigtig
Ændring i denne afvisende Op-
træden. F. Eks. engang ved en
festlig Lejlighed, hvor jeg havde
skrevet en lille Sang og blev
komplimenteret af en højtstaaende
Embedsmand, som boede i en
anden By og derfor ikke kunde
risikere noget ved at være
nedladende og velvillig mod
den halvdannede. Da dristede
han sig ogsaa til at sige mig en
lille Behagelighed. I Forbigaa-
ende. Og da jeg en Tid efter
havde skrevet en Bog, som vakte
en Del Opmærksomhed og var
bleven rost i det gamle skikke-
lige Hovedstadsblad, han læste,
kom han i Teatret, i en Mellem-
akt, hen og underholdt sig med
mig. I alles Paasyn.
Men saa kunde Kursen atter
falde, naar han i rolige tænk-
somme Stunder kom til at
overveje Sagen lidt nøjere. Saa
var den stramme Mine der igen.
Og jeg tror nok, han i al den
Tid jeg boede i Byen, regnede
mig for hjemmehørende ovre ved
Siden af Smed Nielsen og
Skrædder Jensen, hvor jeg,
sandt at sige, ogsaa befandt
mig godt. Han kom ikke over
det med Stillingen som Lærer
for Smedens og Skrædderens
Børn i de elementære Skolefag
og Hensynet til den ringe Løn,
jeg oppebar, og som til Tider
tvang mig til at skaffe mig Ind-
tægter ved at blæse Horn i
Byens Orkester, ja spille til
Dans. En Mand der blæste
Horn opad Gaden og spillede til
Dans i »Logen«, var jo paa For-
haand umulig ovre paa hans Side
af Kløften.
Først da jeg kom bort fra
Byen, helt væk fra det plebejiske
Arbejde i Kommuneskolen, hav-
de Indtægter, der kom op imod
hans, levede den halve Tid af
Aaret i Hovedstaden, gjorde
Rejser til Udlandet o. s. v., saa
han gennem Fingre med min
mangelfulde Dannelse og fandt,
at han turde løbe den Risiko at
betragte mig som Ligemand.
Omtrent da.
Jeg havde tidligere, mens vi
boede i samme By, været dum
nok til at føle mig stødt over
hans overlegne Væsen. Nu var
det ikke fri for, at jeg ringe-
agtede ham og følte Trang til — |
naar vi f. Eks. mødte hinanden i
Hovedstaden, og han var stærkt
genkendende og meget fidel —
at ryste ham af mig. Denne Trang
er jeg ogsaa kommen over.
Der er nemlig Tusinder af hans |
Slags. Og skulde jeg være kon- j
sekvent, maatte jeg jo ringeagte
dem alle. Men det er anstrengende
og tidsspildende at ringeagte. |
Desuden bliver disse Tusinder af
Snobber ikke derved bedre Men-
nesker. Og jeg endnu mindre.
Derfor nøjes jeg med det ret
uskadelige at more mig over dem.
Edv. Egeberg. ;
To uopklarede Dramaer ved
Amerikas Kyst.
—o—
Et Havets Mysterium, som
er lige saa dunkelt som den gamle
berømte Affære Marie Celeste,
har netop sat Sindene i Bevægelse
i Amerika.
En Nat i Foraaret hørte Vag-
ten paa Redningsbaadsstationen
ved Vinevard Havn Massachusets
korte Sirenestød fra en Damper
og derefter gennemtrængende
Raab om Hjælp. Redningsbaa-
den blev gjort klar, men Taagen
var saa tæt, at man foreløbig in-
tet kunde gøre. Da den et Par
Timer senere lettede, blev man
Vidne til sidste Akt i det spillede
Drama. En lille Damper var ved
at synke. Dækket stod allerede
under Vand, og før Redningsbaa-
den kunde komme til, væltede
Skibet over og gik til Bunds.
En Del af Lasten flød op, og
og det fremgik heraf tydeligt,
at det drejede sig om en Smug-
lerbaad. Noget senere drev
Ligene af otte Mand
ind paa Strandbredden. Ligene
var oversaaede med Knivstik og
Flænger, og et Par af dem var
mishandlet paa den grufuldeste
Maade for at forhindre Identifi-
cation. Paa den ene var saaledes
Øjnene stukket ud. Hænderne
forkullet og Ansigtet vansiret paa
en Maade som ikke lader sig
beskrive.
