Grønlandsposten - 01.12.1944, Side 3

Nr. 23
GRØNLANDSPOSTEN
267
Der har saaledes ogsaa i syddistriktet i aar væ-
ret en stigning i antallet af nedlagte rener. Rens-
dyrbestanden i denne egn synes at have taget
betydeligt til. Der blev set mange rener, mange
flere end sædvanligt. Paa de nordlige jagtegne
har jægerne ikke manglet vildt, hvorimod jæge-
re fra Godthaabsfjorden har maattet trave den
lange vej helt op til Isortoks jagtegne for at fin-
de rener. Her var de mødtes med jægere fra
Sukkertoppen-distriktet. Efter disses beretninger
synes Godthaabs jagtegne at have været fattige
paa vildt i aar.
De rensdyr, der i aar er blevet skudt i Strøm-
fjords-egnene var gennemgaaende fede rener med
gode skind. Derimod var renerne i Evighedsfjor-
den og paa de sydlige jagtterræner magre. Dette
menes at skyldes den usædvanlig haarde og lange
vinter med dyb sne, der sikkert har gjort det
vanskeligt for renerne at komme ned til føden.
I begyndelsen af sæsonen, der som bekendt
var sat frem til 21 juli, mødte jægerne en del
vanskeligheder i form af sne paa landet og is paa
søerne, og nogle maatte komme tomhændet hjem
i første omgang. Da tøbruddet har varet ved til
langt hen paa sommeren, har alle elve været
vandrige og med kraftig strøm, der ogsaa har
været en slem ulempe for jægerne, der ikke har
kunnet vade over elvene, dels fordi disse var for
rivende og dels for kolde til at vade i paa bare
fødder, ligesom det paa grund af strømmen heller
ikke har været muligt at anvende kajak. Jæger-
ne har saaledes ofte maattet vente i mange dage
for at komme frem til de gode jagtegne.
Men efterhaanden som sommervarmen smelte-
de sne og is, forsvandt de fleste vanskeligheder,
og dermed begyndte jagten. De 239 dyr blev
nedlagt af omkring 10 baade. Det antal dyr, der
nedlægges, er ikke afhængig af baadenes antal,
men af deltagernes bæreevne, da vejen frem og
tilbage mellem baadhavnen og jagtterrænerne of-
te er meget lang og vanskelig at befare, og alt
kød skal bæres tilbage paa ryggen.
Da (jagten endelig var kommet igang fik den
et heldigt forløb, indtil den usædvanligt tidlige
efteraarssne begyndte at falde rigeligt allerede i
slutningen af august og igen gjorde det vanske-
ligt for jægerne at færdes i terrænet.
Jeg skal ikke her forsøge at beskrive terræn-
for holdenej i norddistriktet, da jeg ikke har faaet
fyldestgørende oplysninger derom. Derimod vil
jeg forsøge at beskrive syddistriktets jagtegne,
saaledes som der er blevet mig fortalt af jægerne.
For at komme til syddistriktets jagtegne fra
Sukkertoppen maa man sejle ind gennem den ca.
44 km dybe Isortok-fjord, hvilket med gunstige
vejr- vind- og strømforhold tager to dage, i
modsat fald mindst 3-4 dage. Herfra er der saa
tre dages march i godt vejr til den egentlige lejr-
plads, hvor man slaar telt op. Ved teltet efter-
lades den del af familien, som ikke skal deltage
i selve jagten, samt de børn og kvinder, der ik-
ke kan bruges som bærere. Rensjægerne deri-
mod gaar nu videre indefter til jagtterrænerne.
Jagtens varighed og de strækninger, som skal til-
bagelægges, afhænger af, hvor renerne befinder sig.
Naar jægerne straks støder paa dyr og faar skudt
de dyr, de kan bære, kan turen og jagten være
meget kortvarig, men som regel maa jægerne gaa
i dagevis, før de finder renerne, og derved kan
de komme langt bort fra lejrpladsen.
Som det kan gaa for enhver fanger, sker det
ogsaa sommetider for rensjægerne, at de gaar ud
for proviant og slider tøj og kamikker op, og de
bliver ilde stedt, men saa snart han faar øje paa
renerne, forsvinder al trætheden og elendighe-
den som dug for solen, manden bliver besjælet af
mod, og haabet om fangst giver manden styrke
til at skynde sig videre uden at mærke træt-
heden.
Rensjægerne er som regel udholdende men-
nesker, hvis mod og ihærdighed fortjener ros. Vi
ved alle, at sommerture i godt vejr er noget af
det bedste, man kan ønske sig. Men man kan
ikke lade være med at beundre disse mennesker,
naar man tænker paa den lange og besværlige
vej, de maa tilbagelægge med tunge kødbyrder,
og de vanskeligheder, som de alle kan komme ud
for i form af daarligt vejr, regn, varme og ikke
mindst myggene, der er saa talrige, at stedet er
berygtet derfor. Disse kan let gøre selv en stærk
mand udslidt.
Hvad jeg her har skrevet, har ikke haft til
hensigt at fortælle gamle, prøvede rensjægere no-
get nyt, og da ovenstaaende sandsynligvis er man-
gelfuldt i enhver retning og absolut ikke er ud-
tømmende om rensjagt her i distriktet, beder jeg
gamle jægere springe disse linier over og hurtigst
blade videre til en mere interessant artikel. Nær-
værende er kun et forsøg paa at fortælle beboer-
ne i andre distrikter, hvor rener er sjældne, hvil-
ken betydning rensjagten har, hvorledes den dri-
ves, og hvad den endnu betyder i Sukkertoppen-
distrikt.
Hans Christiansen.