Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.02.1912, Blaðsíða 1

UNGDOjjf^
FOR
l4/j
FÆRØERNE.
Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han sit Iloved liøjt.
Salme 110, 7.
4. Aargang.
Februar 1912.
Nr. 5.
Lag: Vaagn op og slaa paa dine Str.
Tá lýsa fer av ljósum degi,
og liðin svarta náttin er,
statt upp og gakk á Guðs tins vegi,
hann tá i fylgi sjálvur er.
Statt upp, bið Guð av hjartans grund
tær vera nær á hvørji stund.
Og tú, sum fast i syndum svevur,
sært ei hvørt stórur brekur er,
í svøvninum tú grøv tær grevur,
og gravarbakkin tæpur er.
Statt upp og gakk, gev gætur tí:
tú brátt kann doyggja syndum í.
Um tú at borði krists er kropin,
og gløggur synđur minnist á,
Guðs náðarfavnur er tær opin,
og har er sálarhjálp at fá’,
statt upp og gakk, og glaður ver,
tí synd tær fyrigivin er.
Og tú, sum liggur lágt á beði,
um sál tín enn er sjúk og mødd,
tá læt tær tað tó bera gleði,
tá á teg kallar drottsins rødd:
statt upp og gakk á bjarta breyt,
nú lokin er tín synđartreyt.
Og tá tú síðsta svøvnin blundar,
tú svevur vært og óttaleyst,
til hina myklu morgunstunđar,
tá mansins sonur ljómar reyst:
statt upp og gakk fyr’ Guðs tins dóm,
ti Guðs tú hoyrur lúðurljóm.
Og tá tú fyri drottins dómi,
í deyðans angist krýpur lágt,
man frelsarin við friðarrómi
tær flytja grið og kalla hátt:
statt upp og gakk í Guðs tins sal,
eg galt fyri teg og kvitta skal.
Týtt úr Islendskum av Gr. M.
Kilden.
»Hos dig er Livets Kilde; i dit Lys
skal vi se Lys«, synger den gamle Salmist
(Sltn. 36). Og naar vi Kristne tænker
paa dette Ord, saa byder det sig jo lige
til for vor Tanke at dvæle ved denne
Kilde, som i Sandhed er bleven »I.ivets
Kilde« for os ved vor hellige Daab, i
hvilken vi blev født paany til det evige
I.iv i Gud. Og saa vil jeg jo ogsaa gerne
se »Lys i Guds I.ys« over dette, saa vi
ret kan skønne over og takke for den
Naade, som Gud derved har beredt os.
Lad mig da forsøge gennem nogle Bille-
der at fremstille nogle af de Tanker herom,
som har været frugtbare for mig selv, og
som vel sagtens ogsaa andre Kristne kan
have Brug for.
Først vil jeg da minde om den gamle
Legende om den hellige Kirsten og »Kir-
sten Pils Kilde«. Hun vandrede yed Af-
tentid i Skoven, og der fo’r hun vild og
knnde ikke finde Stien, som førte til hen-
des Hjem; mørkt var der omkring hende,
Tordenen rullede over hendes Hoved, de
vilde Dyr tudede rundt omkring — ene og
hjælpeløs stod hun derude og blev fuld af
Angst i sit Hjerte; men da, i sin Nød og
Kvide, knælede hun ned og bad en from
Bøn til Gud om Hjælp. Og se, da hun
rejste sig fra Bønnen, skimtede hun en
Kilde, der var runden op ved hendes
Fod og rislede frem igennem Græsset;
og da hun fulgte dens Løb, ledte den hende
paa rette Vej, og saaledes kom hun vel-
beholden hjem til sin Hytte. — Saaledes
er Mennesket stedt i sin Synds Vildfarelse;
mørkt var det blevet for os, saa vi ikke
kunde finde Vej til Hjemmet derhjemme
hos Gud; truende rullede Lovens Torden
over os, ilde varslende om Vredens Lyn,
der vilde slaa ned paa os med en knu-
sende Dom; og han, »der gaar omkring