Undersøgelserne bragte for
Dagen, at Skibet var en ameri-
kansk Smugler, »John Dwight«.
Det lykkedes ogsaa Politiet at
identificere Ligene, og det viste
sig, at flere af dem var Folk,
som var straffede for Smugleri.
Det mærkelige er imidlertid, at
»John Dwight« havde 15 Mands
Besætning, da den stak ud paa
sin sidste Tur. Men hvad er der
saa blevet af de 7? Dette er et
Mysterium, som endnu ikke er løst.
Nu kommer man til en anden
Affære,
som ikke er mindre mystisk.
Et Par Dage efter, at »John
Dwight« sank, drev en Skonnert
ind til Rockaway Inlet paa Long
Islands Kyst. Messebordet var
dækket til Middag, men der var
ikke en Sjæl om Bord. Tvært-
imod var alt i den største For-
virring, og der var store Blod-
pletter paa Dækket.
At ogsaa denne Skude drev
Smuglerhandel, var klart af de
mange tomme Whiskyfade om
Bord. Toldfunktionærerne gen-
kendte det som et af de dristig-
ste og frækkeste Smuglerskibe. I
et af Rummene fandt man et Ma-
skingevær og en Mængde Rifler.
At en voldsom Kamp havde fun-
det Sted, fremgik af sønderslaaede
Æsker og Kasser samt flere Skud |
i Rækværket og i en Skibsbaad.
I Stævnen var fastspigret et
Stykke Lærred med Navnet »Pa-
tricia M. Behan«, men i Agter-
skibet stod malet »Edith M. Bush. ,
Halifax N. S.« Og paa Dækket
laa en Motorbaad, mærket »Maid
of Canada. La Have N. S.«
Der er tre Teorier om denne
Affære. Den første gaar ud paa,
at Mandskabet gjorde Mytteri,
kastede Officererne over Bord
og rømte med Fortjenesten af
Spritsalget. Den anden er, at I
samtlige har forladt Skibet efter
at have været Genstand for
et blodigt Angreb af Sørøvere.
Endelig er den tredie Teori, at
der har været en Kamp med
Sørøvere, som har resulteret i, j
at hele Besætuingen er blevet
dræbt og kastet over Bord.
Denne sidste Formodning de-
les af alle Søfolk paa Kysten
som ved, at Sørøvere hyppigt an-
griber enlige Smuglerskibe, som
derfor ofte er bevæbnet med
Maskingeværer for at holde Pi-
raterne borte. Der udkæmpes
ikke sjældent Kampe om Liv og
Død, thi Sørøverne nøler ikke,
hverken med at myrde eller
plyndre.
Sumarnått.
—o—
Lag: Til Østerland vil jag fara.
Ta8 stillu sumarnått eg yndi,
sum or3 ei kunnu siga fra,
to mest hon draga kann mitt lyndi,
tå eg så alt i dåri lå.
Hvørt strå å sumarnått kann teska,
tå kenni eg mær eyman barm,
ta5 kann eitt syndur hjarta8 leska,
og svalur min einliga harm.
Har njåti eg tann fri8, sum leskar,
tey sår av minnum blø8a sær,
alt har um reina llvifi teskar,
ta3 er sum Gu3 stendur har nær.
Tann frifiin sumarnåttin eigur,
kann hvila mina troytti sål,
ti Gu8 tå tankar minar leifiir,
tå kenna Gu8 er hægsta mål.
Føroya sumarnått eg ei gloymi,
tå kanst i hjartafi glefta meg,
ti minni djåpt i barmi goymir.
O, sumarnått, eg elski teg.
Oli Reinert.
Lag : Har Haand du lagt paa Herrens Plov, j
Hevur hond tu lagt å Harrans
plågv,
higg ikki aftur um teg,
ti verfiin fongslar altfor någv
frå Sodoma tær vendi!
Og grav tær foyri stroyGuflsså! J
Er jørfiin ovtur gråt tu tå!
Vil gråtur rødd tær kvala,
tonk ævig verur sæla.
