Dúgvan - 01.10.1924, Síða 2

Oktober.
D ti G V A N
Nr. 9 — 1924.
naar han er ædru. Han vil have
Pengene for enhver Pris — en-
dog paa Sjælens Bekostning.
Hvorlænge vil Danmark vedblive
at tillade Fabrikation og Salg
af stærk Drik, som gør en ellers
øm Fader og Ægtefælle til en
grusom Tyran? Hvorlænge?
Carl F Eltzholtz.
Kærlighed
til Døden.
En sandfærdig Historie.
—o—
En Dag i Maj Maaned i Be-
gyndelsen af forrige Aarhundre-
de brød en voldsom Snestorm løs
over Højskotlands Bjærge; i lan-
ge Tider derefter talte Egnens
Folk om den store »Majstorm«.
Dagen var oprundet med dejligt
Solskin. En fattig Enke, hvis
Husleje var forfalden, gav sig paa
Vej til en Slægtning, der havde
lovet at hjælpe hende. To Mils
Vej ad en ensom, ujævn Bjerg-
sti i stærk Kulde — det var in-
genlunde nogen let Vandring,
især da Enken maatte tage sit
eneste Barn med sig, men hun
gav sig frimodig paa Rejsen,
lykkelig i det Haab, at Hytten
som hun boede i, maatte være et
Hjem for hende og hendes Søn.
Hun havde gaaet omtrent 1
Mil, da der indtraadte et brat
Omslag i Vejret. Vinden begynd-
te med uhyggelig Voldsomhed at
fare gennem Bjergkløfterne. Him-
len sortnede. Der kom Regn og
derpaa Sne. Stadig tykkere og
tættere faldt Sneflokkene; det var
et Snefald, hvortil man i Mands
Minde ikke havde kendt Mage.
Naboerne tænkte med Sorg
paa den fattige Enke, men haa-
bede, at hun under Uvejret maat-
te have fundet Skjul i en eller
anden Hytte.
Da imidlertid den næste Mor-
gen en Mand fra Nabolaget, hvor
Enkens Slægtning boede, kom til
Stede og paa Forespørgsel for-
talte, at Konen ikke var bleven
set, gjorde nogle raske Mænd sig
straks i Stand og gik ud for at
opsøge hende. I hver Gaard og
Hytte, de naaede til, spurgte de
sig for efter deres Naboerske.
Overalt hed det, at man Dagen
i Forvejen havde set hende gaa
forbi før Stormens Udbrud. Ud
over dette vidste man intet.
Nu kom der en lang og øde
Vejstrækning, hvor der vidt og
bredt ikke var et Hus at øjne,
For de flinke Mænd syntes Op-
gaven næsten haabløs. Hvor
skulde de søge i den Masse af
Sne, der her og der var føgen
sammen i vældige Driver?
Men lige paa en Gang udstød-
te en af dem et Skrig, han havde
opdaget et Stykke farvet Tøj, der
stak op af Sneen. Man ryddede
hastig Sneen til Side, og der,
under en overhængende Fjeldblok
som dannede en Huling, laa den
unge Enke, bleg og død. Hun
havde tydelig nok søgt Tilflugt
her og var sovet ind for stedse.
Men hvor var Barnet? Og
hvor var Kvindens Klæder? Det
afsjælede Legeme havde kun et
eneste Klædningsstykke om sig.
Om et Rovmord kunde der ikke
være Tale; den stakkels Kones
hele Stilling viste, at hun var
slumret fredeligt ind.
Efter nogen Søgen fandt Mæn-
dene det kære Barn godt gemt
i en Klippekløft. Paa et bløt
Leje af sammenplukket Lyng laa
det frisk og rask og varmt ind-
hyllet i den trofaste Moders Klæ-
der. Hun havde sat sit Liv til for
at bjerge sit Barns.
Firmaets Chef.
Fortælling af F. Fruatt Bithop.
I.
