Dúgvan - 01.10.1924, Side 3

Nr. 9. — 1924.
D ti G V A N
Oktober.
*■
1
>
allesammen arbejde paa at betale
Laanet tilbage. Det kan maaske
vare lidt længe, men de skal nok
blive betalt.*
Den gamle Kone med det sol-
brændte Ansigt, der lyste af Ær-
lighed, saa trohjertet paa Firma-
ets Chef, som sad ganske stille
og stirrede paa KagestykV. e' paa
Pulten foran sig, indtil Øjnene
duggedes, saa han maatte tørre
Brillerne.
Lidt efter trykkede han paa
en Knap og bad den indtræden-
de Tjener om at hente Graham.
Den unge Mand kom, hans
Ansigt saa forgræmmet og gam-
melt ud, og da han fik Øje paa
den gamle Kone, som med et
henrykt Udbrud gik ham i Møde,
vaklede han tilbage mod Døren,
ligbleg og skælvende.
»Graham«, sagde Chefen hur-
tigt. »Graham, Deres Mor og jeg
har talt sammen om de 200 Dol-
lars, som jeg laante Dem. Nu
ønsker jeg, at hun af min egen
Mund skal høre, at vi ikke alene
mener, at De er en paalidelig
Mand, men at vi herefter vil have
den største Tillid til Dem.«
Her svigtede Lindleys Stem-
me, og den unge Graham kastede
sig paa Knæ og skjulte Ansig-
tet i sin Moders Skød. De haarde
gamle Hænder klappede hans
Hoved mildt og varsomt.
»Her er store Chancer for en
ung Mand, som viser sig vor Til-
lid værdig,« vedblev Mr. I.indley,
idet han klarede sin Hals. »Og
selv om en Dreng begaar en For-
seelse — det hænder sommeti-
der, ved De, Hr. Graham — saa
kan han jo gøre Fejlen god igen,
og blive en baade hæderlig og
dygtig Mand.«
Knægten rystede over hele
Legemet, men han saa ikke op
og saa derfor ikke, at Chefens
Ansigt var saa mildt, at end ikke
hans bedste Venner havde kendt
ham igen.
»Maa jegikke haveKurv ogHals-
tørklæde og det hele. jeg vilde
blive meget glad for det, saa maa
De til Gengæld tage Drengen
med hjem i 8 Dage, for at han
kan lære sin Mor rigtig at kende.
Naar han kommer tilbage skal
Halstørklædet hænge ved hans
Pult og minde ham om hans Mor.
Det er heldigt for en Søn at tæn-
ke rigtig tit paa sin Mor!«
III.
Da Mr. Sayer lidt efter kom
ind, blev han bestyrtet ved at se
sin Chef sidde og skære Frugt-
kage med en Papirkniv og spise
uden at bryde sig om, at hans
Øjne var fulde af Taarer.
»Værsgod, Sayers«, sagde Che-
fen. »God, gammel Frugtkage,
lavet paa Landet. Jeg har ogsaa
boet paa Landet i min Barndom.
Hør Sayers, vi vil lade Naade
gaa for Ret med unge Graham,
spis mere Kage, den er udmær-
ket. Gid min Søn var hjemme,
den vilde sikkert smage ham.«
Og Sayers tog sig et stort
Stykke Kage, mens han forvirret
og uforstaaende stirrede paa sin
Chef.
Alkohol Og
Levetid
Forlænger „moderat" Alkoholnydelse
Levetiden?
—o—
I Dagspressen har i den sidste
Tid her og der været refereret
en Artikel fra Ugeskrift for Læ-
ger for 3. Juli d. A., hvorefter
Amerikaneren Professor Ray-
mond O. Pearl skal have paavist,
at en saakaldt moderat Brug af
Alkohol forlænger Levetiden.
