Grønlandsposten - 01.01.1944, Qupperneq 5

Nr. 1
GRØNLANDSPOSTEN
5
Dette Instinkt forlod mig ikke under hele mit
Godthaabs-besøg. Jeg gik rundt og var konstant
bekymret for alle de Smaabørn, der løb frit omkring
— ganske alene — og undrede mig over, at Foræl-
drene turde. Men det kulminerede dog den sene Af-
ten, da jeg skød en Genvej for at ramme Skibs-
hanvsvejen og hele Tiden omhyggeligt gik i store
Buer uden om alle sorte Skygger, fordi det jo som
bekendt er farligt at træde paa en sovende Hund.
Saa stærkt kan altsaa et Instinkt blive, selv om det
ikke er medfødt. Aarsagen hertil og Redegørelsen
derfor overlader jeg til den højere Videnskab. Dog
vil jeg lige bemærke til Oplysning for eventuelle
Skeptigere og Skumlere, at jeg i denne Henseende
delte Skæbne med flere.
Godthaab i Solskin oplevede jeg kun i Glimt;
men længe nok til, at jeg kunde se, hvor smukt
der var. Godthaab i Regnvejr derimod — Ak!
Skibshavnsvej, du var som en Drøm — jeg tør
ikke sige en vaad Drøm eller en fugtig Drøm af
Angst for Misforstaaelse; men — jo, jeg oplevede
Skibshavnsvejen — saa rigeligt, mine lange Buk-
ser bærer endnu Mærker af Leret.
Naar vi nu alligevel er kommet ud i den Ende
af Godthaab, tør jeg maaske i al Beskedenhed
fremkomme med et Forslag. Det bestaar i Opret-
telse af en Ventesal i Skibshavnen — hyggeligt
indrettet med illustrerede Blade og »Grønlands-
posten« naturligvis, nogle gode Stole, et Bord og
eventuelt et Spil Kort til at lægge Kabale med.
Jeg har endnu ikke været et Sted, hvor et Skib
kan se saa utilgængeligt og uinteresseret ud som
netop der. Paa Trods af Sagkundskaben vil jeg
tillade mig at hævde, at Skibene i Skibshavnen
vender Ryggen til alle, der ønsker at komme om
Bord i dem. Jeg mindes endnu en Formiddag, da
jeg stod og stirrede fortvivlet paa et utilnærme-
ligt Skibsskrog. Det var absolut udeltagende med
Hensyn til mine Ønsker om at komme om Bord.
Til Held ankom en lokal Mand, som ogsaa
skulde prøve sin Lykke med at komme om Bord,
og han kendte Fremgangsmaaden. Han udstødte
et kort, men velklingende Brøl, lagde sin Bagage
fra sig, satte sig paa Trappen og tændte en Ci-
garet. »Aah, saadan,« tænkte jeg og fulgte hans
Eksempel. En Tid lang hengik i Tavshed. Saa
skævede jeg til ham for at se, om Ventetiden
takseredes til to Cigaretter; men til min store Glæ-
de og Overraskelse rejste han sig op med Haabets
Glimt i Øjet — og ganske rigtigt — hen over Bøl-
gerne kom en lille Jolle sorgløst vuggende. Be-
frielsens Time var slaaet. Men altsaa, jeg tror,
en Ventesal vilde gøre Lykke.
Men som Manden sagde, da der var Tale om,
hvor slemt det er, naar det kniber for en Taler
at faa begyndt: »Ja, jeg synes, det er værre, naar
han ikke kan faa holdt op igen«. Dét har jeg og-
saa altid syntes; men alligevel vil jeg ikke slutte
af, før jeg har faaet sagt, hvor glad jeg var for
at træffe saa mange nye Mennesker og for at bli-
ve modtaget overalt i Godthaab med en saa ene-
staaende Gæstfrihed.
Saa er der blot en Ting, jeg tænker paa; hvor-
dan mon en Nordgrønlænder virkede paa Godt-
haab? Jeg haaber ikke, Indtrykket var af den Art,
at den almindelige Mening kunde udtrykkes med
det gamle, klassiske Ord fra Vikingetiden: »Her-
re, fri os fra de vilde Normanner!«
A. Agerschou.
Lidt nytaarscauseri.
Havebrug! En af de mest studerede artik-
ler i Grønlandsposten har været faareavlsassistent
Jensens artikel om havebrug i Grønland. I for-
aaret kunde man her i Godthaab se folk holde
Grønlandsposten i den ene haand og saa radiser
med den anden i deres mistbænke. Enhver instruk-
tion blev fulgt med største nøjagtighed — og re-
sultatet var virkelig godt. Enkelte skeptikere
mente dog at vide meget bedre besked, men har
desværre indtil nu beholdt deres viden hos sig selv,
saa vi maa stadig henvise vore læsere til hr. Jen-
sens erfaringer, naar der igen til foraaret tages
fat paa mistbænkene.
— Placeringen! Mon der i aar skal ske en
yderligere rationering af assistenterne ved Nord-
grønlands kolonier? Ja, hvorfor ikke, naar baade
bestyrere og assistenter stiltiende samtykker og
nøjes med at tænke: gud ske lov, det ikke var vor
egen koloni, kniven ramte! Men hvad tænker
t j enestemandsforeningen ? ?
Hundeoverfald! Tja, det.er nu saa vanske-
ligt at ordne det spørgsmaal, synes landsraadet,
saa man er nøjedes med at forhøje erstatningen
for nedslaaede hunde, hvorved der vil ske en yder-
ligere udrydning af Grønlands bedste spand, og
Grønlandsposten faar endnu en aarrække, maaske,
lov til at bringe sensationelle artikler om grufulde
drab paa smaabørn ved løsgaaende hunde.
Filmen! Endelig er filmen da kommet til
at rulle i Nordgrønland, baade i Egedesminde og