Grønlandsposten - 16.02.1945, Blaðsíða 2

38
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4 — 1945
Udviklingen i vort land.
Smaa ændringer, der kunde foretages.
(Af Nic. Rosing. Oversat af P. Balle.)
Siden Grønlandsposten begyndte at udkomme,
har vi været glade for den og ventet den med
længsel og forventning, og det samme gælder sik-
kert alle grønlændere, der forstaar dansk. Efter-
haanden som bladet bliver ældre, er det med sti-
gende utaalmodighed, vi venter paa det næste
nummer, fordi det viser sig stedse tydeligere, at her
er en vej, ad hvilken man kan arbejde hen mod bed-
re samarbejde og indbyrdes forstaaelse mellem
danske og grønlændere. Der findes nemlig ikke
i vort land nogen anden avis, som læses i sam-
me udstrækning baade af grønlændere og danske,
og det er derfor os grønlændere en stor glæde at
vide, at bladets spalter staar begge parter aabne
uden hensyn til nationalitet.
Da bladet endnu var i sin barndom, havde
man det indtryk, at det var mest for at give
danske et middel til at udtrykke deres meninger
og diskutere problemerne (vi havde vore egne
blade, i hvilke vi kunde diskutere vore spørgs-
maal). Men det har vakt glæde, at der i aare-
nes løb er fremsat opfordringer til at fremsætte
vore tanker i bladet, >;breve paa grønlandsk vil
blive oversat«, Dette satte tankerne i sving (lad
os høre, hvad menigmand har at sige).
Vi, som længes efter genforeningen med Dan-
mark, kan sikkert ikke komme uden om at spe-
kulere over, hvad fremtiden vil bringe. Lad os
derfor tale lidt om forholdene, som de formodent-
lig bliver, mens vi har lejlighed dertil. Naar jeg
siger, mens vi har lejlighed dertil, mener jeg ik-
ke hermed, at der skal foretages nogen ændrin-
ger under vor afspærring uden først at have
hørt administrationens og de grønlænderes me-
ning, der tager del i denne. Der er ingen sand-
synlighed for, at Danmarks formaal med sit ar-
bejde for grønlændernes fremgang, bestaaende i
udvikling af disses selvstændighed, skulde være
ændret. Det er mere sandsynligt, at der fra
Danmark vil blive arbejdet frem mod maalet i et
hurtigere tempo. Vi kan intet vide om, hvilke
virkninger forholdene ude i den store verden kan
faa, ettersom der kan indtræffe de mest uventede
ting, men det et vort haab og ønske, at grønlæn-
dernes vilje til at deltage i det forestaaende ar-
bejde ikke vil blive forbigaaet.
Ifølge udtalelse fra deltagerne i mødeudvalget
i 1921 i anledning af de nye love, var det menin-
gen, at disse skulde revideres efter 20 aars for-
løb, og det er muligt, at det forhold, at dette
tidspunkt er indtruffet under vor adskillelse fra
Danmark, vil bevirke, at dette spørgsmaal til sin
tid vil blive taget op til endnu mere indgaaende
bearbejdning, idet der under vor afspærringspe-
riode utvivlsomt er fundet nye omraader, hvor
der tiltrænges ændringer. Vi har altsaa tid til at
høre menigmands mening, og det kan neppe ska-
de at høre de forskellige meninger, der kan frem-
sættes.
Selv om Grønlands administration og handel
kunde friste til indgaaende diskussion, vil jeg fo-
reløbig lade disse emner ligge og først komme
frem med, hvad der særlig ligger mig paa hjerte.
Uden blot at ville kritisere administrationen af
vort land, mener jeg at turde sige, at udviklin-
gen fremefter er alt for langsom, og at det vil
vare alt for længe, inden vi rigtig naar nogen
vegne, dersom vi efter genoptagelsen af forbin-
delsen med Danmark skal fortsætte i det samme
tempo.
Dersom det, vi kalder fremskridt for vort
land, skal kunne blive mere omfattende og fore-
gaa hurtigere, kan det siges at være det vigtig-
ste at vække en mere indgaaende ansvarsbevidst-
hed hos folk. Naar jeg siger dette, mener jeg
ikke hermed at ville paastaa, at denne følelse
næsten ikke findes, men det kan ikke nægtes, at
vi trænger til mere forstaaelse heraf. Forstaael-
sen er voksende, og dersom den kan fremskyndes,
vil vi hurtigere nærme os større selvstændighed.
En af vejene til at naa dette maal indenfor
et saa lille folk som vort er efter min mening at
gøre vore kvinder til voksne og selvstændige men-
nesker i stedet for, at vi nu, ligesom hidtil, luk-
ker dem alt for meget ude.
Den forbedrede uddannelse paa mange om-
raader har udviklet vore kvinder saa meget, at
det ikke længere gaar an at ringeagte den ind-
sats, de vil kunne yde ved mændenes side. Som
følge heraf er det ikke længere nok, at kun mæn-
dene har bestemmelses- og valgret, vi er naaet
til, at vi bør give kvinderne stemmeret og valg-
barhed. Dersom nogen vil paastaa, at det er for
tidligt, vil jeg bede vedkommende læse, hvad pa-
stor Hertling har skrevet her i bladet vedrørende
vort daglige liv, hvilket er aldeles rigtigt. Lad
mig sige, uden her at komme ind paa, om det pas-
ser paa forholdene ved bopladserne, at det opvok-
sende barn modtager langt den overvejende del
af sin opdragelse fra sin moder, idet vort lands