Afholdsfolkenes Oplysnings-
kontor har spurgt en af vore an-
sete Læger, der især har beskæf-
tiget sig med Dødelighedsstati-
stik, hvad han mener herom.
Hans Svar lyder saaledes:
»Der er Paastande, der er saa
vovede, at de ikke indbyder til
Modsigelse — naar Sort skal gø-
res til Hvidt o. lign.
Det forekommer os, at det er
noget i denne Retning, naar paa
Grundlag af Amerikaneren Pearl’s
Undersøgelse, man faar meddelt,
at Drankeren paa et vist Alders-
trin har Udsigt til at leve længere
end Afholdsmanden, »og dette
Forspring beholder han gennem
de følgende Aldersklasser.«
Det er jo ikke ethvert Udsagn
af en Videnskabsmand, der er
rigtigt, et Forhold, der jo hver-
ken er Videnskabsmænd eller
Lægmænd ukendt!
Naar Snapsen nu i en Avis-
artikel rent ud udnævnes til at
forlænge Livet, er det dog vist
at appellere for meget til Publi-
kums Glemsomhed eller Godtro-
enhed, for at bruge et mildt Ud-
tryk.
Professor Harald Westergaard
har nylig anbefalet at være stærkt
paa Vagt overfor Pearl.
Utvivlsomt har det samme og-
saa fuld Gyldighed her.
Vi husker dog endnu alle saa
levende, hvad det betød for vort
Lands Sundhed, da de spirituøse
Drikke for nogle Aar siden for
en kort Tid blev trængt saa
stærkt tilbage som aldrig før.«
Dr. Hindhede svarer:
I Ugeskrift for Læger for 10.
Juli 1924 giver Dr. Hindhede den
danske Læge, der har refereret
Pearls Undersøgelse, følgende
Svar:
Fir. Dr. Erik Warburg!
Jeg tror ikke, at De har gav-
net Deres statistiske Renommé
ved i høj Grad at berømme Ray-
mond Pearl’s: Alkohol og Leve-
tiden, Det synes at være et ten-
dentiøst og umuligt Arbejde. Da
man næppe vil anse mig for upar-
tisk paa dette Punkt, skal jeg
holde mig til Prof. Harald Wester-
gaard, med hvem jeg har kor-
responderet desangaaende. Han
skriver bl. a. til mig:
»Metoden er fuldstændig for-
kert. Pearl’s Resultater maa
utvivlsomt lægges til Side af al-
vorlige Statistikere o. s. v.
Senere har Prof. W. i »Revue
internationale contre l’alcoolisme«
Nr. 1, 1924 udførligt kritiseret
samme Arbejde og brugt lignen-
de Udtryk. Prof. slutter med at
sige: »Det vil saaledes værenød
vendigt for alle sandhedselskende
Undersøgere at kæmpe med den
størst mulige Energi imod Bal-
timore Statistikens Slutninger.«
For mig er det rent ud for-
bløffende, at Deres sunde Sans
ikke kan sige Dem selv, at det
maa være noget Vrøvl, at stadig
moderat Alkoholforbrug forlæn-
ger Livet 4 Aar.
Deres
M. Hindhede.
Den Kristnes Stilling til
^Eiruetigheilen.
—o—
Det væsentlige i Kristenfolkets Kamp
mod Drikkeondet.
Det var længe saa, at Kristen-
folket overalt i Verden antog, at
deres eneste Opgave i Ædruelig-
hedsarbejdet var den enkeltes
Redning; ved Forkyndelsen af
Evangeliet om Frigørelse for de
bundne og ved personlig, kristen-
kærlig Hjælpergerning vilde de
redde Drankerne til et bedre Liv.
Dette er i Sandhed en kriste-
lig Gerning.
Men i vore Dage ser man
mere og mere Rusdrikproblemet
j og Kampen for dets Løsning ud
I fra et videre Synspunkt.
