Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1909, Blaðsíða 2

der i vor Daab, og Klokken ringer der-
inde og kalder Menneskehjærtet hen til
ham, der har sagt: Kommer til mig, alle
I, der arbejde og ere besværede, og jeg
vil give eder Hvile. Ja, den kalder os til
Hvile, ikke blot til Hvile fra Arbejdet,
som naar Kirkeklokken ringer om Afte-
nen, naar Soi gaar ned, men ogsaa fra
Tvivl og Anfægtelser og Synd.
Aa, hvor det er dejligt, naar vi kom-
mer fra Klitterne, og saa denne lille fred-
lyste Plet đukker frem i vort Indre! naar
vi føler vort Sind gennembævet af den
Guds Fred, som overgaar al Forstand!
Jeg følte det saa velsignet i den Stund.
Og jeg bøjede mit Hoved i Bøn, i Bøn
for min Gærning og min Menigheđ, i Bøn
for den Menighed, hvori jeg er sat, i Bøn
for Menigheden over hele Jorden, i Bøn-
nen: Tilkomme dit Rige!
Knud L. Melbye,
Sognepræst for Raabjerg.
En Guds og Kirkens Stridsmand.
(Fortsat.)
En I.ysdal blev det Sted, hvor
Klostret Cláirvaux blev anlagt. Det kan
undertiden ske, at naar Folk nu til Dags
ser Billeder af gamle Klostre, saa siger
de: »Ja, de Munke vidste nok, hvordan de
skulde bære sig ad, de har altid udsøgt
sig de bedste og fedeste Pladser til at
bygge deres Klostre paa«. Men Sandheden
er tværtimod den, at disse bedste og fede-
ste Pladser var, før Munkene bosatte sig
der, kun øde Ørkener eller tætte Skove.
Paa saadanne Steder slog Munkene sig
ned, og ined utrættelig F'lid og store Op-
ofrelser under ] .idelser og Savn forvand-
lede de Egnen til et frugtbart Eandskab;
og fra Klostret strømmede Velsignelser
ud over Landet. Alt, hvad der var skønt
og stort og godt trivedes i den Tids
Klostre. — Lad os en Gang besøge Clair-
vaux i den Tid, Bernhard selv erKlostrets
Abbed, i den Tid, da det staar i sin høje-
ste Blomstring. Vi kommer hen over vidt-
strakte Flederi derfra ind i tætte Skove,
som alđrig synes at ville faa Ende. Her
er intet Tegn paa Mennesk,ers Arbejde;
disse Egne betrædes sjældent af Menne-
sker. Der er hverken Vej eller Sti. Dog
se, Skoven hører op, Træerne er rydđede.
Pleden har man begyndt at opdyrke, ja,
og her kommer vi ind paa velđyrkede
Plnge, hvor Køerne græsser; op ad Bjær-
genes Siđer græsser store F'aarehjorder.
Vandløbene faar ikke I.ov til at følge de
Veje, de selv vil, nej de er opdæmmede
og reguleređe. Der er Køre- og Riđeveje.
Og se, derhenne gaar en Skare hvidklædte
Mænd. De arbejder; nogle rydder Skov,
andre dyrker Marken, og det er Mænd,
der forstaar at arbejde. Se, hvordan
de kan bruge Spade og Flakke og Økse
og Sav; og vi kan se paa dem, at de ved,
at Tiden skal bruges godt. Hvor flittigt
og støt gaar de ikke ved Arbejdet. Deres
Abbed har sagt til dem, at intet er saa
kostbart som Tiđen, og đog agtes intet
saa ringe som den. De skal vise, at de
ikke agter Tiden ringe; de skal vise, at
de har lagt sig Orđet paa Sinde om, at
det gælder at arbejde, medens deterDag;
thi der kommer en Nat, da ingen kan ar-
bejde. Og dog er detF'olk, som nok ikke
alle fra Barnđommen af har været vante
til at arbejde med deres Hænder. Mange
af dem har i tidligere Tid ringeagtet
den Slags Arbejde, som de nu er satte til.
De har været storo Ilerrer i Verden. De
har haft deres Plads i P'yrsternes Sale, de
har levet højt ved Gæstebud og Ridder-
spil, de er dragne paa Jagt međ P'alke og
Plunde, de har maaske selv ejet Borge og
Slotte og Jordegođs, har haft mange Tje-
nere under sig, som har adlydt deres mind-
ste Vink. Og saa er der kommen
over dem en Uro, en Utilfredshed med
det Liv, de har ført; de har set dets Tom-
hed og P'orfængelighed, og paa een Gang
er det Spørgsmaal kommen til at staa for
dem i al sinKlarhed: Hvad skaljeggøre,
for at jeg kan frelse min Sjæl. Og saa
har de bruđt med Verden, de har solgt
alt deres Gods og givet det til de P'attige,
og de er gaaet til Klostrets Port og har
banket paa. Men det er ikke saa lige en
Sag at blive Munk i Bernhards Kloster.
En lang og stræng Prøvetid maa de gen-
nemgaa, de største Ydmygelser maa de
underkaste sig; de maa lære at lyde, de
maa lære at tæmme deres hæftige Sind
og deres stærke I idenskaber, og det er
en haard Skole for disse stærke Mænd,
der har været vante til at byđe og og til-
fredsstille deres I.yster; men de har holdt
Prøvetiden ud. De vidste jo, det gjaldteet:
at frelse deres Sjæl. —- Men mange af disse
Mænd er endnu bestemte til at udføre store
Ting. Den mørke Italiener derhenne, som
bruger sin Spade saa flinkt, er bestemt til en
Gang at beklæde Pavetronen, og Manden
der, som svinger sin store Økse og hug-
ger, saa Spaanerne flyver omkring ham,
han skal en Gang blive en afKirkens an-
seteste Biskopper, og han er ikke den
eneste af disse Arbejdsmænd, sotn er be-
stemt til at beklæde en Bispestol; men
hvor højt đe end skal stige, maa de her
lære Respekt for Haandens Arbejde, ja,
og de lærer — og det er det vigtigste —