Grønlandsposten - 01.04.1943, Síða 2

74
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7
et folketingsvalg af saa tilsyneladende ringe og
dog saa umaadelig stor betydning indadtil og
aldrig før et valg med saa klar en tale til ver-
den udadtil. Det var enten at blive hjemme
eller at stemme alle, og danskerne kom frem
alle mand af huse og satte kryds ved demokra-
tiets navn og fortalte samtidig verden, at de
vedblivende var danske.
Danmark tabte ansigt for 3 aar siden. Det
vandt igen den 23. marts, og vi danske udenfor
Danmark siger tak derfor!«
En jægers betragtninger.
(Med linoleumsnit af forfatteren.)
Man ser saa ofte i Grønlandspostens spalter,
at folk giver undskyldning for, at de vover sig
til at skrive lidt; hvis det hører sig til, saa und-
skyld, at jeg vover mig frem med et lille bidrag.
Det gælder jagten. Ja, nu er det vel et spørgs-
maal, om man kommer i betragtning med et
hornfuld krudt efter de nye bestemmelser, men
kan man ikke faa lov at jage, saa er det maa-
ske tid at tale lidt om jagt. Den, der var.
Kommer man fra Danmark og herop og sam-
menligner jagt og jagtmetoder, er der jo en
iøjnefaldende forskel. Betragter man jagtlovene
eller rettere fredningsbestemmelserne, er forskel-
len jo ogsaa himmelraabende — hvorfor har
enhver uskadelig fugl ikke ynglefred — hermed
mener jeg de fugle, som ikke spiller nogen rol-
le som ernæringsobjekt — ja, selv de fugle, der
gør det, burde der tænkes paa i saa stort et om-
fang, det kunde lade sig gøre uden at genere
menneskene alt for meget. Her er fredningsti-
derne udelukkende anlagt for at beskytte det vær-
difulde vildt mod for stærk beskydning. Den
anden grund til at frede, humanitetsgruuden, er
ikke kommet i betragtning. Man vil indvende,
at en saadan tanke ligger den grønlandske be-
folkning fjern. Ja, det gør den maaske nok, men
har vi ikke maattet lære grønlænderne en mæng-
de nye ting, som laa dem meget fjernere? Ganske
vist — jo færre love, jo bedre — men herved for-
staar man vel, jo færre love, der er paakrævet,
jo bedre.
Det synes mig, at en lov til beskyttelse af
det før omtalte kunde kaldes paakrævet. Det er
jo da ikke saaledes, at disse fugle fredes af be-
folkningen selv. Jeg er klar over, at mangen
fanger vil lave et farligt vrøvl, hvis en fugl bli-
ver ynglefredet, selv om det kun er meget faa,
han derved bliver forhindret i at faa, og del ik-
ke spiller nogen rolle for ham.
Saa er spørgsmaalet, hvem skylder vi saa
mest hensyn, fangeren eller ynglefuglen? (Her
indskyder jeg igen, at der kun er tale om fug-
le, der ikke spiller nogen væsentlig rolle som
ernæringsobjekt.) Man kunde passende begynde
at frede alle smaafugle hele aaret; der kunde
man da ikke gaa nogen for nær. Hvorfor i al-
verden skal de faa smaafugle, vi har her i
Grønland være underkastet letsindige menne-
skers forgodtbefindende? Der er ganske vist ik-
ke nogen overhængende fare for disse fire smaa-
fuglearter, jeg taler for, nemlig snespurven, lap-
landsværlingen, graasiskenen og digesmutten;
men hvis menneskene fredede dem, vilde der
sikkert være flere om vore boliger, det er jo
netop der, de bliver jagede fra. Ved siden af at
vi ikke kan være bekendt, at de er fredløse, træn-
ger vi til at have saadanne levende skabninger