Dúgvan - 01.01.1921, Blaðsíða 3

Nr. i. — 1921
dOgvan
Januar.
godt indføjes som et Led i den
folkelige Fremskridtsbevægelse,
som daterer sig fra nævnte Aar.
Den er med til at præge den nye
Tid, som indvarsledes af den
frie Forfatning af 1874. I den
første Tid har denne Sag nogle
enkelte Forkæmpere, som f. Eks.
en kendt Præst i Nordisland,
som utrættelig talte og virkede
for den gode Sag. Men i Fir-
serne kom Goodtemplarordenen.
Dermed havde vi den organise-
rede, maalbevidste Afholdsbevæ-
gelse. I de første A artier blev
der gjort et stort og godt Ar-
bejde for Ædrueligheden og lige
før A århundredskiftet var man
saa vidt, at Althinget vedtog
local option.
Men hermed var Goodtempla-
rerne ikke tilfreds. Og nu udfol-
dede de en kollossal Energi til For-
beredelsen af det næste Skridt,
Totalforbudet. Dette Skridt skulde
kendetegne Afholdssagens afgø-
rende Sejr i Folket. Skønt ikke
saa faa vilde gaa lidt langsom-
mere til Værks, og ikke tage det
store Spring saa tidligt, sejrede
dog det Flertal, som vilde hamre
Jernet, mens det var varmt. Og
nu rustede man sig til det afgø-
rende Slag. I de følgende Aar
tiltager Ordenens Medlemstal i
forbavsende Grad, trods en efter-
haanden tiltagende Modstand.
Og den individuelle Afholdenhed
gør store Fremskridt, hvad der
ikke mindst er blevet fremhævet
af Forbudsmodstanderne senere
hen, for at lovprise Goodtempla-
rernes velsignelsesrige Arbejde,
før de gik over til Forbudsme-
thoden. Modstanden var paa
dette Tidspunkt saaledes beskaf-
fen, at den kun virkede anspo-
rende.
Paa Althinget 1905 blev det
besluttet, at Landets Vælgere
skulde give deres Mening om
Forbudsprincippet til at kende
ved en Folkeafstemning, samtidig
med Althginsvalgene i 1908. Hvis
60 pCt. af alle afgivne Stemmer
var for Forbud, skulde detsamtidig
valgte Althing udarbejde en For-
budslov. Der fandtes de Althings-
mænd, som stemte for denne Be-
slutning for at skaffe sig af med
Forbudsmændenes Tilnærmelser,
og i den Tro, at en Folkeafstem-
ning vilde en Gang for alle slaa
Forbudstanken grundig til Jor-
den.
Dette var imidlertid ikke For-
budsfolkenes Mening. Og nu
viste sig denne ejendommelige
Tillid til den gode Sag, som al-
tid har opflammet og vedlige-
holdt deres Energi. Denne
Kampagnes Annaler kan opvise
Eksempler paa en personlig Of-
fervillighed, som længe vil søge
sin Mage, og altid maa indgyde
Respekt. Men Modstanden var,
som før, vaklende og holdnings-
løs. Modstanderne var sig endnu
ikke Tingenes Stilling rigtig be-
vidst.
Den 10. September 1908 af-
gav de islandske Vælgere deres
Stemmer. Og Resultatet 60,14
pCt. af alle afgivne Stemmer for
Forbud. Det var just ikke no-
gen imponerende Majoritet. Men
det var, hvad Althinget i 1905
havde krævet.
Og nu var det Althingets Tur
at udtrykke denne Flertallets ud-
talte Vilje i Lovform. 1 dets
Samling i 1909 stillede Forbuds-
mændene i Thinget et Lovfor-
slag, som vistnok var, saa vidt
som muligt, det adækvate Ud-
tryk for denne Gruppes, og der-
med Vælgerflertallets Vilje. De
overbeviste Modstandere stillede
sig i stejl Opposition. En tredje
Gruppe, dem der mildest talt var
meget lidet begejstrede for For-
bud, men ikke ansaa det for
klogt ligefrem at sætte sig imod
den udtalte Folkevilje — holdt
Forslagets Skæbne i sin Haand.
Man saa sig nødsaget til at ind-
gaa et Kompromis, for dog at
sikre Forbudslovens Vedtagelse.
Under et Tryk fra dette »Cent-
rum« og en ringe Indflydelse fra
Modstandernes Side, blev der
vedtaget en Forbudslov, der i
adskillige væsentlige Punkter af-
veg fra det oprindelige Forslag.
