Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.09.1915, Qupperneq 3

mon ikke være noget, der ikke er rigtigt?
Skulde mon ikke de have Ret, som vil
rense det underfulde ud af Skriften? Skulde
det ikke være rigtigt mon, at Jesus kun
er et Menneske, et stort, rent, ædelt Men-
neske, det største, der har levet, men dog
kun et Menneske. Var det dog saa ikke
meget lettere at forstaa ham, kom vi ham
saa ikke ligesom nærmere? Men i det
Øjeblik han kom til Dig, derude, hvor
Du stod, og Du greb hans Haand og følte
Dig baaret af ham, da mærkede Du, at
det var netop den Jesus, som Ny Testa-
mente fortæller om, Frelseren fra Synd og
Død, Guds og Menneskens Søn, Du trængte
til, og Du sagde med hans Apostel: Herre,
til hvem skal jeg gaa hen, Du har det
evige Livs Ord. —
Der høres undertiden om Mennesker,
som opgiver den gamle Kristentro, og og-
saa Præster er der, som siger: Gennem
vore Undersøgelser kom vi til det Resul-
tat, at Jesus som Guds Søn kan vi ikke
tro paa. Og saa bliver der sagt: Der
kan I se. Eders gamle Kristentro er skrø-
belig, den har overlevet sig selv og pas-
ser ikke mere til Tiden. Saa snart đer er
Mennesker, som virkelig tænker over den,
saa vakler den. Men man glemmer noget,
det nemlig, at der er Mennesker, som og-
saa har tænkt over disse Ting og har
tænkt dybt og grundigt, og som er komne
igennem uden at lide Skibbrud. Og de er
komne igennem ikke paa den Maade, at
de har skudt alle Tanker og alle Under-
søgelser fra sig, saaledes at de ikke mere
tør tænke derpaa. Nej, de kom igennem
paa den Maade, at de siger: Vi tør møde
det altsammen; thi igennem vore Tanker
og vort Arbejde med disse Ting vandt vi
netop frem til et Billede af Jesus, renere
og lysere end vi havde det før, et Billede,
der ikke er skabt af vore egne eller an-
dres Tanker. Det var det nye Testamen-
tes Billede vi vandt: Jesus, Frelseren,
Guds og Menneskens Søn, ham der er
Vejen til Gud. M. A. Hansen.
í rúmdini —
ígjognum rámdina min andi fór,
og honum tóktist Harrans megi stór,
ótaldar stjórnur vóru honum leið,
men byrjan ella enda sá hann ei.
Hann spurdi mjólkavegin: »Hvat er her?«
og svarið var: »Ein fógur stjórnuverð,
eitt ljóshav utan mið og utan mál,
men spyr um slíkt ei, arma mannasálL
í rúmdini hann hoyrdi ljóð, ið bar
fram tókk til Guðs, ið yvir óllum var,
ið skapti alt og út av óllum seg,
ið visti hvórji stjórnu leið og veg.
Og foldin var so evurlítil her,
ei andin hana sá á síni ferð;
tó visti hann, hvór sál, sum búði har,
sum sjálvur hann, í Harrans hondum var.
Hann undraðist og vendi síni leið,
alt var so stórt, hann fataði tað ei;
og aftur móti foldum leiðin bar,
hann fataði, at eingin fatan var.
Tó visti hann, at Harrans eyga sá
hin minsta stein, á havsins botni lá,
so væl sum størstu sól, hvórs ljós var bjart.
Hann visti, alt Guðs verk var Guði kært.
Hans A. Djurhuus.
Sálmarnir
úr
Gamla Testamenti.
(Týddir av J. Dahl.)
(Uppafturtikið.)
55di sálmur.
1) Til songmeistarans, við slreingjaleiki; ein maskil,
av Dávid.
2) Lýð, o Guð, á mína bøn,
loyn teg ikki fyri neyðarrópi minum!
3) Gev mær gætur og svara mær,
tí eg klagi av trega og stynji,
4) fyri rópan av fígginđum og treingjan av
illmennum,
tí teir órætt á meg skúgva og í vreiði
meg elta!