En af de yngste Folk i det
store Firma Lindley & Ferran
havde netop tilbragt et ubehage-
ligt Kvarter inde i Chefens pri-
vate Kontor. Mr. Lindley sad i
sin Stol og betragtede Synderen
strængt, medens Forretningens
gamle Kasserer stod ved Pulten,
stiv og højtidelig som en Støtte,
med visse kompromitterende Pa-
pirer i Haanden.
»Der er formodentlig intet at
sige til deres Forsvar,« sagde
Chefen ærgerlig over den unge
Mands Tavshed. Han havde Ord
for at være ubarmhjertig streng
overfor enhver Forseelse. »Men
har de noget at sige, Grahams?«
Den unge Mand sad ubevæge-
lig med Hatten i Haanden og
bøjet Hoved.
»Ingenting, Sir,« svarede han.
»Det er sørgeligt«, sagde Mr.
Lindley koldt, »at en ung Mand
som netop skal til at begynde
paa Livet og som har de bedste
Udsigter til at komme frem, skal
ødelægge sine Chancer ved lige-
frem Uærlighed. I vor Forret-
ning kan De ikke blive længere,
og det er vel yderst tvivlsomt om,
De kan finde anden Beskæftigel-
se her i Byen. Vil de nu gaa ind
i Mr. Sayers Kontor og udar-
bejde en Fortegnelse over alle de
Forretninger, der er gaaet gen-
nem Deres Haand i sidste Uge.
Derpaa vil han udbetale Dem det
lille Beløb, De endnu har tilgode,
og De kan gaa. I Betragtning af
deres Ungdom skal vi lade Naa
de gaa for Ret og ikke melde
Sagen til Politiet.«
Den unge Mand løftede Hove-
det og saa bedrøvet paa sin Chef.
»Jeg vil betale det tilbage,«
mumlede han sønderknust.
Den graahaarede Mand i Kon-
torstolen smilede bittert.
»Naar unge Mænd begynder
at stjæle.« sagde han skarpt, »vil
de altid betale det tilbage, men
jeg har aldrig kendt en eneste,
som virkelig har gjort det.«
Den unge Mand for tilbage,
som om den anden havde slaaet
ham i Ansigtet, og uden et Ord
rejste han sig og fulgte Kasse-
reren ind i det lille Kontor i
dem modsatte Ende af Bygningen.
Chefen forlod ogsaa sit Kon-
tor. Han tog Hatten paa og gik
ud for at spise til Frokost. Det
var ikke hans sædvanlige Fro-
kosttid endnu, men han tabte
Humøret over den kedelige Hi-
storie, saa at han ikke kunde ar-
bejde. Den unge Graham havde
været en beskeden og paapasse-
lig Fyr, og Mr. Lindley havde
al Tid syntes godt om ham og
var nu, som rimeligt kunde være,
dybt rystet ved at opdage, at han
virkelig havde gjort sig skyldig
i et Tyveri.
Ved Døren stod en gammel
Kone med en Kurv paa Armen.
Havde det været en almindelig
Tiggerske, vilde han have stuk-
ket et Pengestykke til hende og
gaaet sin Vej, men det var en
ældre Bondekone, som tydeligvis
havde klædt sig i sin bedste
Stads i Anledning af Bybesøget.
Hendes slidte, stoppede Silkevan-
ter vakte gamle Minder til Live
hos ham. Hun saa uvis op paa
Skiltet med de store Guldbog-
staver over Døren, og han vilde
netop skynde sig forbi, da hun
tiltalte ham.
»Jeg ser, at jeg er kommen
til det rigtige Sted,« sagde hun
og smilede fornøjet. »Betjenten
viste mig Vejen. Arbejder De og-
saa her? Kan De sige mig om
Bennie Graham er her?« Mr.
Lindley betænkte sig lidt.
»Vil de snakke med ham?«
spurgte han endelig efter en Pause.
Han vilde ikke tilstaa for sig selv
at han forsøgte at vinde Tid,
men han gjorde det alligevel. Den
gamle Kone saa spændt paa ham.