Men hendur ta3 tå vendur vi5,
ti åssalig vit eru,
Gu3s rødd i huga tå tær sig,
velj ikki atturfiru!
Ti attur vendir Hvi6 ei,
og atturgongd er dey8sins lei3!
Datt tå av skundi mangan,
lær spakuligt at ganga.
Ta3 bara er eitt litid mund,
so er øll gongd at enda,
og dey3in metist vi5 ein blund,
sum vit frå svøvni kenna,
tann hvild, vit longu fingu her,
hon meira verd enn mø8i er;
hvat tå, vit kvø3a fegin:
Nå ævig er vår gle5i.
Tyddur ur donskum av
Heim Haraldsen.
Den internationale Anti-
Alkoholkongres
d. 20.—24. August.
—o—
Listen over Foredragsholder-
ne ved Kongressen er nu fastsat
og ser saaledes ud:
Professor, Dr. Slotemaker, Utrecht.
Dr. Hartvig, Direktør for det
statistiske Bureau i Lubeck.
Pater Franke, Berlin.
Frk. Dr. med. Blutn, Berlin.
Forretningsfører Goebel, Berlin.
Professor, Dr. Olbrecht, Bryssel.
Dr. Torild Dahlgren, Lund.
Redaktør Borgstrem, Stockholm.
Pastor Aro, Helsingfors.
Dr. Scharffenberg, Kristiania.
Professor Sherwill, London.
Prinsesse Pnzyna, Warschau.
Mrs. Pearson, London.
Ingeniør Jaquet, Paris.
Ingeniør Brandt, Utrecht.
Mr. Blackburn, London.
Ingeniør Pastorello, Venedig.
Professor W estereaard, Køben-
havn,
Professor Jens Warming, Kø-
benhavn.
Dr. Hindhede, København.
De forskellige Foredragsholde-
res Emner samt det øvrige speci-
ficerede Program vil antagelig
følge senere.
Gode Nyheder fra
Island.
—o—
Den islandske Storloges Aars-
møde holdtes, som før meddelt, i
Reykjavik.
Et Telegram til Pastor David
Østlund meddeler følgende:
Storlogen besluttede at igang-
sætte en kraftig Valgkampagne
til Forbudssagens Fremme ved
de Valg til Altingets nedre Af-
deling, der finder Sted i Efter-
aaret, den 27, Oktober. Storlo-
gen enedes om at sætte som sit
Maal for denne Kampagne, at ,
de ca. 30 (af 42) Altingsmænd,
der skal vælges, skal være
absolute Forbudsmænd, der umid-
delbart vil ordne Forholdet
mellem Island og Spanien paa
den Maade, at den islandske
Forbudslov fuldt ud kommer til
at gælde paa Island. Det for-
dres, at tilstrækkelige Pengemid-
ler bevilges af Staten, for derved
at muliggøre en snar Omlægning
af den islandske Fiskehandel,
saa at Island bliver fuldt ud
uafhængig af Spanien.
Som før meddelt, er det lyk-
kedes Islænderne i høj Grad at
forbedre deres Chancer for Salg
af den islandske Fisk til andre
I.ånde end Spanien. Storlogens
Møde har nu fattet adskillige
Beslutninger om at samle hele
Folket om en praktisk Ordning
af dette vigtige Spørgsmaal.
Til Dækning af de nødvendi-
ge Udgifter ved den kommende
Forbudskampagne besluttede
Storlogen at rette en Henvendel-
se til alle Landets Good Tem-
plars og øvrige Af holds- og For-
budsvenner om at bidrage til
Storlogens Kampfond med hver
en Dags Indtægt. Paa den
Maade haabes det, at tilstrække-
lige Midler skal komme ind for
at drive en effektiv Agitation
ved Valgene.
Som Islands Storloges Repræ-
sentant til Verdenslogemødet i
London i August valgtes Islands
nye Stortemplar, Forfatteren
Einar Kvaran.
Vinen giver ingen Krælter.
—o—
Saa længe Menneskene har
kendt Vinen, har de troet, at
den gav nye Kræftter og virke-
de styrkende. Saa tror man end-
nu i Almindelighed. Det er