Ligesom Lægevidenskaben i
vore Dage, ikke lader sig nøje
med at arbejde for de syges Hel-
bredelse. men ogsaa lægger Vind
paa Forebyggelsen af Sygdom,
saa lægger man i vore Dage me-
re og mere Vægt paa at ramme
selve Drukkenskabens Rod, Rus-
driktrafikken, for derved at fore-
bygge, at de mange skal forgif-
tes af den skrækkelige Racegift,
som de berusende Drikke har vist
sig at være for den enkelte og
Samfundet.
Den kristne Mand og Kvinde
maa være med til dette Arbejde.
Det er som Medlem af Sam-
fundet, som bekender sig at være
et kristent Samfund, at den krist-
ne maa tage Del.
Som Medborger har hver kri-
sten Mand og Kvinde en Ret,
Valgretten, lagt i sin Haand.
Denne Ret maa benyttes som
Gud vil, til Gavn og Velsignelse
for Folk og Land. Gud elsker
Retfærdighed og hader Uretfær-
dighed, og da ogsaa den Uret-
færdighed, som findes i den af
Staten opretholdte Rusdriktrafik,
der frister ung og gammel ind
paa Drankerens ulykkelige Bane,
en Trafik, der i alle Lande har
ruineret utallige Individer og Hjem.
Naar en Kristen derfor vaag-
ner op til i nogen Grad at se sit
Ansvar som kristen Borger, vil
han benytte sin Indflydelse og sin
Stemmesedel til at bekæmpe den-
ne forfærdelige Trafik. Han vil
kun give sin Stemme til saa-
danne Kandidater til den lovgi-
vende Forsamling, som ved en ef-
fektivt gennemført Forbudslov-
givning vil afskaffe Rusdriktra-
fikken i Samfundet.
»Det er bedre at forebygge
end at læge«, siger det berømte
engelske Ordsprog (»Prevention
is better than cure«.) Det er den-
ne store Tanke, som mere og
mere gør sig gældende i Nuti-
dens Ædruelighedsbevægelse. Det
gælder ikke alene at fjerne Dran-
keren fra Rusdrikken. Det gæl-
der at fjerne selve Rusdrikken.
Det er denne store Tanke,
som i vore Dage finder sin Vir-
keliggørelse gennem det store
Forbudsarbejde i De forenede
Stater. Og dette vældige Arbej-
de har i de sidste tredive Aar
tilbage været udført af de kristne
Mennesker i Amerika. For dem
har Forbudsarbejdet været og er
fremdeles en Kristenpligt; først
at vække Folkets Samvittighed
og Ansvar, saa at samle dem til
Kampen for Opnaaelsen af et
Totalforbud mod Tilvirkning og
Salg af berusende Drikke; og nu
naar dette er opnaaet, kæmper
de lige saa trofast for at opnaa
den mest mulige effektive Gen-
nemførelse af Forbudet.
Dette lykkes ogsaa i en saa
forbavsende Grad, naar man be-
tænker hvor stort og vanskeligt
Arbejde dette er, at man kan
være forvisset om, at deres lysen-
de Eksempel vil begejstre Kristne
i alle Lande til at følge i deres
Spor.
Hvorledes bør Kristenfolkets Kamp for
Folkeædruelighed føres?
Det har vist sig, at Kristen-
folket ikke i tilstrækkelig Grad
indgaar som Medlemmer i de
torskellige Afholdsorganisationer.
I mange Tilfælde betragter de
Afholdsbevægelsen som noget,
der egentlig talt ikke hører med
til de Kristne Menneskers Ar-
bejde; i hvert Fald er Tilslut-
ningen ikke nok til, at det, som
det nu er, kan blive en fuldkom-
men Sejr for denne Sag. Hvor
der nu er Hundreder maalbevidste
Afholdsfolk burde der være Tu-
sinder.
Skal Ædruelighedsarbejdet bli-
ve, hvad det kan og bør blive,
maa det blive et Menighedsarbej-
de. Det er ikke nok med, at no-
gen her og der slutter sig sam-
men og danner en Forening.