»Jeg er Bennies Mor«, sagde
hun stolt.
Hvordan skulde han faa hende
bort nu straks — og hvordan
kunde det undgaas, at hun fik
Sandheden at vide andet Steds?
Mr Lindley havde ganske
glemt sin Frokost. Han hviskede
til en af Kontoristerne, som stod
i Nærheden:
»Sig til Sayers, at han behol-
der Graham hos sig, til jeg sen-
der Bud.«
Derpaa vendte han sig til den
gamle Kone:
»Graham er — er netop op-
taget nu,« sagde han. »Kom og
sæt dem ind i mit Kontor en
Stund, saa skal jeg sørge for, at
De kan snakke med ham, naar
han bliver fri«.
II.
Hele Kontoret holdt op med
at arbejde for at stirre paa den
højtidelige Chef, som førte den
gamle Kone ind i sit private
Kontor. Men Døren lukkede sig
efter de to Skikkelser, og der
var ikke mere at faa at vide.
Den underlige Gæst vilde tage
Plads.
Nej, ikke paa den Stol,« sag-
de Mr. Lindley hurtigt — den
unge Graham havde for et Øje-
blik siden siddet i samme Stol
med Hatten i Haanden og bøjet
Hoved. »Tag denne Stol, der er
mindre Træk«, sagde han med
virkelig Deltagelse ved Tanken
om det Slag, der maaske ventede
hende. »Sæt Kurven fra Dem —
den ser saa tung ud.«
»Den er tung, indrømmede
hun lettet. »Jeg har maattet bære
den selv hele Vejen, og jeg maat-
te sidde med den paa Skødet i
Kupeen, for der er Æg i* den.
Jeg tænkte nemlig, at Bennie
gerne vilde have nogle friske Æg
fra sit gamle Hjem.
De er ikke som de Æg, man
faar i Byen.«
»Hele Kurven er da vel ikke
fuld af Æg?« spurgte Firmaets
Chef med et Forsøg paa at være
gemytlig, som imidlertid faldt
temmelig uheldigt ud. Den gam-
le Kones Ansigt tiltalte ham, og
han gruede for den Sorg, der
ventede hende, næsten som det
var hans egen elskede Søn, der
var kommen paa Afveje, og som
om Slaget skulde ramme ham
selv.
»Nej, langtfra,« sagde hun
muntert og lo af Glæde over,
hvor rare Bennies Venner var —
han havde altid skrevet, at de
var rare, og nu vidste hun da, at
hvert Ord var sandt. Hun tog
Laaget af Kurven og begyndte
at fremvise Herlighederne.
»Her er 3 Pund Smør — jeg
har kærnet det selv — Et hjem-
mebagt Brød. Han kan have det
paa sit Værelse. Maaske De kun-
de have Lyst at smage lidt paa
noget af det?« lagde hun til og
saa trohjertet op paa ham.
»Tak, jeg ved nok at baade
Brødet og Smørret er saa godt
som det kan være men nej Tak
— nej, jeg kan ikke nu.«
Den overlegne Forretnings-
mand havde ingen høflige Tale-
maader paa rede Haand.
»Aa jo. smag lidt, saa skal
De prøve, hvor godt det er,«
nødede hun. Naa ja, hvis De ik-
ke vil spise noget nu — og det
er kanske heller ikke rigtigt her
paa Kontoret,« tilføjede hun og
saa sig ængstelig omkring —
»men hvis De vil komme op paa
Bennies Værelse i Aften og sma-
ge paa lidt hjemmelavet Sylte-
tøj, som jeg har taget med, vilde
De gøre mig saa glad.«
Mr. Lindley mumlede noget
— han vidste ikke selv, hvad
det var. De gamle medtagne Ar-
bejshænder, som rodede om mel-
lem Kurvens Indhold, havde rørt
ham i hans inderste Sjæl.