Mest skæbnesvanger blev den
ejendommelige Bestemmelse, at
skønt Loven skulde træde i
Kraft den 1. Januar 1912, blev
Salg og Udskænkning af spiri-
tuøse Drikke tilladt til 1. Januar
1915. Denne Besynderlighed var
som et Varsel paa den Fremtid,
det islandske Forbud gik i Møde,
en Tid fuld af Kompromis’er og
Indrømmelser, som i det lange
I.øb har svækket Loven.
Men dette var dog alligevel
en Forbudslov. Og som en saa-
dan stred den imod visse Teorier,
man havde lavet sig om person-
lig Frihed o. desl., foruden at
den gav Dødsstødet til en ind-
bringende Næringsvej og lagde
Haand paa nogle egensindige
Viljer blandt Folkets Mindretal.
Der blev af nogle »Frihedsven-
ner* i Reykjavik startet en For-
ening: J>jå8vørn (Folkets Værn),
som skulde strække sig ud over
hele Landet for at afværge den
overhængende Fare. Den skulde
blive »den personlige Friheds
Værn« i Island, den • »sunde
Sans« faste Borg i Kampen mod
Forbudsfolkenes Aandsmørke og
Fanatisme. Den skulde forresten
ogsaa præke »fri Afholdenhed«.
— Men denne Forening afgik
ved en tidlig Død. Før det
skete, havde, »Frihedsven-
nerne« skaffet sig et Blad for at
bearbejde Folkeafstemningen. Det
var for det meste en Del ældre
Akademikere, samt mange af
Byens velhavende Forretnings-
mænd, som her ofrede deres
Pengemidler og Arbejdskraft.
Men ogsaa en Del af den aka-
demiske Ungdom kastede sig ud
i Kampen i »dionysisk« Begejst-
ring. Begejstringen holdt sig
dog ikke ret længe og blev
snart efterfulgt af en Slappelse.
Bladet skiftede ofte Redektører.
Kampen for den personlige Fri-
hed blev en for ensformig Kost
i Længden, og tilsidt, efter 3
Aars Anstrengelser, maatte Bla-
det, for en tiltagende Afmagrings
Skyld, opgive Ævret. Før denne
3 Aars Periode havde dette Blad
»Ingålfur« øvet en betydelig og
heldig Indflydelse i Landets Po-
litik, men nu var det forbi med
dets Anseelse blandt Folket, og
det udkommer ikke mere. Jeg
har paapeget dette Punkt, fordi
det oplyser lidt om Folkets Stem-
ning i disse første Aar, og viser,
at Resultatet 10. September 1908
ikke blot var et flygtigt Udslag
af Valgdagsophidselse, men at
det havde sin dybe Grund i Fol-
kets brede Lag, noget jeg iøvrigt
senere vil komme tilbage til.
Nye Abonnenter paa »Dugvan«
vil faa Aargangen 1920 tilsendt gratis. En-
hver, der interesserer sig for Afhcldsarbej-
det, bor opfordre Venner og Bekendte til
at holde Bladet.
Fra Maaned til Maaned.
—o—
m
Læsestue.
I Thorshavns Afholdsforenings Lokale
er ved Samarbejde mellem Afholdsforenin-
gen og Thorshavns litterære Samfund aab-
net en Læsestue, hvor de to Foreningers
Blade, Tidsskrifter etc. er fremlagt til Af-
benyttelse for Foreningernes Medlemmer.
Læsestuen er aaben hver Mandag og Fre-
dag Aften fra Kl. 7'/,.
Brev fra Amerika.
Fra Mr. Ernest H. Cherrington,
Formand for den verdensberømte »Ati-Sn-
loon League af Amerika« Westerwille,
Ohio, der har Hovedparten af Æren for
Forbudets Gennemførelse i U. S. A.,
har »Diigvan« modtaget en Skivelse, hvori
udtales alle gode Ønsker for Ædrueligheds-
arbejdet paa Færøerne i det nye Aar.
Mr. Cherrington ønsker sig Eksem-
plarer af Bladet tilsendt hver Maaned.
Bevætningslokaler.
