Grønlandsposten - 01.12.1944, Síða 5

Nr. 23
GRØNLANDSPOSTEN
269
det allersydligste sted, Søndre Upernavik, hvor
befolkningen, forudsat folk er flittige i tide, kan
samle kul lige overfor udstedet.
Hvis forbedring af husene er blevet paabe-
gyndt i distriktet, hvilket i sin tid var haardt
tiltrængt, har dette kun kunnet ske vted hjælp af
sysselkasselaan. Disse laan maa udelukkende af-
betales ved, at der kræves en trediedel af som-
merens daglige pengefortjeneste. Kun saaledes
kommer laantageren lettest ud af gælden, mens
han ellers risikerer at have laan i mange aar.
Sælfangsten i Upernavik-distriktet foregaar
paa en hel anden maade end i Disko-bugten. Saa-
vel deroppe som hernede kommer sortsiden om
efteraaret, maaske i samme mængde. Men mør-
ket deroppe generer kajakfangsten og formind-
sker skudsikkerheden betydeligt. Naar der blot
er en lille smule krusning paa vandet, er det u-
muligt at se riffelkornet ordentligt. Og naar man
ved, at solen deroppe forsvinder allerede i mid-
ten af november maaned, kan man tænke sig til,
hvor kort arbejdsdagen bliver for kajakfangeren.
Naar isen kommer, er der ingen sælfangst i
lighed med den hernede. Hernede kan fangeren,
saafremt vejret tillader det, tage ud med sin ka-
jak paa nakken og skyde sort- og blaasider i is-
revnerne. Da Jens Olsen omtalte fangstmetoder-
ne deroppe, har han vist glemt at nævne denne
metode, som hernede spiller saa stor en rolle.
Naar man hører om usædvanlig god sælfangst i
Disko-bugten ved isens komme, saa er det altid
denne metode, der anvendes. Sortsiden og blaa-
siden forsvinder straks fra Upernavik, naar isen
er ved at komme.
Paa de steder, hvor vig-garn fangst er mulig,
anvendes denne metode ogsaa. Her drejer det sig
om netsiden, der som regel først kommer til
Upernaviks syddistrikt i begyndelsen af oktober
maaned, eller tidligst i slutningen af september.
Men paa denne aarstid kommer den sjældent i
saa store mængder, at den kan yde nok til hele
befolkningens forbrug. Jeg skal aldrig glemme
de to vintre, jeg oplevede i Søndre Upernavik.
Det var vanskelige vintre for befolkningen, lige
fra mørketidens komme, til isen lagde sig. Der
fangedes ganske vist af og til sortsider i kajak
og netsider i vig-garn, engang imellem flere om
dagen, men selv om fangsten deltes mellem 180
mennesker paa den mest fordelagtige maade, kun-
de den ikke strække til, naar mellemrummene
var for store mellem fangsterne. Til sidst gik det
galt. Til trods for at kommunen uddelte under-
støttelser og fåttighjælp i form af saltet spæk og
rugmel, var det dog umuligt for flere huse til
stadighed at bruge deres spæklamper, som var
det eneste opvarmningsmiddel i huset. Og trods
det, at man med sine smaa midler hjalp saa godt,
det lod sig gøre, gik det saadan til sidst, at selv
spildetrannen gik ud til de mest nødstedte huse.
Endelig langt om længe kom nyisen, og lige saa
snart fangerne kunde kravle paa alle fire ud paa
isen langs kysten, blev isgarnene sat ud. Næste
dag fangedes der i garnene, og det liv, der fulg-
te fra den dag af, var at sammenligne med et
jordisk paradis.
En saadan trangstid, som er blevet beskrevet
i de tidligere indlæg, kan godt blive katastrofal
paa de steder, hvor netsiden udebliver. Dette
har omtrent været tilfældet i de seneste aar. Det
er kun saa rimeligt, folk begynder at skrive der-
om, fordi lokal hjælp er en umulighed under en
saadan katastrofe. Spørgsmaalet, der gaar igen-
nem alle artikler, er: under hvilken form kan
hjælpen bedst gives? Efter mit kendskab til U-
pernavik mener jeg, at Andr. Lund-Drosvads for-
slag vil være den eneste løsning. Dette forslag gaar
ud paa at søge indenlandske udvandringssteder og
at tilrettelægge sæsonarbejdspladser for folk der-
oppefra. Upernavikkerne har som andre grønlæn-
dere en stor tilpasningsevne, men tidligere god
fangst, kortvarig velstand og gode fangstmulig-
heder har faaet dem til at se fremtiden imøde
med stor ubekymrethed. Misfangsterne har lært
dem stor nøjsomhed, og den store nød har fra-
taget dem deres totale energi. Og hvis man ik-
ke hurtigst begynder at arbejde paa folkets rejs-
ning deroppe ved at forbedre deres levevilkaar
og foretage mere oplysende arbejde imellem dem,
er der sikkert fare for, at hele befolkningen sam-
men med de nuværende faa energiske fangere
bliver, som Jens Olsen har sagt: »saadan er de
mennesker, vi skal hjælpe«.
Nu har vi hernede i Bugten, mest i Sydost-
bugten, utrolig mange torsk, og saafremt fore-
komsten vedblivende vil være stor, er her torsk
nok til flere tusinde mennesker. Efter at Egedes-
minde er blevet transithavn, har der altid været
mangel paa arbejdskraft ved dette sted. Man skul-
de tro, vore fornødenheder var langt større end
andre nationers, idet andre lande i fredstid har
megen arbejdsløshed, mens vi altid mangler ar-
bejdskraft. Dette skyldes imidlertid kun de lan-
ge afstande mellem kystens beboede steder. Hvis
man henter folk fra Upernavik, vil fiskeprodukti-