Grønlandsposten - 01.04.1942, Side 3

Nr. 2
GRØNLANDSPOSTEN
15
gerrige velvilje, med hvilken man betragter en
saadan fremmed fugl i klassen, kan man ikke
ride højt paa i det lange løb. Hvis barnet har
»oplevet« rigtigt meget i Grønland, kan det
undertiden paaregne længere interesse blandt
klassekammeraterne end den, der har levet der-
oppe som indesidder. Den vigtigste forandring
bestaar i, at i skolen tager nu den konkurrence
sin begyndelse, som gennem et større kamme-
ratliv skal udvikle dem til normale medlemmer
af et større og mere udviklet samfund, end de
hidtil har kendt. Flere danske børn heroppe
har været stærkt forvænt med at føre an i en
lille flok grønlandske jævnaldrende. »Tænk,
de vil ikke lyde os!« erklærer de forbavset
efter de første dages skolegang i Danmark. Vi
kender denne tankegang og ræsonnerer med
rette, naar vi møder den hos børnene, at saa er
det paa tide, at omplantningen finder sted.
Danske skolebørn heroppe møder i øvrigt
en meget forskellig forhaandsindstilling, naar de
til meldes de hjemlige skoler. Visse lærerkredse
ser paa forhaand mere skeptisk paa deres for-
kundskaber end berettiget. Men som privatun-
dervisningen heroppe i generationer har været
vanskeligt og meget uensartet stillet, er det ikke
underligt, at de hjemsendte børn baade kund-
skabsmæssigt og paa mange andre omraader har
frembudt et broget udseende. Flertallet har dog
altid fulgt godt med i de danske skoler.
Tidspunktet for hjemsendelse af de danske
børn ligger som regel ved (10) 11—12 aars al-
deren. Man kan ikke fortænke forældre det al-
lermindste i, at de ønsker at beholde deres børn
til det tidspunkt. Skolegang under lidt større
forhold derhjemme er før eller senere en nød-
vendighed, hvis barnet skal regnes for dansk i
den forstand, vi tillægger det betydning. De
grundigste skolekundskaber heroppe kan ikke
erstatte barnets fortsatte udvikling i Danmark,
men man kan ogsaa købe guld for dyrt. At skille
et barn fra hjemmet, stille det over for stærkt
ændrede forhold før 10 aars alderen er at be-
røve det dets bedste og mest selvskrevne op-
dragere, nemlig dets forældre. Der kan komme
den tid, hvor barnet med rette beklager mang-
len af barneminder fra sit eget hjem, noget der
ikke kan erstattes af den bedste ‘pension eller
kostskole.
Gaar man ud over 11—12-aars alderen viser
de danske børn sig som regel uegnet til at fort-
sætte heroppe, ligemeget hvor ondt det gør for-
ældrene. Ikke alene passer det alderstrin rent
praktisk med optagelse i mellemskolen, men
ovennævnte farer, enten for at blive ensidigt ab-
sorberet af landet eller for en forkvaklet aande-
lig udvikling, begynder allerede i 11-aars alderen
at præge adskillige børn heroppe. Hernhutternes
missionærer siges at have haft direkte ordre
til hjemsendelse af deres børn paa et meget tid-
ligt tidspunkt. De slap for at overveje for og
imod. Vi selv staar ganske frit med denne af-
gørelse, og det er et svært øjeblik og et kritisk
punkt i de fleste danske forældres tilværelse i
Grønland, (som i andre kolonier og paa mis-
sionsmarken) naar de kan se, at de selv endnu
ikke kan forlade landet, men samtidig ved over-
vejelsen om hjemsendelse staar med deres barns
fremtidsskæbne i deres haand. Beklageligt er det
ogsaa, at forældrene ved hjemsendelsen af bør-
nene til Danmark som regel maa give afkald
paa at være deres børn paa nært bold under
overgangsalderens særlige vanskeligheder.
De danske børns skolegang heroppe falder
altsaa som regel fra 7de til Ilte aar. Den tid er
kostbar og er selvfølgelig genstand for stadige
overvejelser, da betydningen af børnenes læs-
ning i forskolen, lige fra begynderstadiet, abso-
lut ikke maa undervurderes, samtidig med at
spørgsmaalet om lærerinde eller andre lærerkræf-
ter gang paa gang.er stærkt betinget af forældrenes
egen evne til at undervise, økonomiske forhold,
plads i huset til en lærerinde, forflyttelser og
meget mere. Hvor disse ting samvirker nogen-
lunde tilfredsstillende, kan barnets forskoletid i
Grønland give udmærkede resultater. Omvendt
kan de meget forskellige privatskoleordninger i
visse tilfælde falde saa uheldigt ud, at barnets
undervisning og hele udvikling forkludres og
forkvakles ud over, hvad der kan rigtig genop-
rettes ved senere forbedret skolegang udenfor
Grønland. Det sker ogsaa, at forældrene selv
undervurderer nødvendigheden af den grundigst
mulige begynderundervisning.
For at lette danske forældre spørgsmaalet
om regulær skolegang har tanken om een større
fælles dansk kostskole i Grønland tit været frem-
sat, formentlig første gang da provst (nu lektor)