Menighederne maa tage dette Ar-
bejde op. Det maa have sin ret-
te Plads: Det maa blive et af de
Maal, som Kristenfolket sætter
sig. Det maa faa den Betydning
inde i for Menighedsarbejdet som
f. Eks. Missionsarbejdet. Og i
Grunden er det af samme Art
som dette. Maalet med Ædrue-
ligt dsarbejdet er at berede Vej-
en f >r Guds Rige her hos os.
Med det Formaal for Øje at
samle alle de kristne om denne
store Sag, burde der snarest mu-
ligt dannes et Forbud, hvori de
friki kelige Kristne kunde mødes
med Statskirkens Folk og Indre-
missionens Folk. Dette kunde
lettest ske derved, at de forskel-
lige Grupper eller disses Styrel-
ser udnævnte særskilte Repræ-
sentanter, et Par fra hver, som
tilsammen kunde danne en Grund-
Organisation for Virksomhedens
F'remme.
Efter at man havde konstitue-
ret sig, antaget Statutter og valgt
en Bestyrelse, vilde det være
muligt at begynde et Vækkelses-
arbejde inden for alle kristelige
Menigheder og Grupper. Styrel-
sen udsendte Rejsetalere, der i
Kristi Aand fremholdt denne Sag
for Kristenfolket og gav Vejled-
ning om, hvorledes Arbejdet vi-
dere kunde drives.
Forbundets Rejsetalere skulde
ogsaa samle Bidrag for Virksom-
hedens Fremme, optage Kollek-
terne ved Møderne osv.
Det store Maal for Kristen-
folkets Ædruelighedsbevægelse
skulde være at samle og sætte i
Bevægelse de store Skarer uden
for almindelige Afholdsorganisa-
tioner, og at arbejde henimod den
Tid, da der vil være blevet dan-
net 1 n saa mægtig Folkeopinion
imoQ Drik og Drikketrafik, at
totale Forbudslove ikke alene
kan blive vedtaget, men at disse
ogsaa maa blive saa vel gennem-
førte, at de bliver til Velsignelse
for det hele F'olk.
David Østlund.
ijvai) er en Ven?
—o—
Den første, som kommer til
os, naar hele Verden forlader os.
En Kreditbank, paa hvilken vi
atter og atter kan trække Tillid.
Sympathi, Vejledning, Kærlighed
og Hjælp. En, som elsker baade
Sandheden og dig, og vil sige
Sandheden trods dig. En hos hvem
vi trygt kan gemme alt. En I.æn-
ke i Livets lange Kæde, der hol-
der i Livets Storme. En Haabets
Stjerne i Livets mørke Nat. lin,
der forstaar os, naar vi er tause.
En Diamant i vor Ring af Be-
kendtskaber. En Juvel, der lyser
klarest i de mørke Timer. En
trofast Hjælper i tunge Tider. En
sikker Tilflugt i stormfulde Dage.
En, der forøger Glæden, deler
Sorgen, og hvis Ærlighed er
urokkelig.
Feltraabet.
—o—
I den store Krig mellem de
norc amerikanske Nord- og Syd-
stater var bl. a. ogsaa en yngre
Læge ved Navn Stuart indtraadt
som frivillig i Nordhæren. En
Aften skulde han foretage et Ridt
udenfor Krigslejren og spurgte
derfor i Hovedkvarteret om F'elt-
raab?t. »Chicago«, blev der sva-
ret. Idet han derefter nærmer sig
den første Vagtpost og hører
Raaoet: »Hvem der?« svarer han
»Chicago«. Den vagthavende Sol-
dat standser ham og siger med
dæmpet Stemme: »Hr. Stuart, De
har ikke givet mig det rette Felt-
raab, og jeg vil være i min gode
Ret, om jeg skød Dem ned. Vend