Grønlandsposten - 01.04.1943, Blaðsíða 11

Nr. 7
GRØNLANDSPOSTEN
83
Gunnar Larsens Side var imod denne Bestem-
melse og vilde have den ud af en eventuel Over-
enskomst.
I de følgende 4 Paragraffer foreslog Tyskerne,
at Danmark og Tyskland skulde være et fælles
Toldomraade, at i det fælles Toldomraa.de skal
gælde den lil enhver Tid i Tyskland gældende
Lov om Told og Ind- og Udførsel. Og endvide-
re forlangte man, at den danske Stat skulde til-
passe sine Forbrugsafgifter, sin Omsætningsskat
og Monopollovgivning efter den tyske.
Dette vil paa rent og klart Dansk sige, at
enhver Selvstændighed for Danmarks Vedkom-
mende var ophørt, at Danmark i enhver Hen-
seende skulde følge de tyske Ordrer. Den dan-
ske Rigsdag var ophørt at eksistere paa hele den
økonomiske Lovgivnings Omraade. Danmarks
økonomiske Selvstændighed eksisterede ikke
mere.
Den næste afgørende Paragraf er den 12.
I denne foreslog Tyskerne, at de paa Reichs-
mark lydende legale tyske Betalingsmidler er
lovligt Betalingsmiddel indenfor hele det Om-
raade, der omfattes af de to Stater. Danmark
maatte allernaadigst stadig beholde Retten til at
udstede et eller andet Beløb i Kroner, og der
skulde være et vist Kursforhold (ikke fastsat)
mellem Reichsmark og Krone. Ogsaa om den-
ne Bestemmelse gælder, at den fuldkommen be-
røvede Danmark dets Frihed, at Reichsmarken
blev lovligt Betalingsmiddel i Danmark. Enhver
kan se, hvad Scavenius havde ført, eller rettere
var lige ved at føre Landet ud i, saafremt del
ikke var lykkedes os andre at slaa disse neder-
drægtige Planer ned.
Danmark skulde i Henhold til den næste
Paragraf tilpasse sine Regler for Valutahandel med
de tyske. Og saa hedder det, Sandheden tro, vi-
dere følgende, at der skal nedsættes et Forvalt-
ningsraad (med Sæde i Berlin naturligvis), som
skal gennemføre Traktaten; dette Baad skal have
en Tysker som Formand og iøvrigt bestaa af et
tysk og el dansk Medlem. Hvor Danmarks Ind-
flydelse bliver henne i dette Raad, hvor der er
to Tyskere mod een Dansker, er aldeles ikke til
at opdage.
Men dette er ikke nok. Tyskerne skal i Hen-
hold til de følgende Paragraffer føre alle For-
handlinger med Trediemagt angaaende økono-
miske Spørgsmaal paa Danmarks Vegne; og det
hedder ordret: »Rigsregeringen vil herved vare-
tage Danmarks Interesser som sine egne«. Alt-
saa noget af det vigtigste, en Stat har, noget af
det, som just viser Statens politiske Selvstændig-
hed, skulde vi afgive. Man begriber heraf, hvor-
ledes Tyskernes Mentalitet er, hvorledes de al-
drig forstaar, hvad det vil sige at give sit Ord paa
noget til nogen. Løgn, Svindel og Bedrag har
altid været Tyskernes og specielt de tyske nazi-
stiske Metoder. Den hele Overenskomst skulde
gælde nogle faa Aar og kunde saa opsiges.
Dette er nøgternt og aldeles ikke overdre-
vent, hvad Tyskerne havde tiltænkt os. Den po-
litiske og økonomiske Selvstændighed vilde væ-
re blevet dræbt. Tyskerne havde faaet Magten.
Og hvor mon den sociale Selvstændighed er
henne, naar den økonomiske er ødelagt? Hvad
vilde der blive af alt det, som den danske Ar-
bejder i Aa revis havde kæmpet for? Og hvor
vilde mon i det lange Løb hans Fagforeninger
være henne? Hvor var de allerede da i Tyskland?
Ødelagt, dræbt, deres Midler stjaalne af de na-
zistiske Gangstere. Og saa fremdeles. Vi saa, hvad
Tyskernes Hensigt var. Og vi, der altid havde
modarbejdet denne Politik og havde hævdet, at
vi under ingen Omstændigheder vilde slutte Af-
taler med Tyskerne udover Besættelsestiden og
egentlig kun de nødvendige Aftaler om de gen-
sidige Leveringer af Varer, som jo kun betyder,
at Tyskerne stjæler mere og mere fra Danmark,
vi fik i enhver Henseende fuldkommen Ret.
Og det skal da ogsaa siges, at Hr. Gunnar
Larsen sikkert følte, at han tidligt nok var kom-
met til Berlin. Han forstod nu, hvad det var,
hans Herre og Mester havde indladt sig paa.
Forstod dog ikke helt Situationen om dette
haabløse Stykke Dilettanteri. Ikke Udenrigspo-
litik, men Underkastelse. Ikke Økonomi — men
Ødelæggelse af alt, hvad der var bygget op i
Landet af Arbejdere og Arbejdsgivere, af Land-
mænd og Industrifolk, af driftige Erhvervsfolk og
saa fremdeles. Det skulde nu gives Tyskerne i
Vold.
Hvis det ikke var saa sørgeligt, saa ondsin-