Grønlandsposten - 16.06.1943, Qupperneq 6

138
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 12
brede Grænser, som vi har i vort lille demo-
kratiske Land. Danmark har altid været et
demokratisk Land, og vi tager vort Demokrati
som en Selvfølge. Selv om vi ogsaa kan finde
Nød og Fattigdom hos mange og Mangel paa
Retfærdighed ved meget, saa holder vi alligevel
paa vor Frihed, da vi kun som et frit Land,
hvor hvert Menneske har en Chance til at ud-
tale sine Følelser, kan forbedre vore Kaar.
Og glem ikke dette, at Kultur er ikke bare
en Prydelse, — den er en Nations Maade at ud-
trykke sig paa, og samtidigt er den et stærkt
Instrument til at modelere Nationens Karakter.
Kultur bestaar ikke alene af at læse visse Røger,
høre Musik og se paa Rilieder. Hvis den gjor-
de det, saa vilde den ikke være mere værd, end
det er at spille Fodbold. Det vigtigste ved
Kultur er god Levemaade.
Ivigtut, 23. December 1942. Niels Moldrup.
Brev fra Færøerne.
(Fra ingeniør Ejrnæs, Færøerne, har maskin-
mester Overgaard, K’utdligssat, nylig modtaget et
interessant brev, som vi nedenunder gengiver
uddrag af. Rrevet er skrevet i Glasgow den 4.
april 1943. Hr. Ejrnæs vil være kendt for man-
ge her i Grønland. Han har været ansat ved
kulbruddet i K’utdligssat fra 1930—38, og blev i
foraaret 1939 direktør for »Færøja Kul«. Hr.
Ejrnæs følger gennem »Grønlandsposten«, som
ogsaa er naaet til Færøerne, stadigt med i, hvad
der sker i Grønland).
— »Jeg benytter Lejligheden — mens jeg
er hernede paa et lille Forretningsbesøg — til
at skrive et Par Ord til Grønland i Haab om, at
de maa naa frem.
... Vi bor i Kvivig . . . men jeg selv er
hjemmefra i Uger ad Gangen. Min Stilling som
Amtsingeniør medfører, at jeg stadig maa berej-
se Øerne, hvor vi har en Mængde offentlige Ar-
bejder i Gang. I Sommeren 1940 standsede jeg
Kulbrydningen, fordi Arbejderne stillede saa sto-
re Krav, at Produktionen gav Tab. Efter lange
og trange Forhandlinger mellem Amtet, Lag-
tinget, Arbejderne og Selskabet naaede man til
en Ordning, hvorefter Kulbrydningen drives ko-
operativt, idet Arbejderne — bortset fra en lille
Afgift til Selskabet — faar hele Udbyttet. Den-
ne Ordning har medført, at Kulprisen er steget
fra 45 Kr. pr. Ton til ca. 140 Kr., samtidig med
at Produktionen er dalet fra 750 kg til 450 kg
pr. Mand pr. Dag. Det skal dog retfærdigvis
siges, at det officielle Pristal i samme Tidsrum
er vokset til det dobbelte. — Mit meget Rejseri
har næsten gjort mig søstærk, og det vil sige
noget, for færøiske Farvande er betydelig mere
urolige end de fredelige grønlandske.
Vi føler os naturligvis noget afstængte paa
Færøerne, men bortset herfra har vi det godt.
Der er naturligvis en Del Indskrænkninger —
vi er rationerede med Sukker, Kaffe, The, Mar-
garine og Sæbe, og det sker, at vi maa savne
enkelte Varer et Stykke Tid. Det værste er, at
Lagtinget ikke har været stærkt nok til at stand-
se Inflationen, hvilket gaar ud over alle dem
med faste Indtægter. Inflationen stammer igen
fra det ganske indbringende Fiskeri, der har gi-
vet Skibsrederne og Søfolkene betydelige Ind-
tægter. Det er imidlertid langtfra alle, der er
med her, idet det nuværende Fiskeri og den nu-
værende Fisketransport kun giver Reskæftigelse
til ca. 1/4 af dem, der før Krigen var beskæftiget
med at fiske Torsk til Saltning og senere Til-
virkning til Klipfisk. Dertil kommer, at en Del
af Kutter- og Trawlerflaaden er gaael tabt.
Vi har det i Reglen meget fredeligt paa Fær-
øerne. For ca. 11/g Aar siden var vi en Over-
gang Genstand for nogen Opmærksomhed —
Øst fra antagelig — gennem Luften. Der skete
heldigvis ikke Tab af Menneskeliv, men en Del
materiel Skade. Den Slags synes nu at være
ophørt. — Der er kun godt at sige om de Ven-
ner hernedefra, som vi har Besøg af.
Vi har paa Færøerne en lille Forening af
frie Danske. Den er kun lille, ca. 200 Medlem-
mer. Vi følger naturligvis spændt Begivenhe-
derne ude i Verden — og er lydhøre for, hvad
der sker i Danmark. Valget — synes jeg — gi-
ver os Danske Grund til at løfte Hovedet lidt
igen. De er ved at faa fat i den rigtige Ende
derhjemme — eller har maaske haft det hele
Tiden, selv om der var saa meget, vi herude
ikke kunde forstaa.
Tror De, vi kan aftale at mødes i Danmark
Efteraarel 1944?
Vil De hilse alle gode Venner i Grønland
fra os, baade Grønlændere og Danske.«