Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.10.1908, Blaðsíða 3

En t-redje drog bort fra Far og Mor,
Som med Vemod bød Sønnen Farvel.
»Han er jo vor Glæde, den store Dreng,
Gud give ham Lykke og HeldU —
Saa sad de derhjemme, mens I drog ud,
Og Ventetiden var lang.
De vidste, det saa maatte være, og dog
De sukked’ saa mangen Gang.
Under Arbejd og Hvil, i Stille og Storm,
Da tænkte I sikkert paa dem.
Ved Dag og ved Nat, det tror jeg for vist,
Fløj Tankerne til Eders Hjem.
Og den Dag, da det lød: Nu sejler vi
hjem!
Da tror jeg, at Glæden blev stor.
Det saas paa jer alle, alting gik saa let,
Helt festligt blev der om Bord.
Mangen Bøn er der bedt i det Stille til
Gud
For jer alle. — I hørte dem ej. —
Dog til Himlen de steg, ned fra Himlen
•de kom
Som Engie paa Eders Vej.
Og den Dag, da det saas, det første Skib,
Vi spurgte og spejdeđ’ rundt om.
Det var ingen fremmed, tilfældig Gæst,
Nej, det var vore egne, der kom.
1 ,ad os alle da knæle for Herren, vor Gud,
Og takke ham for, hvad han gav.
Ham var det, der bragte jer hjem igen,
Han styređ’ jer Fart over Hav.
Og gav han end mindre i Aar end før,
Vi tror dog han svigter os ej,
Han glemte jo aldrig den lille Fugl,
Langt mindre han glemmer Dig.
Engang for stedse Din Rejse er endt,
Dit Regnskab for Rejsen skal frem.
Gid der đa maatte lyde fra Himmerigs
Kyst
Til Din Sjæl et: Velkommen hjem.
/
Et Ungdomsliv og en Ungdomskamp.
Om et Ungdomsliv vil jeg fortælle,
om et Liv i Længsel og et Liv i Kamp,
ikke et Liv i I.ængsel efter eller i Kamp
for at vinde Anseelse og Rigdom, men et
Liv i Længsel efter at finde Fred med
Guđ, et Liv i Kamp for at faa Svar paa
de dybeste og alvorligste Spørgsmaal, og
Kampen blev ikke opgivet paa Halvvejen,
den blev ført til Finde, fil Klarhed, og
derfor blev ogsaa den, der kæmpede denne
Ungdomskamp, til en M a n d.
Du har eller faar maaske ogsaa Din
Ungdomskamp at kæmpe, eller maaske
kommer Kampen først til Dig i senere
Aar. Giv den da ikke op paa Halvvejen,
thi da bliver Du sløv og dorsk, leddeløs
og ubeslutsom. Før den igennem, og vær
ikke bange. Støt Dig til ham, som ogsaa
denne unge Mand. vi her skal høre om,
støttede sig til, trods Uro, Mørke og
Tvivl. Du faar vel ikke saa svær en
Katnp at bestaa som han. Dog, 'nvem
ved; maaske kan ogsaa Din Kamp efter
Dine Evner blive lige saa svær, som hans
var det efter hans.
Morten l.uther, hans Ungdoms-
kamp’ er det, jeg vil fortælle om.
En kvik og rask Dreng vat den lille
Morten, som den iođe November 1483
havde set Lyset i Byen Eisleben i Sachsen,
en Dreng med et varmt Hjærte og et
modtageligt Sind. Klare Øjne havde han,
og hvor kunde de ikke straale, naar han
hørte de gamle Fortællinger om Hekse
og Trolde og Aanderne i Bjærgene.
Synge kunde han som en Fugl, og der var
Sange nok at synge, Sange om den
Herre Kristus, om Jomfru Maria, om hen-
des Moder, den hellige Anna, om alle de
mange Mænd og Kvinder. — Tro og
Overtro blandeđes tidligt sammen i Dren-
gens Sind.
Og streng var Opdragelsen, strengere
end vi kender den. Paa Riset blev der
ikke sparet, men heller ikke paa Herrens
Formaning. Maaske der stundom nu til
Dags bruges for lidt af begge Dele. —
Skolen var streng som Hjemmet. Sine
Ting skulde man kunne. og lod det sig
ikke gøre paa anden Maade, blev Kund-
skaberne pryglede ind. Mærkeligt nok,
at et Barnenjærte kunde taale den Behand-
ling; inen et Barn i Sind det blev I.uther
ved at være alle Dage.
I Aaret 1501 kom l.uther som i8aarig
ung Student til Højskolen i Erfurt. Livet
laa foraii ham, og han var ogsaa til Sinds
at bruge det. Hvad tror man ikke, man
kan udrette, naar man er 18 Aar. Et
Hængehoved var han ikke, et Dydsmønster
lige saa lidt, en glad og frejdig Unger-
svend var han; en lystig Spas kunde han
være med til saa godt som nogen. et
muntert Lag mellem Venner gik han hel-
ler ikke af Vejen for; men aldrig gik han
med til noget, der var urent og raat; thi
en from og ren ung Mand var han med
I.yst til sit Arbejde og Lyst til at tjene
sin Guđ.
Han skulde ifølge sin Faders Ønske
studere I.ovkyndighed; thi det var Vejen
til Ros og Magt; men alt det Pindehug-