Grønlandsposten - 01.04.1943, Síða 10

82
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7
flyvergrave. Ifølge Nationaltidende for 17. januar
ligger der alene paa kirkegaarden ved Aabenraa
ikke mindre end 48 engelske flyvere begravet.
Deres grave er altid dækket med friske blomster.
Den svenske Socialdemokrat meddelte den
11. november, at de danske myndigheder, hvis
pligt det er at lage sig af nedstyrtede engelske
flyvere, altid beholder fangerne saa længe som
muligt, før de overgiver dem til de tyske myn-
digheder. Naarsomhelst det rygtes, at politiet
har en »gæst fra England«, er der opløb af
mennesker udenfor politistationen for at hylde
flyverne, naar de kommer ud.
I et enkelt tilfælde meddeler bladet, at to
fangne R A F-flyvere vakte sensation, da det vi-
ste sig, de bar smoking under deres flyveruni-
former. De var blevet taget bort fra et middags-
selskab og havde haabet at komme tilbage for
at fuldende middagen, men var gaaet ud for
benzin paa hjemvejen.
I et andet tilfælde faldt en P» A F-mand en
nat ned med faldskærm paa et dansk gods.
Da han blev opdaget, blev han ført ind til gods-
ejeren, der viste ham overstrømmende gæstfri-
hed. Til slut beklagede værten meget at maat-
te meddele ham, at han desværre var nødt til at
overlade ham til myndighederne. »Ja, naturligvis«,
svarede englænderen, der var overtræt og lettere
saaret, »men jeg vil nødigt vækkes før kl. 10
i morgen.« Hans ønske blev efterkommet af
det tjenstvillige danske politi.«
Tysk Respekt for et Lands
Frihed og Selvstændighed.
(Af J. Chrisfmas Muller i »Frit Danmark«.)
Jeg paaviste i min forrige Artikel, at den
Scavenius’ske Selvovervurdering og Egenraadig-
hed havde ført Danmark i en saare prekær
Situation, og ikke mindst var Stillingen vanskelig
for den Del af Regeringen, som klart ønskede
at holde en bestemt Linje og holde Tyskerne
fast ved deres Løfter af 9. April og ikke vige en
Tomme herfra. Scavenius’s Sendelse af Mohr
havde ført os ind i Forhold, som kunde blive
skæbnesvangre og farlige, men det gjaldt for os
paa enhver mulig og hæderlig Maade at komme
ud af Situationen og ogsaa derigennem vise
Scavenius, at han ikke kunde bære sig saaledes
ad en anden Gang, og vise Tyskerne, at vi —
Flertallet i Regeringen, som repræsenterede det
overvældende Flertal i Folket — forstod noget
reelt, bestemt, vigtigt og afgørende, naar vi talte
om og skrev, at dette eller hint skulde ske »under
Bibeholdelse af fuldkommen politisk Selvstændig-
hed for Danmark.« Nu gjaldt det om at staa
fast og ikke vige en Tomme, og jeg synes, jeg
har Lov til at sige, al havde vi gjort Fejl ved at
akceptere nødtvungent Erklæringen af 8. Juli,
saa blev der gjort et godt Stykke Arbejde i den
første Halvdel af August, da Told- og Mønt-
unionsplanerne blev slaaet endeligt ned.
Hr. Gunnar Larsen og lians Udvalg rejste
til Berlin, og det kan sikkert have Interesse at
se lidt nærmere paa, hvilket Forslag de straks
blev stillet overfor, fordi man deraf kan se, hvad
det virkeligt var, Tyskerne bød os, og hvilken
umaadelig Fare, som blev afværget.
Hr. Gunnar Larsen rejste først — lidet loyalt
overfor de andre — og tik følgende Forslag
forelagt — her gengives kun Hovedpunkterne
(saa godt, som jeg kan huske dem efter de faa
Optegnelser, jeg har med mig).
De første 4 Paragraffer indeholder kun al-
mindelige Bemærkninger om, at de to Lande vil
gøre, hvad de kan for at underbygge hinandens
Erhversliv og vil træffe Særaftaler m. H. t. livs-
vigtige Industrier.
I det tyske Udkast, Paragraf 5, foresloges, at
fysiske og juridiske Personer i del ene Land skal
have samme Rettigheder, som det andet Land
giver sine Statsborgere, og ingen særlige Ind-
skrænkninger maa gælde.
Enhver kan forstaa, at hvis en saadan Aftale
sluttes mellem Tyskland og Danmark, mellem
80 Millioner-Staten og 4 Millioner-Staten,
saa er dette ensbetydende med, at den store Stat
aldeles overvælder den lille. Den vil simpelthen
knuse den og dens Erhvervsliv, og det var jo
ogsaa det, der var Meningen. Det bør under-
streges, at Tyskerne ikke havde mælet et eneste
Ord om, at de havde saadanne Ønsker, og dette
Forslag viste klart, hvad Tyskernes Hensigt var.
Det skal dog tillige siges, at man fra alle
Sider i Ministeriet, ogsaa fra Scavenius’s og