Grønlandsposten - 01.09.1949, Blaðsíða 4

16S
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 14
Frøken doktor revser.
Dr. med. frk. Johanne Christiansen har kas-
tet sin kærlighed paa Grønland. Nu i sommer
har frøken doktor været heroppe, og der er ingen
ende paa de gode raad og anvisninger, hun har
til enhver, om hvordan Grønland bør ledes og
styres. Naar fruen tolker sin interesse for landet
og folket ud fra ernærings-fysiologiske betragtnin-
ger, føler man, at hun er paa sikker grund. Frk.
Christiansen har aldeles ret i, at det er hen i
vejret at beslaglægge kostbar skibsrum til op-
fragt af 43 tons bolcher til en eneste koloni, naar
man samtidig mangler kartofler.
Men frk. doktor vil ogsaa løfte den moralske
pegepind,og det er hun ikke kommet saa godt fra.
Efter sin hjemkomst med tredie »Disko« udtalte
hun til københavner-pressen, at der raader en
daarlig moral i Grønland. Hun beklager, at dan-
skerne ofte glemmer, at de har ansvaret for grøn-
lænderne. og henviser til den voldsomme stigning
i antallet af børn, født udenfor ægteskab — navn-
lig paa steder, der ligger nær de danske arbejds-
pladser.
Vi forsvarer naturligvis ikke en ansvarsløs
fraternisering fra danske arbejderes side overfor
unge grønlandske kvinder, men det bliver nok
vanskeligt for frk. Christiansen at give anvisning
paa, hvordan man igennem maaneder skal holde
de to køn adskilte.
I en anden forbindelse har frøkenen selv været
klar over det umulige heri, ja, har endog stem-
plet en saadan adskillelse som »komplet menings-
løs«. I »Politiken« skrev frøkenen den 11. juli
en interessant og læseværdig kronik »Rejse til
Grønland«. Her finder man, i en meget begej-
stret omtale af et besøg hos amerikanerne paa ba-
sen Blui West One, følgende linier, som i relation
til frøkenens senere standpunkt, hvor det er danske
arbejdere, det gælder, nok kan virke lidt choce-
rende:
Afspærringen er nu rigoristisk, amerikanerne maa ikke
engang løbe paa skøjter paa fjorden, endsige tage til Ju-
lianehaab og nærliggende interessante pladser, og grønlæn-
derne maa ikke længere komme paa amerikanernes store spild-
plads, hvor dejlige varme bukser og trøjer, tæpper og andre
sager nu raadner bort. Det er ikke, fordi der bliver sendt
nok af den slags ting fra Danmark, tvært imod, det savnes
i højeste grad, og de fattige grønlændere gaar tyndere
klædte end fattige danskere hjemme — isoleringen er kom-
plet — og synes komplet meningsløs, efter som der i forvejen
er 60 pct. uægte børn i Julianehaab. Et par styideer mere
eller mindre skulle ikke kunne gøre saa meget.
Det ser da noget mærkeligt ud — ynkes over,
at de amerikanske soldater ikke kan faa piger, og
samtidig dybt beklage og fordømme, at de danske
arbejdere synes at have saadan mulighed, naar de
da ønsker at gøre brug deraf! Skal det endelig
være, saa foretrækker vi, sagt lige ud, de danske
arbejderes indsat i det stykke!
Men det gjorde jo egentlig ikke noget, om
frøken doktor kunne fastholde et standpunkt
fra den ene gang til den anden.
u-
Udtalelser og kommentarer om Grønlands-rejsen.
Grønland er blevet »godt stof« i den danske presse. Der findes næppe
et dansk dagblad eller dansk tidsskrift, som ikke udførligt har beskæftiget
sig med grønlands-kommissionens store rejse i sommer, og mange interes-
sante kommentarer og udtalelser har set dagens lys. Vi bringer her et
tilfældigt uddrag:
Der var tid nok for grønlænderne til at
forhandle.
Lederen af kommissionsrejsen direktør Half-
dan Hendriksen, M. L., har i Danmarks radio
tilbagevist nogle udtalelser om, at der ikke havde
været tid til at forhandle med delegationen. Di-
rektøren udtalte bl. a.: Overalt i Grønland, paa
samtlige pladser, som vi anløb, var der — maa-
ske med en enkelt undtagelse — tilstrækkelig tid
for befolkningen til at fremføre ønsker overfor os,
De steder, hvor man havde interesse i at faa møde
med os, blev et saadant arrangeret, og disse sam-
menkomster, hvor mange grønlændere tog ordet,
var i allerhøjeste grad interessante. Var der sær-
lige spørgsmaal, man ville drøfte med os, eller
enkelte af os, saa var vi altid lydhøre. Efter at
have omtalt de forbedringer, som nu skal komme
i Grønland, sluttede Halfdan Hendriksen med at
sige: Vi hernede kan kun raade og bistaa. Ind-
satsøn skal gøres i Grønland. Vi maa være rede