Grønlandsposten - 01.12.1944, Page 2

266
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 23
Rensdy rj agten
i Sukkertoppen-distrikt.
Ikke er jeg fanger, ej heller er jeg rens jæger,
men det, jeg her vil fortælle lidt om, er hentet
fra forskellige kilder og fortalt mig af rens jæge-
re her i distriktet.
I gamle dage, da vore forfædre levede et
helt andet liv, end det vi lever i dag, gav lan-
dets egne frembringelser, fangstdyrene, dem alt,
hvad de behøvede for at klare tilværelsen. Et af
de mange nyttige fangstdyr, der baade gav mad,
tøj, lys, varme og materiale til hus og redskaber,
var rensdyret. Det spillede ikke alene en stor
rolle i husholdningen, men det ansaas ogsaa for
den bedste sport og største nydelse at jage det.
Paa den tid, hvor rensdyret fandtes overalt i
Grønland, maa udbyttet af fældede dyr have væ-
ret stort. Naturligvis har der ogsaa dengang væ-
ret steder, hvor renerne ikke var saa hyppige
som andre steder, men efter gamle fortællinger
og beretninger at dømme, var og er Sukkertop-
pen-distrikt et af de bedste rensterræner i Grøn-
land.
Rensjagten har af den grund altid spillet en
stor rolle i Sukkertoppen-distriktet. Selv om jag-
ten ikke mere drives i stor maalestok som tidli-
gere, er der dog endnu en del rensjægere til-
bage, som hvert aar igen længes efter den
tid, hvor de kan drage ud paa rensjagt. I
gamle dage, da erhvervsforholdene var helt an-
dre end nu, drog gerne hele befolkningen paa rens-
jagt og blev der et par maaneder for at nedlæg-
ge saa mange rener som muligt. Det kød, der
ikke straks blev spist, blev tørret til vinterprovi-
ant, og de skind, de ikke havde brug for til vin-
tertøj, kunde efter handelsstedernes oprettelse gi-
ve gode penge i butikkerne. Senerne var ved si-
den af hvidfiskesener det eneste ordentlige sy-
traad til skindmateriale, og takkerne fandt anven-
delse til mange forskellige slags redskaber.
Nu da man har faaet mere moderne redska-
ber, og der er mulighed for at tjene penge paa
en behageligere maade, og brugen af skindtøj ef-
terhaanden er ved at forsvinde, er rensjagtens
betydning blevet meget forringet, og den drives
nu kun af et antal »faste® rensjægere.
Af de tidligste handelsstatistikker fremgaar
det, at salget af rensskind ikke stod i forhold
til nedlagte dyr. Det var dengang, da grønlæn-
derne udelukkende eller næsten udelukkende brug-
te skind som tøj. I tiden fra 1817 til 21 var den
aarlige indhandling af rensskind gennemsnitlig
71 stykker. Men efter 1821 viser der sig stigen-
de interesse fra grønlænderne for at afhænde
deres rensskind, og deraf kan vi slutte, at allere-
de dengang begyndte grønlænderne mere og mere
at gaa over til at bruge europæisk tøj. Følgelig
steg salget af rensskind betydeligt. I tiden fra
1846-50 var den gennemsnitlige indhandling af
rensskind pr. aar oppe paa 3545 skind. I 1846
kulminerede indhandlingen med en produktion af
4146 skind.
Men rensdyrbestanden kunde imidlertid ikke
taale en hensynsløs efterstræbelse. Allerede 1856-
60 følger en nedgang i indhandlingen af rens-
skind, idet der her kun indhandles 898 aarligt. I
de efterfølgende aartier aftog rensdyrbestanden
saa stærkt, at indhandlingen af skind fuldstæn-
digt ophørte efter 1867. Senere er dyrene tilta-
get igen, og der er i 1915-19 indhandlet 111 skind
aarligt.
Da rensjægerne kun sælger de skind, de ik-
ke selv kan bruge, maa antallet af nedlagte dyr
naturligvis have været betydelig større end ind-
handlede skind, men da vi ikke har nogen fangst-
liste at gaa efter for den tid, ved vi ikke, hvor-
mange rener, der er blevet skudt pr. aar.
Ifølge fangstlisterne er der i aarene 1912-16
gennemsnitligt skudt 1026 dyr pr. aar, deraf 342
i syddistriktet, 684 i Strømfjords-egnen, men tal-
lene er næppe helt paalidelige, da der i hvert
fald skydes over 1000 dyr aarligt paa det sidste
omraade alene. I 1920 var udbyttet endog ca.
2000 dyr.
I aarene efter 1920 begyndte en ny nedgang
i bestanden at vise sig. Men da denne nu ikke
mere er udsat for rovdrift, hvilket sikkert skyl-
des paabegyndelsen af torskefiskeriet og de me-
get hensigtsmæssige fredningsbestemmelsers i-
krafttræden, synes bestanden igen at tage til.
I 1944 var udbyttet i norddistriktet saaledes ab-
solut bedre end i de foregaaende aar. De fem baade,
der tog ind til Strømfjords-egnene, nedlagde 228
dyr, medens fire dorrier, der var inde i Evigheds-
fjorden, nedlagde 120 dyr, altsaa ialt 348 dyr
skudt paa de nordlige jagtterræner i 1944.
Paa de sydlige jagtterræner, Isortoks rens-
distrikt, er der ialt nedlagt 352 dyr, deraf 239
nedlagt af sukkertoppere og deromkring liggende
bopladsbeboere (14 stykker nedlagt af Sarfangu-
ak-jægerne iberegnet), 92 af Napassok- og Ikera-
sak-jægerne og endelig 21 af Atangmik-jægerne.