Grønlandsposten - 16.06.1943, Blaðsíða 7

Nr. 12
GRØNLANDSPOSTEN
139
Danmark har valgt.
Der laa omkring Danmark en Brynje af Is,
som kun for en Tid gav lidt Fred.
For da Brynjen blev brudt, og Isen gav tabt,
og Vinteren Harnisken smed —
da Danmark tilfulde fik tømme en Skaal:
en Morgen fik Lænker af Staal.
Man sunder sig lidt paa en Morgen som den
og trøster sig saa med lidt Snak
om, at Kampen var haabløs, paa Forhaand tabt,
— der Grunde endog var for Tak! —
At se Redning i dette man snart blev lidt ræd:
og Danmark sad samlet og græd.
Men Graad kan blot gøde, man ogsaa maa saa,
hvis ikke en Spire er frelst.
Men kan Haabet blot holde, er Stammen ej gold,
da skærmer man Spirerne helst.
Og Veddet var Kærne, over Landet der klang
^n nyslaaet, lyspræget Sang:
Skal Danmark forraades, skal Børnene se,
den voksne var svagsynt og fejg?
Det aldrig skal skrives! — Naar Kræfternes Spil
haardt kræver, Nationen er sejg,
da atter bli’r Danmark Historien tro:
•er jo mer end — »den Plet, hvor Bøgene gro«!
Nu skimtes derude i Mørket et Lys,
som vokser i Styrke og Form.
Og Danmark blev klar over det og sig selv,
og derved dets Kamp fik sin Norm:
dets Stemme forleden var ikke til Salg!
Nej, Danmark har truffet sit Valg!
Egedesminde, den 9. April 1943.
M. Gant.
En grønlandsk Digtsamling.
Frederik Nielsen:
K’ilak, nuna, imaK.
40 s., Godthaab 1943.
I al beskedenhed er der sket en begivenhed.
Den første digtsamling paa grønlandsk er udkom-
met. Det er jo en bekendt sag, at det grønlandske
sprog godt kan lide at gaa paa versefødder, og
at der er adskillige fingernemme versemagere her
ti landet. Den grønlandske salmebog og sangbog
vidner imidlertid om, at der er folk, der er mere
end versemagere. Saa meget mærkeligere er det
derfor, at først nu en forfatter samler sine bedste
digte og udgiver dem. Seminarielærer Frederik
Nielsen har paa eget forlag udsendt et udvalg
digte under titlen „silak nuna imanu, himmel,
jord, hav.
Titlen spænder vidt og kunde faa læseren til
at vente sig noget stærkt bevæget, højt svunget,
bredt spændende kosmisk. Men det rummes
ikke i det lille bind. Og dog er titlen et fuld-
gyldigt udtryk for samlingen, — og i dobbelt
forstand: Himmel, jord og hav — tro, natur og liv
indgaar i digtene som deres emne, deres maal.
Men ogsaa maaden, hvorpaa disse emner er be-
handlet afspejler himlen, det luftige, lette, blaa-
nende lyriske, jorden, det faste, let sarkastiske,
det menneskelige til tider afslørende et vist lune,
havel, det friske, — maaske mindst dette sidste.
Og i formen gaar de tre ord igen: Der er stro-
fer, der staar spændt i en prægtig bue; der er
vers, der vandrer paa sikker jord; og der er
rytmer, der vugger som legende bølger. Over
det hele er der lys, solskind og sommer. Grøn-
land, der ellers kendes som vinterens land,sneens
og isens, bliver her til sommerens land i blaat
og grønt farvespil, blomstrende. Det er ren ly-
rik — ingen dybsindigheder eller nye tanker
— en uskyldig leg med en god idé, fikst formet.
Adskillige gange standser man og mærker det
følsomme sind, der har skrevet de linjer. Lad
os ikke bruge store ord, men nøjes med at sige,
at det ikke er alle beskaaret at udtrykke sit
menneskelige sind saa fint og enkelt, som det er
lykkedes forfatteren af disse digte.
Man ser saa tit grønlandske digte pres-
set ind i europæiske rytmer. De faar som oftest
et tvungent, ufrisk præg. I denne digtsamling er
det opløftende at se, at sproget har faaet lov til
at udfolde sig gang efter gang i sin egen rytme.
Det var ønskeligt om dette — i og for sig ganske
selvfølgelige — vilde komme til at »danne skole«.
Udstyret er pænt, dog noget konventionelt,
med en kedelig anvendelse af kursiv som over-
skrifter. Jens llosings linoleumssnit er meget pæne,
men temmelig traditionelle og ikke altid omhyg-
geligt udført. Som helhed er det en præsenta-
bel lille tryksag, der bibliofilt sikkert vil være et
aktiv.
Digtsamlingen er tilegnet mindet om forfat-
terens afdøde far og indledes med et af samling-
ens sikrest formede og bedst klingende digte,
henvendt til denne far. En smuk tanke. Og søn-
nesindet mod faderen overføres til sønnesindet
mod landet i det sidste digt: Ikke ønsker han
at leve andre steder end i Grønland.
Man kan ønske dette Grønland tillykke med
dets første digtsamling. Finn Gad.