I Ædruelighedslovens § 2 indeholdes
følgende Bestemmelse, hvorpaa Opmærk-
somheden henledes:
»I offentlige Udskænkningslokaler for ikke
berusende Drikke er det forbudt Gæsterne
at nyde medbragte berusende Drikke, og
hverken Værten eller de, der gaar ham til
Haande, maa finde sig i at dette sker; ej
heller maa Værten, hans Husstand eller
Medhjælpere nyde berusende Drikke i Ud-
skænkningslokalerne. I ethvert Udskænk-
ningslokale skal paa en iøjnefaldende l’lads
findes opslaaet et tydeligt Aftryk af nær-
værende Bestemmelse«.
Gadeuorden.
I den sidste Tid er der indført større
Kvanta berusende Drikke, og dette har om
Aftenerne præget Gadelivet her i Byen.
Optøjerne har været saa alvorlige, at Politiet
et Par Gange har været nødt til at gribe
ind. Der synes nu at være stærk Stem-
ning for en Skærpning af den nugældende
Ædruelighedslov, der ikke længere kan si-
ges at være fuldtud tilfredsstillende.
SØGUMÅL
Myndir ur Føroyingasøgu.
Eftir Hans A. Djurhuus.
Til fadir min.
Tu stdd og spann, og fyri mær tu kvæd;
eg lyddi d og droymdi storar dreymar,
um teir, id sigldu yvir Ægirs vad
og vunnu villa ddn od stridar streymar.
T6 helst meg minnist eina kvøldarstund —,
tå voru eygu tini vøkur, fadir,
til segdi fyri mær „Å Hildar fund
teir f remstu og teir bestu rida gladir.
Og teir id halda fram og herja å
og altid tekja midini tey høgu,
av teirru ferdum gongur fregnin frå,
teir verja land og skapa landsins søgu“ —.
* Nu hædkast sål, og fljiigva yvir høv
brått vårsins fuglar — allir hjartans gladir
Men eg vid tøkk å tina gloymdu grøv
vil leggja henda kransin, kæri fadir.
Sandavågur i janur 1915.
2
Heimferd.
At Føroyum langskip stevna.
Sol gyllir lyfting, sol gyllir rå;
fagrari sjån ein aldri så.
Hvør man seg høvdingi nevna
og hva8an koma knørrirnir frå?
Teir koma år Noreg, og høvdingi er,
eit reystmenni gitid i vikingafer3,
Sigmundur siglur at oyum,
faéir sins bana at hevna.
Vælbågvifi alt innan bor6a,
ungir menn taka dugliga å.
sveittin rennur år hvørjum trå.
Hvør kann lei&ina forSa.
Teir koma, sum falkar har eystani frå,
ungir og djarvir vi8 roysnum i huga,
hvøss undir brånum eyguni loga.
Fram gjøgnum bråtandi bårur
kolsvartir knarrar seg skor8a.
Og tindarnir daga år kavi.
Fannirnir skina sum silvurjin.
Slættaråtindur, snjåkråna tin,
skyggir so vi3a um haviS.
Fram siglir Sigmundur dreka sin,
hann kennir tad måti stårum stundum,
lårandi myrkri og blååugum fundum.
Vi3 egnari ogn vil hann taka,
ræ8i og ræ8isstavi.
Tå skulu ravnar mettast,
reyfihanin gala um Gøtu gar8,
og gala å oynnum vida hvar.
3
Bani Øssurs.
Øssur Havgrimsson i Dimum,
byggir virki, tryggir gar3,
mangan ovursterkan viking
fær hann til at tæna sær.
Vi8a frættist, heim er komin,
Sigmundur og frændi hans,
skip teir eiga, reystur dreingir,
best at geva slikum ans.
Best at vera fyrivarin,
grunast ei, hvat henda kann.
Hevndarbrandurin er bitrast,
rakar ofta sekan mann.
Vakt må haldast, so at eingin
åsæddur skal nærka seg
og i dimmum nåttarmyrkri
ganga fram at høllini.
Hel dist vakt å hvørjum sinni,
ganga saman tveir og tveir,
uppgongan er gå8 at verja,
so har nytist ikki meir.
Ver8ur hugt frå sålarrisi
og til tess hon fer i kav,
um ei eitt hvørt segl kann håmast,
har sum himmal fevnir hav.
Dagar li3a, vikur skriSa,
eingin knørrur enn at sjå,
Øssur frøist, heldur Sigmund,
torir ei at herja å.
VerSa hildnar stårar veitslur,
eti8 någv og drukki8 væl.
Skemtast teir frå seint å kvøldi
og til fyrsta hanagal.