Grønlandsposten - 16.01.1943, Blaðsíða 3

Nr. 2
GRØNLANDSPOSTEN
15
Saga snart vil være endt, kan det maaske ogsaa
være af Betydning til Slut korteligt at nævne
en Række Ting, som ellers vil gaa i Glemme-
bogen, og som maaske meget vel kan vise sig
at blive af Interesse.
Indtil for en lille Menneskealder siden kun-
de man regne ret sikkert med, at de første syd-
gaaende Hvidfisk blev sete og fangede omkring
15. September, men allerede da Garnfangsten
lier begyndte i 1926, havde Forholdet forskudt
sig saa vidt, at man tidligst saa de første Dyr 10
Dage senere, og siden er det i øgende Tempo
blevet stedse senere og senere, til man nu ikke
længere kan regne med at se et betydende An-
tal Dyr før omkring 5.—10. Oktober, ja i Aar
med mange Spækhuggere endog endnu nogle
Dage forsinkede. Denne Forrykning i Trækti-
den gælder iøvrigt ogsaa for Sort- og Blaaside-
Sælernes Vedkommende og skyldes maaske de
samme Ændringer i Vandets Temperatur, som
er Betingelsen for Sydgrønlands i samme Aarræk-
ke stærkt opblomstrende Fiskerier. Iøvrigt gør
Forskydningen for saavel Hvidfisks som nævnte
Sælers Vedkommende sig ogsaa gældende til den
andén Side, saaledes at disse Dyrearter nu kan
være til Stede et godt Stykke hen i Mørketiden,
noget fra første Færd aldeles ukendt. Dette For-
hold forlænger dog ikke Garnfangst-Sæsonen til-
svarende til den Side, da man jo først og frem-
mest maa kunne se Dyrene for at have Betin-
gelser for at drive dem. Garnoptagningen be-
gynder derfor gerne midt i November.
Forsøget her blev startet ret forsigtigt med
kun en Motorbaad, skønt man fra Agpamiut
havde Erfaring for, at mindst 2 var paakrævet,
endda man der kunde drive Dyrene langs et
Fastland, medens man her maa lede dem rundt
mellem nogle Øer og samtidigt forhindre dem i
at undvige gennem diverse Sunde. Det er der-
for efterhaanden blevet til, at tre Motorbaade er
stillet til Baadighed i Sæsoner, hvor fuld Effek-
tivitet skal paaregnes. Disse Baade er beman-
det med 8 Grønlændere og mig selv, men des-
uden er 7 Mand i Virksomhed ved Garnene og
Spillene. Disse 15 Mand — hvoraf nogle er fra
andre Pladser — og deres Husstande faar altsaa
lige saa stor en Part af de saakaldte Biproduk-
ter (Kød og Mattak) som de øvrige ca. 40 Hus-
stande i Prøven, men kun halvt saa mange Ho-
veder, Haler og Lalier, da de løse Flænsere af
disse Ting, som allerede en Gang nævnt, faar
Handelens Part. Naar det nu erindres, at her
har været Aar med et Fangstudbytte paa 6—700
Dyr, ja, at vi endog en enkelt Dag har faaet 539
paa en Gang, er det ikke vanskeligt at se, at Le-
vevilkaarene har været fortrinlige. Og dog er
jo, hvad vi fanger, kun noget ganske ubetydeligt
mod de Dyr, vi ser, eller fra vore sydlige Na
boer ved, har passeret os om Natten. Vi er ude
for Flokke af enhver Dimension mellem nogle
faa Stykker og mange Hundrede, ja, i nogle Til-
fælde hvert Aar endog for Flokke paa flere Tu-
sinde. Jeg har et ganske sikkert Maaleforhold
for dette, fordi vi i 1928 drev et ret lille Udsnit
af en Flok ind, og denne Del, hvoraf vi kun
fik 127, medens Resten sprængte Garnene og
brød ud, forstod vi maatte have været paa langt
over 1000. Vi drev nemlig faa Dage efter en
ikke halvt saa stor Flok ind, og den viste sig
til vor Forbauselse at være paa ovennævnte 539
Dyr. Det Aar blev Total- Fangsten paa 766 Dyr,
hvad der gav 46708 kg Spæk til Saltning og
13258 kg Spa'k til Brænding, foruden at der af
Handelens Part kan ses at være eksporteret
6250 kg Kød og 6254 kg Mattak. Af sidste gik
dog de 3334 kg til Danmark som Huder.
Dette er vist, hvad der kan paaregne almen
Interesse, men for en Ordens Skyld skal her
nævnes, at der i Styrelsens Arkiv saavel som i
Nordgrønlands Landsfoged-Arkiv henligger ret
udførlige Indberetninger for hver Fangstsæson,
og at der i dem vil være nærmere Oplysninger
at hente for hvem, der af fangst-statistiske eller
andre Grunde maatte ønske Adgang til saadanne.
Vore nationale Festdage.
Vi Grønlændere kender altfor lidt til de ab-
solut store Fester, selvom vi — ligesom »Grøn-
landsposten« skriver — med Glæde griber en-
hver Lejlighed til at skabe Fest. Jeg tror, jeg
med tuld Ret kan sige, at vi Grønlændere er et
Folk, der i Tidens Løb altid har savnet en vir-
kelig Grund til at styrke vor Nationalitetsfølelse,
— en Grund som for Eks. direkte Undertryk-
kelse af en anden fremtrængende Magt. Vore
Forfædre havde vel deres egne Former for de-