Grønlandsposten - 01.12.1944, Side 4

268
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 23
Igen Upernavik.
(Skønt vi har hørt en og anden læser udtale, at
man snart var ked af at læse eller høre mere om
Upernavik-forholdene, bliver samme emne alligevel
bragt paa bane paany. Det er nu over to aar siden,
vik. distriktslæge A. G. Beck første gang paape-
gede de fortvivlede sundhedsmæssige tilstande der-
oppe, og senere er mange artikler kommet frem om
norddistriktets nød og elendighed — baade her i bla-
det, i grønlandske blade og i radioen — og dette vil
blive ved, indtil der er gjort noget for at skabe be-
tryggende eksistensvilkaar for befolkningen deroppe.
Med problemets løsning vil diskussionen om Uperna-
vik-forholdene af sig selv blive overflødiggjort, — og
Grønlandsposten kan bruge spalterne til mere »spæn-
dende« emner. Red.)
I Grønlandsposten 1944 side 229 har pastor
Jens Olsen skrevet om: »Hvad vinteren 1943-44
bragte Upernavik og omegn«. Pastor Olsen giver
her den daarlige vinter en stor del af skylden.
Ikke blot dette bragte artiklen, men forfatteren
frygtede ogsaa, at saadanne vintre kunde gentage
sig og foraarsage ny fare for Upernavik-distrik-
tets befolknings eksistens. Pastor Olsen opfor-
drede til sidst til, at der maatte arbejdes hen paa
at rejse stedet, for alene derved kunde beretnin-
gerne om trangstid ophøre.
Mange tidligere arbejder og anstrengelser for
folkets vel er blevet gjort; blandt andet den hjælp
der er ydet ved Upernavik-befolkningens trængen
nordpaa. Ved dette sidste forsøg har det desvær-
re vist sig, at fangsten ikke længere slaar til:
fangstdyrene spredtes for alle vinde. Dette er
blandt andet blevet paapeget af udstedsbestyrer
Lund-Drosvad i Grønlandsposten 1944 side 181,
hvilket er blevet bestyrket ved pastor Jens Olsens
artikel.
Det fremgaar heraf, at eksistensvilkaarene er
sværere for Upernavik-befolkningen end for an-
dre steder i Midtgrønland. Dette har man tydeligt
mærket, naar man har levet livet deroppe og og-
saa kender forholdene længere nede langs kysten.
Derfor faar man lyst til at tilføje en bemærkning,
som maaske kunde give endnu et lille bidrag til
anstrengelserne for at fremme folkets vel deroppe
mod nord.
Eksistensmulighederne for fangeren hernede
i det sydlige Nordgrønland og ved Upernavik er
med tiden blevet meget forandrede. Fiskeriets
indførelse har medført en stor betryggelse for
fangeren i Midtgrønland, idet han i tilfælde af
misfangst kan ty til sin sommerfortjeneste og le-
ve af sine penge og tørfisk, skønt sælfangsten er
hans normale erhverv. Saa meget er fiskeriet
gaaet frem hernede, at en fisker gaar vinteren i-
møde med største ro. I mange tilfælde er fiske-
ren blevet mere velhavende end fangeren. Med
andre ord er det fiskeriet, der frelser midtkyst-
fangeren fra det elendige liv, som Upernavik-fan-
geren frister, og som er saa meget paa tale i
Grønlandsposten.
Efter mine erfaringer deroppefra kan jeg ik-
ke benægte, at der ikke udelukkende fandtes flit-
tige erhververe; men sandheden er, at levevilkaa-
rene er meget bitrere end for eksempel for bugt-
fangeren. En del fiskearter er nu naaet op i U-
pernavik-distriktet. Havkatten er naaet derop,
dog ikke i saadan mængde, at der kan samles
saa store vinterforraad, som bugtfiskeren har ad-
gang til. Dog har der heller ikke hernede kun-
net fanges saa. store mængder af denne fisk, at
det har kunnet dækket vinterforbruget for baade
befolkning og hunde. Saaledes fiskedes der utro-
lig mange havkatte hernede i de aar, hvor Sty-
relsen indhandlede havkatteskind, og kødet tørre-
des, uden at noget gik tilspilde, og dog var for-
raadet ikke stort nok til at dække vinterens for-
brug, selv om befolkningen gemte baade de tør-
rede og uslagtede fisk. Vinter forbruget for erhver-
vere, der er afhængige af deres hundespand, er
meget stort, men gode hunde er af en afgøren-
de betydning for Upernavik-befolkningen, hvor-
for ulykken er saa meget desto større, dersom
sælfangsten en vinter slaar fejl, saa længe sælen
er ene om at levere hovedforsyningen af kød.
Naar haj fangsten om sommeren er god ved
Upernavik, er mørketiden indtil isens komme ik-
ke saa faretruende, især ikke, naar fiskeren har
gemt nogle penge og tørret haj kød til hundene.
Men disse penge bruges alt for hurtigt, idet man
ikke har lejetfortjeneste og kun har spæk og
skind at indhandle. Disse haardttiltrængte pen-
ge skal bruges baade til klæder og erhvervsred-
skaber, og hertil kommer, at ogsaa kakkelovne
og komfurer mere og mere tages i brug. (I 1936
var de fleste huse kun forsynet med tranlamper.)
Her melder sig da nok en vanskelighed: brænd-
sel, nemlig tørv, der ikke kan samles nordpaa
som i Midt-grønland.
Egedesmindes og omegns befolkning, som kø-
ber en hel del kul i løbet af aaret, samler ved si-
den af masser af tørv og kan saaledes spare mas-
ser af penge ved det. I Upernavik-distriktet der-
imod er tørv et problem, og anden brændselsam-
ling til vinteren er en umulighed undtagen ved