»Jeg vil overraske Bennie«,
passiarede hun videre. »Han ved
ikke engang, at jeg kommer! Se
her er et Halstørklæde, jeg har
strikket til ham, og som han skal
bruge, naar det bliver koldt, og
der ligger en Kage — Frugtka-
ge — den er sikkert god, for alt
det, der er brugt til den er første
Klasses, og en Frugtkage er al-
drig i mit Liv mislykket for mig.
De skal sandelig have lidt af den
med hjem til Deres Kone og
Børn. Maaske har De en Dreng.
Han vil synes om den. Bennie
siger, at ingen Ting er saa godt
som min Frugtkage.«
Han søgte at hindre hende
fra at gøre det, men hun havde
allerede taget en Kniv op af Kur-
ven og skaaret et stort Stykke
af Kagen. Nu pakkede hun det
ind og lagde det hen til ham.
»Jeg lagde en Kniv ned i
Kurven, for jeg vidste, at Bennie
vilde smage paa Kagen, straks
han saa den, og jeg vilde ikke,
han skulde vente, til jeg fik hen-
tet en i Køkkenet,« vedblev hun.
»Jeg er saa glad over, at I alle-
sammen synes saa godt om Ben-
nie. Men han er ogsaa en flink
Dreng. Han har skrevet og for-
talt mig, hvor elskværdige I alle-
sammen er mod ham — og hvil-
ken dygtig og ædel Mand, han
synes Mr. Lindley er. Gid De
kunde hjælpe mig til at faa et
Glimt at se af Mr. Lindley, før
jeg gaar.«
»Jeg er Mr. Lindley,« sagde
Chefen i en halvt forlegen Tone.
»Nej, hvor jeg var heldig, at
jeg traf dem først«, udbrød hun,
idet hun rakte ham sin haarde
Arbejdsnæve og gav ham et
hjerteligt Haandtryk.
»Det var saamænd et Held
for Bennie, at han kom her«,
sagde hun lidt efter og tørrede
Øjnene. »Der vil blive en flink
Mand af ham nu, naar han er
hos Dem. Det sker ikke hver
Dag, at en Dreng er saa lykke-
lig at faa en saadan Plads — og
saa faar en saadan Mand til Læ-
remester. Jeg har sagt til Bennie,
at det næsten var, som om han
havde faaet sin egen Fader til-
bage. Og Bennie er saadan en
god Dreng! Hvis jeg bare fortal-
te Dem, hvor flink den Dreng
har været mod mig og sine Søs-
tre derhjemme! Der har ikke væ-
ret en Maaned, han ikke har
sendt os Penge. Jeg har saamænd
været bange for, han har maattet
spinke og spare for sig selv. Og
i forrige Maaned, da Panteobliga-
tionen forfaldt, troede vi saa
sikkert, at vi skulde miste Gaar-
den, men akkurat paa Klokke-
slettet kom de 200 Dollars som
De havde laant ham — og jeg
og Pigebørnene, vi satte os ned
og græd næsten Øjnene ud af
Glæde over, at de ikke skulde
tage vort lille Hjem fra os. Her-
efter skal vi nok klare os«.
»De — de 200 Dollars!« stam-
mede Mr. Lindley.
»Ja, det var saa pænt af Dem at
laane ham de Penge«, sagde den
gamle Kone, mens Taarerne
dryppede ned paa Bennies Hals-
tørklæde, som hun holdt i Haan-
den. »Hvis han havde spurgt mig
først, havde jeg naturligvis sagt,
at han ikke skulde laane, og hav-
de ladet Gaarden gaa. Panteob-
ligationen stammer fra min Mands
Tid, han hjalp en Ven, der var
i Nød for mange Aar siden —
men vi har ellers aldrig laant
noget, ikke saa meget som en
Kop Mel af en Nabo. Det, som
vi ikke har kunnet betale for,
har vi klaret os uden. Det har
Bennie ogsaa altid lært, og jeg
ved, at det maatte falde ham van-
skeligt at bede Dem om et Laan
men han var vel næsten ude af
sig selv ved Tanken om, at jeg
og hans Søstre skulde miste vort
Hjem, tænker jeg. Men vi skal