Grønlandsposten - 01.12.1944, Side 8

272
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 23
den iaar fuld af smaa væsener, ca. 2 tommer lan-
ge, som mindede meget om smaa rokker.
NB: Denne iagttagelse er rigtig. Der findes
i de grønlandske smaasøer, sjældnere i de større
søer og hyppigst i Nordgrønland, mængder af een-
aarige krebsdyr, kaldet »damrokker«, fordi de i
ydre form meget minder om rokker. De kommer
ud af æggene tidligt om foraaret, saa snart smel-
tevandspytterne har dannet sig, vokser hurtigt til
ca. 2 tommers størrelse, lægger æg og dør hen paa
slutningen af sommeren, naar pytten eller søen
tørrer ud eller bundfryser. Kun æggene over-
vintrer.
I de samme søer og pytter findes ogsaa en anden
slags krebsdyr, branchipus, der er i nær familie
med damrokken, men er mere sammentrykt og
langstrakt, og som udmærker sig ved kun at svøm-
me paa ryggen. Begge disse dyr vil være vel-
kendte for den opmærksomme iagttager i Nord-
grønland, hvorimod de er knap saa hyppige i Syd-
grønland.
Smaa istapper.
Dagligt liv i Tornerosehavn.
Kære Grønlandspost.
Det var en dag her i efteraaret, hvor en af
disse pibende sydvester, som af gammel vane
kommer ind fra sydøst, jog hen over Tornerose-
havn med et hastværk, som vi aldrig før har
kendt mage til, hverken inden- eller udendørs.
Ja, det var faktisk forsvarligt at blive hjemme,
og det gjorde jeg.
— Nej, se dog, hvor præstevæsenet slider i
det i dag —, sagde jeg til min kone, da jeg hen
paa formiddagen saa pastor Gumme kæmpe sig
mod stormen over mod os. Og da han tilmed
saa frygtelig energisk ud, skyndte jeg mig at faa
bakken med morgenkaffen sendt tilbage til køk-
kenet og fik fat i et par telegrammer, som jeg
satte mig med paa skrivebordskanten og saa tæn-
kende ud.
Med et sus af sne og kold blæst omkring sig
stod Gumme pludselig i stuen, og jeg anstrengte
mig for at se endnu mere optaget ud.
— Mit bislag er borte —, stønnede Gumme,
mens han søgte at genvinde kræfterne efter den
uvante løbetur, — og jeg havde bundet hundene
til det, og nu er det hele blæst over i bestyre-
rens have —.
— Jasaa, pastor Gumme, det var jo kedeligt,
men hvad ellers — ?
- Hvad ellers, hvad ellers, naa ja, der er jo
det, at hverken min kone eller jeg lige for tiden
er paa talefod med bestyreren, saa jeg vilde ger-
ne spørge Dem, om . . .
— Javel, jo, det skal jeg da gerne gøre, pa-
stor Gumme — men De ved, den ene tjeneste er
den anden værd — er vi enige om det —?
— Absolut —, kom det med et befrielsens
suk fra Gumme, — kan jeg gøre Dem en anden
tjeneste saa meget gerne —.
— Det er lige, hvad De kan, for ser De, De
holder hele fire kateketer i Deres hule haand
rundt ved udstederne, som gerne giver liv og
jordisk ejendom for at staa sig godt med Deres
gejstlige velærværdighed i haab om, at De en-
gang ad aare i Deres store nedladenhed vil forle-
ne dem med et lille ben paa et par kroner ekstra
om aaret, som præstevældet saa straks indkas-
serer som afdrag for husbygningslaan, o. s. v.,
o. s. v. Men altsaa, ser De, naar nu saadan en sølle
fyr igen ønsker restance, kredit eller henstand,
fordi 11 unger ikke har tøj paa kroppen, og i sin
ydmyghed sender Dem et halvt hundrede alke til
laveste udstedspris — saa sælger De mig halvde-
len, for jeg kan ogsaa godt lide alke — skal det væ-
re en aftale — ?
— Hm, det gaar min kone vist aldrig med
til — og desuden, det er jo dog mine kateketer —.
— Ja, de arme djævle, det er det — men
det er ogsaa Deres bislag —!
— Ja, ja, saa si’r vi det for denne gang, De
skal faa 25 alke næste gang, jeg selv faar nogen,
— men De gi’r kolonipris, ikkesandt —?
— Saa gerne, saa gerne, pastor Gumme, saa
skal jeg ordne det med bestyreren —, og dermed
fik jeg igen Gumme listet ud ad døren.
Med venlig hilsen
Rønnebærret.
Kriseramt.
Saa kriseramt til marv og ben
jeg famler mellem kolde sten:
men landet det er barskt og øde
og trist den nationale føde.
Derfor jeg spørger Grønlandsposten:
Hvordan faas lidt kulør paa kosten?
L. L..