Grønlandsposten - 15.04.1949, Blaðsíða 5

Nr. 7
GRØNLANDSPOSTEN
81
Den kedsom Vinter. . .
Foraarsbrev fra Holsteinsborg.
I denne, tidligere tiders herlige foraarstid, hvor
græsset spirede og blomster viste en begyndende
farvepragt, dukker vi nu blege og blodløse
frem, som hulepadder fra en fjern istid. Hver
morgen skues der fortrøstningsfuldt ud over det
store hvide øde i haab om at se blot en stribe
blaat vand i horisonten, der varsler milde hav-
strømmes angreb paa en barsk kyst. Men nej!
det svindene haab afløses af en snigende mod-
løshed. Ingen ændring synes ske, selv istapperne
giver paa denne aarstid udtryk som forstenet savl
i tagskægget
Saaledes forløber og fortsætter fimbul-vinteren,
der langt har overskredet kalenderens vinter-
sæson. Man mindes ikke at have haft en vinter
af saa streng karakter de sidste 40 aar. — Men
ogsaa her viser mennesket sin evne til at indrette
sig og trodse skæbnen, selv om modstanden i
øjeblikket bygges op af klægt rugbrød og the, thi
meget andet findes ikke blandt befolkningen i
disse dage.
I dag gøres alt klart til at modtage skib. Me-
get optimistisk, ikke sandt? Sagen er at alle
baaber og tror, at maaneskifte og solformørkelse
maa frembringe en storm, der som en skypumpe
skal bane vej for skibet. Jeg ville gerne tro det
samme, da jeg stadig har i tanke alle de vitami-
ner, der skal oplade de forlængst udtømte celler.
— Jo vist er Grønland dejlig, paa sin maade. —
Selv om aanden bevæger sig i samme plan, er
kødets skrøbelighed udsat for større dekadence:
Tænder falder ud eller udsættes for ødelæggende
caries, mangel paa vitaminer og utilstrækkelig
mineralholdig føde, skaber anæmiske tilstande.
Men alt dette, gøres der vist en masse for at
ændre til det bedre. Man mærker, at der bag
det tilsyneladende robotske vælde, banker varme,
blodrige menneskehjerter, der uselvisk og med en
velsignet ærgerrighed vi skabe sunde og taalelige
forhold.
Derfor kan de fleste af os bevare »the spirit«,
— selv om blodprocenten daler til 50 eller en tand
ryger ud i løbet. De kan alle erstattes naar nu
tandlægerne kommer op.
Man siger, at intet er uundværligt. Kan det
samme siges om alle »takkerne« i kommissions-
hjulet? De vil dog tilsammen komme til at ko-
ste ca. 1 million under den paatænkte grønlands-
odyssé. Det bliver spændende, meget spændende,
at se, om der i den korte frist bliver tid til at
sætte sig ind i den grønlandske mentalitet og le-
vevis. Der kræves en absorberingsevne, som tje-
nestemænd i Grønland har været aar om at faa
udbytte af. Vi glæder os til at møde kommissio-
nen og bagefter se resultaterne. Maaske kunne
der ogsaa skaffes frirejser til børn af danske for-
ældre, der mange gange maa undvære dem i aare-
vis, da der ikke kan blive raad til deres rejse.
Det er nemlig dyrt at leve paa Grønland, og mere
end halvdelen af ens indtægt gaar til skolepenge
i Danmark. Vi kan da alle blive enige om, at
vi ønsker vore børn en god uddannelse.
Nu maa man ikke være alt for utilfreds, for livet
kunne have trangere kaar at byde en. Den indi-
viduelle ærgerrighed er den, der mange gange
tilsidesætter humane hensyn, men lad os haabe,
at hjerteblodet er det, der driver hjulet frem.
Vær velkommen da, selv om der ryger en mil-
lion.
En lille »haandfuld« mænd faar pulsslaget til
at slaa i regelmæssig takt, men trods det vil det
store byggeprogram for Holsteinborg blive meget
problematisk og volde ikke faa vanskeligheder. Vi
er endnu, maskinelt og menneskematerielt set,
for~daarligt udrustet mod de kræfter, naturen har
ødslet med i vinter, — og beklageligvis maa det
erkendes, at dronerne er dem, der er udklækket
flest af i vor lille »bikube« — otium cum digni-
tate...
Jas.