Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.07.1912, Síða 4

sat ombord i en af dem. I dette Skib,
»Charleston«, blev Nosko under en Kamp
med to franske Fregatter saaret i Hovedet
og fik et Knivstik gennem Armen. Der-
efter blev han som Fange ført til Isle de
France, hvor Guvernøren, der genkendte
ham, lod ham piske og derefter aflevere
til Vagtskibet.
Nosko blev endnu engang tvungen til
at tage Tjeneste ombord i en fransk Fre-
gat, »Bellona«, og deltog med den i et
Krydstogt til den bengalske Havbugt.
Undervejs stødte den paa den portugisiske
Fregat »Minerva«, og kæmpede i Pistol-
skuds Afstand med den tre og en halv
Time. Da Nosko, efter at »Minerva«
havde overgivet sig, tilligemed flere andre
kom ombord i den, blev han greben af
Rædsel ved Synet af de døde og døende,
der svømmede i deres Blod paa Dækket.
»Aldrig skal jeg glemme dette Syn,«
sagde han. »Minerva« havde omtrent
hundrede og halvtredsindstyve Mand
dræbte og halvtredsindstyve saarede; vi
havde tredsindstyve dræbte og fem og
tredive saarede, men Gud sparede i sin
Barmhjertighed mit Liv, og jeg gik frelst
ud af Blodbadet.*
Faa Uger efter denne Begivenhed
styrede »Bellona« ind til Madagaskar for
at hente Vand, og nu benyttede Nosko
tilligemed et ungt Menneske fra London
Lejligheden til at løbe bort. Georgs Be-
skrivelse af deres Flugt lyder saaledes:
»Saasnart vi vare komne i Land, fortsatte
Jakob og jeg Flugten gennem Skoven,
ind iblandt Bjergene, uden at vide, hvor
vi đroge hen; til sidst naaede vi Toppen
af et højt Bjerg, hvor vi toge Plads under
et vildt Tamarindetræ for at overveje,
hvad vi videre skulde foretage os. Jeg
sagde da til min ulykkelige Kammerat,
at vi ikke vare sikre her for vilde Dyr,
men at vi hellere maatte klatre op i et
Træ, hvilket vi ogsaa gjorde. Vi havde
næppe været der i halvanden Time, da vi
hørte Støj bag ved os i Skoven, og ved
Maanens Skin saa vi to Tigere, der kom
hen imođ det Sted, hvor vi sad. Træet
voksede netop ved Randen af den stejle
Bjergskrænt, og dets Røđder vare groeđe
ind i Klippen, kun bedækkede med en
ubetydelig Smule Mos og Jord. Saasnart
Tigrene kom hen under Træet, kunde de
lugte, hvor vi havde siddet, og begyndte
at oprode Jorden; vi frygtede da for, at
de skulde skrabe Træet op med Rode,
men den samme Gud, som frelste mig fra
at drukne og fra Kanonkuglerne og Pe-
sten, han frelste mig nu ogsaa af Tigre-
nes Kløer, thi se, Gud var der, men jeg
vidste det ikke. Efter at de havde skra-
bet og brølet omtrent en halv Time, gik de
brølende bort, og vi saa dem ikke mere.«
Dagen efter saa de fra Træet Baade
komme fra Skibet, fulde af Marinesol-
dater og Officerer, for at søge efter De-
sertører, thi henimod fyrretyve havde ta-
get Flugten; nogle af disse bleve fangne,
andre dræbte. Nosko og hans Kammerat
bleve tre Dage i Træet uden at faa anden
Føde end grønne Tamarinder; men da de
saa Skibet gaa under Sejl, vovede de sig
ned og stødte snart efter paa en anden af
deres Kammerater, der ligeledes var de-
serteret; hans Navn var Mikael.
De begave sig nu alle tre til de ind-
fødtes Lejr, hvor de bleve tiltalte af en
gammel Mand, som var Officer hos Kon-
gen over Bas’erne og kunde noget En-
gelsk; efter at have givet dem kogt Ris
og Mælk, meddelte han dem, at de maat-
te ledsage ham til Kongen, som boede i
Matambagh. Denne Rejse varede tretten
Dage. Kongen modtog dem venligt og
løftede dem op fra Jorden, hvor de skæl-
vende laa uden at vide, om de vilde blive
myrdede eller ej, og efter at han havde
gnedet sin Næse imod deres, viste han
dem en engelsk Bibel og en tysk Fløjte.
Ingen af dem kunde læse Bibelen, men
Mikael, som forstod at blæse Fløjte, lok-
kede saadanne Toner ud af den, at Kon-
gen, Dronningen og Tolken straks be-
gyndte at danse. Mikael tog sin Sol-
daterkappe af og forærede den til Hans
Majestæt, som blev ganske henrykt der-
over og straks trak den paa. Kongen
behandlede dem som sagt venligt og øn-
skede Besked af dem om Englændernes
Gud; men ak, om ham vare de lige saa
uvidende som Kongen selv. »Havde jeg,«
sagde Nosko senere, »dengang kendt ham
saa godt som nu, sotn den Gud, der til-
giver Uretfærdighed, Overtrædelser og
Synd, er der ingen Tvivl om, at jeg vilde
have været et Redskab i hans Haand til
at gøre meget godt.« Kongen og hans Folk
tilbad et stort Træ og ofrede til det.
Efter et Ophold i Matambagh paa
henimod seks Uger blev Nosko og hans
Kammerater angrebne af Feber. Mikael
døde; men da et engelsk Skib anløb
Augustins-Bugten, fik Nosko Tilladelse til
at gaa ombord; dog maatte han love at
bringe Kongen en Kikkert, hvis han no-
gen Sinde skulde komme igen. —
(Fortsættes.)
Udgivet af Strømøs kristelige Ungdomsforeninger ved V. Nielsen, Kvivig.
Trykt i »Færo Amtstidende*s Bogtrykkeri.