Meddelelser fra Dansk-Islandsk Samfund - 01.01.1920, Blaðsíða 4

Side 4
BUDBRINGER
Nr. 1
Forbindelse mellem de to Landskirker. Denne Forening
er et glædeligt Tegn paa den stedse mere vaagnende
Attraa efter Samvirke og aandelig Berigelse mellem de
to Folk, Danske og Islændinge.
For at vise vore Medlemmer, hvordan man paa Is-
iand staar overfor vort Formaal hidsættes her et Ud-
drag af Biskoppens Foredrag.
Efter nogle hjærtelige Ord om det Hojsitid Danmark
har vist Island veid at indromme sit fordnms Kronland
en Stilling som sideordnet Stat i Satnbaand nted sig selv,
udtalte Jón Helgason: »Det er da min Forvisning at
netop med denne Imodekommenhed er der knyttet
Baand mellem Danmark og Jslarad, som skal holde om
ikke saa længe som Bolgerne ruller mellem de to Lart-
de, saa dog i en Fremtid længere end nogen af os er
i Stand til at overskue.
Thi de Baand, som man ved kan loses ad Frivillig-
hedens Veje, de foles aldrig saa strammende som de,
der er bundne for aldrig at loses....
Netop nu maa Nodvendigheden af et Virke som
D. I. S. foles stærkere end nogensinde.
Skal nemlig den tidligere statslige Afhængighed. af-
loses af en fri Forbinde'Ise, da ved vi jo alle at en saa-
dan konuner ikke istand af sig selv, men er et skont
Maal, som der maa stræbes imod.
D. I. S. spirede frem af Sorg over, at den Aarhun-
dreder gamle' Forbinde'tse som Frugt kun syntes at bære
Kulde og Mistænksomhed mellem de to Folk — og med
Urette som de af de to Folk, der bedst kendte hverandre,
folte. Paa islandsk hedder det: »Sjaldan veldur einn,
Þegar tveir deila^ (Sjældent har kun den ene Skylden,
naar to strides). Der var Skyld paa begge Sider.
Da Forslaget til Dannelsen af D. I. S. i Efteraaret
1915 kom op til Island, skulde der mer end almindeligt
Mod til at s'laa til Lyd for en saadan Idé. Hvor smuk
Tanken end syntes, var der en Uendelighed af Tvivl om
dens Virkeliggorelse. Lykkeligvfs al Tvivl blev gjort til
Skamme — ja, i en saa frygtelig Grad, at ens egen tid-
ligere Betænkelighed næsten bliver lojerlig. Idéen har
slaaei- Röíd, hastigt og kraftigt.
/^TilsIutningen paa Lsland har været over al Forvení-
ping god. Lige straks gik det lidt trægt at faa Folk
interesserede.
Foreningen »De danske Atlanterhavsoer«, der havde
vakt en uovervindelig Modvilje hos mange, spærrede
Vejen. Men Bogen »Island, Strejflys over Land og Folkx,
bragte mine Landsmænd paa bedre Tanker. Den Bog
gjorde det klart for alle, at D. I. S. var ikke og vilde
ikke være noget Taleror for Islands Indlemmelse i det
danske Rige, men vilde arbejde, uberort af Politik, ene
og alene for bedre Aand mellem dc to Folk. Fra nu af
voksede Medlemstallet fra Dag til Dag, ikke blot i Reyk-
javik, men rundt om i Landet, ttden at der har været en
egentligt Agitation fremme. Det er hovedsagélig D. I. S.
selv, som ved sine Boger har agiteret for sig. Vor is-
landske Presse har fra forste Færd stillet sig særdeles
venlig overfor Samfundet og kuti liaft godt at sige om
det. I Breve af mere privat Art har jeg modtaget ad-
skillige Udtalelser, som viste, at D. I. S.s Arbejde ikke
har været forgæves. En Læge i 0stisland sagde med
rene Ord, at D. I. S. har lært ham at sætte Prfs paa
Danskerne, livad han ikke for gjorde og aabnet hans 0j-
ne for, at de danske i Grunden altid har ment os det
godt!
Der er i den sidste Tid sket et mærkeligt Omsiag
i Stemningen overfor det danske Broderfolk og skyldes
dette ettd især Forbundssagens lykkclige Afgorelse ifjor,
tror jeg dog, at D. I. S. har medvirket kendelig.
Islands Folk har mer end de fleste Folkesamfund haft
Lejlighed til at være sig selv, Danmark har aldrig bevidst
sogt at overvældc vort nationale Liv, men vist er det
at det lidet vilde baade os, om vi for Alvor kom ind
paa den Tanke at vi kttnde være os selv nok.
Lykkeligvis indser de klarhovedede, at en nærmere
Forbindelse med Udlandet er et Ho/edvilkaar for.Fol-
kets sunde Trivsel under de ny Forhold og til intet LanJ
er Vejen trods Geografien kortere end til Danmark. Vi
staar ved Historie, ved Sprog- og Kulturkendskab Dan-
mark nærmerc end noget andet Land paa Jorden. Denne
Forbindelse kan ikke brydes ttden Tab for begge, derfor
bor den bevares og ttddybes.
Selv om Island kun kan give Dantuark lidet i ForholJ
til hvad Danmark kan give Island, for begge er der i
Vekselvirkningen aandelig Rigdom at hente. Jeg kan ro-
ligt sige, at Island trænger til Danmark. Derfra vil Ho-
vedstromninger fra andre Lamde finde Vej til os.
Mange Veje er der at gaa for at komme i inderligere
Samvirke, og D. I. S.s Styrelse ved og kender adskillige,
ved gensidig Litteraturkendskab, mere endnu ved hyppi-
gere, inderligere og gensidige Besog •— saa Selvsyn kan
bringe Venskab og Forstaaelse — ved kunstnerisk be-
gavede Danskes og Islændinges gensidige Ydelser, ved
Foredrag, Musik og Skuespilkunst. —- Pressen maa i beg-
ge Lande give mere Rum til hinanden. — Beretninger
om Tilstande, Planer, Haab og Virksomhed jævnlig fo-
rekomme. —
Tilknytningsste/der, Oplysningskontorer , Hjælpevirk-
somhed overfor hinanden maa findes, og som det skonne-
ste Maal at stræbe efter i denne Sammenhæng finder
jeg dog Idéen om et »lslands Hus« i Kobenhavn, et sten-
bygt Knudepunkt for den folkelige Forbindelse mellem
Danmark og Island, et Samlingssted for alt, hvad der
staar i Forbindelse med dansk-islandsk Fællesinteresse
et Slags Hjemsted for alle Islændinge, der opholder
sig i Danmark — et Slags Gentralbureau, ltvor ikke blot
Islænldinge og Danske, nien Folk af alle Nationer og
Tungemaal kan indhente Oplysninger og Vejlednfng otn
Island.
Ja, Islands-Huset er jo et Stykke Fremtidsmii'sik,
men Tanken er ikke mere luftig end at den fortjener at
gemmes paa og hteges om og kæles for, thi den Tid maa