Tímarit lögfræðinga - 01.01.1958, Blaðsíða 24

Den norske lovs § 110, stk. 2, gár ikke sá langt i retning
af at give retten en rent diskretionær beföjelse til at be-
stemme, hvad der skal ske til mindretallets beskjdtelse.
Den indskrænker sig alene til at give retten en beföjelse
til i stedet for selskabets oplösning at bestemme, at sel-
skabet skal udlöse sagsögerne og amortisere deres aktier.
Men selv i denne noget modificerede skikkelse fore-
kommer det mig, at liele reglen i den njæ norske lovs §
110 er yderst betænkelig. Den giver domstolene adgang
til i forholdet mellem majoritet og minoritet i et aktie-
selskab at anvende retsmidler, hvis virkninger retten vil
være ganske ude af stand til at overse, og som derfor alt-
for ofte enten bliver et slag i luften eller máske endog
kommer det mig, at hele reglen i den njæ norske love §
direkte i strid med selskabets og/eller minoritetens inter-
esser.
Baggrunden for de engelske regler er, sávidt jeg kan
se, en retstilstand, der muliggör overgreb fra majoritetens
side i et omfang, som vi slet ikke kender, i forbindelse
med en processuel ordning, der nægter minoriteten og den
enkelte aktionær adgangen til ved sögsmál mod bestyrelsen
at hævde deres ret over for evidente og grove misbrug fra
majoritetens side.
ritetsaktionæremes medvirken, sögte det at köbe deres aktier
til en pris, der lá langt under deres værdi. Da dette afvistes.
sögte det at kværke datterselskabet og overföre forretningen
til sig selv. Moderselskabet blev dömt til at afköbe minoritets-
aktionærerne deres aktier til en af retten fastsat langt höjere
pris, der svarede til aktiemes værdi pá det tidspunkt, da „the
oppression" satte ind.
22
Tímarit lögfrœöinga