Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1915, Side 2

Styrke, at det skyder alt andet til Side.
Det maa løses, hvis i.ivet skal Ieves.
Du, som kender det at staa langt
borte og spørge og ingen Vej kan finde,
Dig gælder egentlig disse Ord. Thi me-
dens Du staar saaledes, sker der nóget.
Maaske det kan vare en Stund, før Du
mærker det; men der sker noget, og Du
vil faa at se, hvad det er. Thi ud af Mør-
ket om Dig kommer der en lysenđe Skik-
kelse. Du skelner den maaske kun dun-
kelt straks; men efterhaanden bliver den
tydeligere, og Du ser, at det er ham, Du
kendte fra Dine Barndomsaar, det er Jesus
selv, der kommer. Og han bliver levende
for Dig, langt mere end han var det før.
Du ser, at haris Ord og hans Gerning gæl-
der netop Dig. —
Du ser ham staaende i sin Hjemstavns
Egne, paa Galilæas Bjerge, med den store
Menneskeskare om sig, ombølget af Men-
neskers Beundring. Og Du, der staar
langt borte, tænker maaske: Ser han, der
er saa ophøjet, hen til mig. Men da hø-
rer Du hans første Ord, idet han oplader
sin Mund: Salige er de fattige i Aanden;
thi Himmeriges Rige er deres. Og Du
gribes af Glæde og Undren; thi det var
netop Ordet til Dig. Du er jo netop den
fattige, fattig paa.Tro, paa Haab og paa
Kærlighed. Og han føjer til: Salige er
de, som sørger; thi de skal husvales. Sa-
lige er de, som hungrer og tørster efter
Retfærdighed; thi de skal mættes. Og
Ordene griber Dit Hjerte med forunderlig
M agt.
Og Du ser ham atter staaende iblandt
de mange Mennesker inde i Huset i Ka-
pernaum. Ved hans Fødder ligger en
Mand paa en Baare, gode Venner har
bragt ham hid. Han kunde ikke gaa selv,
turde vel heller næppe være kommen selv;
thi han ved, at hans Sygdom skyldes hans
egen Synd; og han tør vel næppe se op paa
Mesteren der foran ham. Og Du tænker:
Hvor ligner jeg dog denne Mand; en Syn-
der som han, et aandeligt værkbrudent
Menneske. Men da hører Du Jesu Ord:
Søn, vær frimodig, Dine Synder forlades
Dig. Atter saa levende ligesom talt til
Dig og som I.ægedóm for Dig.
Og Du ser for Dig en jublende Folke-
skare. Du hører dens Raab: Han har
gjort alle Ting vel. Baade gør han, at
de Døve hører, og at Maalløse taler. Du
ved, hvem Raabet gælder, og Du tænker:
Netop ham er det, jeg trænger til, jeg
tavse og døve — her langt borte. Han
kan aabne mit Øre og løse min Tunges
Baand.
Og Du lytter paany til hans Fortæl-
linger. Du kender dem alle saa godt, har
vel ogsaa før kunnet se, hvor mesterligt
de er fortalte, men nu nøjes du ikke med
at beundre dem, nu mærker Du, at de
taler til Dig. — Du hører ham fortælle
om Faaret, der blev borte, og om Hyrden,
der gik ud og søgte, inđtil han fandt det
og lagde det paa sine Skuldre med Glæde.
Og Du siger: Se, det er jo mig.
Og Du hører de Ord, han lægger i
Munden paa Sønnen, der kom hjem: Fa-
der, jeg har syndet imod Himmelen og
overfor Dig, og er ikke længere værd at
kaldes Din Søn; og Du forstaar, at idet
Faderens Favn og Faderhusets Dør aab-
nes for denne Søn, aabnes den ogsaa
for Dig.
Og Du ser Jesus møde 1 igtoget uden-
for Nain. Du ser den unge døde Mand
og hans grædende Mor; og Toget standser
paa Jesu Bud, og han siger til Moderen:
Græd ikke, og han rører ved Baaren, og
den Døde rejser sig.
Og Du ser ham sidde ved den unge
Piges Dødsleje med hendes Haand i sin,
og Du hører ham sige: Pigelil, jeg siger
Dig, staa op.
Og Du ser ham staa ved Lazarus’
Grav med Taarer i Øjet; tnen dog raaber
han med Myndighed: Lazarus, kom herud.
Og Du, der staar langt borte, forstaar,
at her er netop han, der har Lægedom for
det, der pinte Dig saa meget, og som og-
saa gjorde det saa mørkt for Dig, at Du
vidste, at en Gang skulde Du gennem
Døden, og Du vidste slet ikke, hvorledes
Du skulde komme igennem paa egen
Haand. Her er altsaa han, der har Magt
over Døden.
Og Du ser ham, som han stod iblandt
sine Disciple den sidste Aften, Du hører
ham tale endnu i Opbruddets Time: Eders
Hjerter forfærdes ikke, tror paa Gud, og
tror paa mig. I min F'aders Hus er mange
Boliger. Og Du hører ham trøste Discip-
lene og bede for dem om, at de maa
have Guđs Glæde fuldkommen i sig, at de
maa blive bevarede for det Onde, og at
Guds Kærlighed maa være i dem. Og Du
forstaar, at det er ogsaa Dig han trøster
og beder for.
Og da finder I to hinandens Haand,
han der kom og Du, der stod langt borte,
og han siger: Jeg er den gode Hyrde; og
Du svarer: Du, som Vejen er og I.ivet,
Dig jeg har mit Haandslag givet, Jesus,
Dig, paa hvem jeg tror. Mellem alle Ver-
dens Røster Din er ene den, som trøster.
Led mig i Dit Hyrdespor.
Og Du, der stod langt borte, havde
maaske gjort Dig saa mange Tanker om
Jesus. Han var jo Gud og dog et Menne-
ske. Du syntes, det var saa underligt, saa
urimeligt og uforstaaeligt. Du havde
tænkt over de mange underfulde Begiven-
heder, Skriften fortæller om; men Under-
gerninger gøres jo ikke nu. Skulde det