Grønlandsposten - 16.09.1949, Qupperneq 2

178
GRØNLAJSlDSPOSTEN
Nr. 15
Herredømmet over det aabne hav
Grænser over havene
Den 13. december 1948 nedsattes i Amerika en
kommission, som fik til opgave at udarbejde
betænkning over problemet »den kontinen-
tale sokkel«, der omhandler folkerettens stilling
bl. a. til fiskeriet paa det aabne hav.-.Vi bringer
her uddrag af en artikel, dette problem-vedrørende,
som har været optaget i The Department of State
Bulletin, skrevet af Walter M. Chapman. Artik-
len vil ikke mindst interessere i Grønland, idet
den direkte omtaler -fiskeriet i grønlandske far-
vande. Artiklen viser tillige den store betydning,
som en rationel udnyttelse har for fiskebestandens
tiltagen i modsætning til tidligere tiders rovdrift:
Fremstillingen af foder, som dyr æder, sker paa to ad-,
skilte omraader: tillands i form af planter, der vokser
paa land, og som henter deres næring fra jorden og luften;
dg tilsøs i form af vandplanter, som henter deres næring
fra det dem omgivende vand. I det store og hele bestaar
der ingen forbindelse mellem jordens og havets evne til at
frembringe føde. Tilgangen af næringsstoffer til havet fra
land .gennem floder er uden betydning sammenlignet med
den Ttmaadelige mængde af de næringsstoffer, der allerede
findes i havet.
Det er lykkedes det i overvejende grad paa land leven-
de dyr, mennesket, at forbedre og regulere produktionen af
fødemidler udvundet af jorden paa en maade, som selv hans
fnest sangvinske nærmeste forfædre ville have anset for
fantastisk. Igennem hele landbrugets historie har det i
virkeligheden været noget af et spørgsmaal, om mennesket
ikke ville forøges hurtigere i antal, end han kunne forbedre
sin forsyning af levnedsmidler., men indtil nu er mennesket
stadig forrest i kapløbet. Under udviklingen af produktio-
nen af fødemidler er det opstaaet et begreb med hensyn til
produktionen af fødemidler tillands, som er i diametral mod-
sætning til det, som er opstaaet med hensyn til produktio-
nen af fødemidler paa havet.
Havet et internationalt fælleseje.
Størstedelen -af land paa jorden ejes og kontrolleres suve-
rænt af nogle .grupper menneskers Ejendomsretten kan
skifte som følge af vaabenlykke eller økonomiske faktorer
fra en gruppe til en anden, men altid vil en eller anden grup-
pe kunne sige om et hvilketsomhelst produktivt stykke
land, at fødemidlerne vil blive fremstillet paa den eller den
maade. Gruppen ejer landet og alt, som hidrører derfra.
I direkte -modsætning hertil er der ingen, der ejer ha-
vet. Det er et internationalt fælleseje, som omfatter mere
énd t'ré fjerdele af jordens overflade, et reservoir for ud-
strakte rigdomme, producent af enorme og endnu ukendte
mængder af disse særlige vigtige fødemidler, hvoraf forsy-
ningerne tillands nu er saa knappe — animalske fedtstoffer
som over landjorden?
og proteiner. Hvad der produceres paa dette internationale
fælleseje er enten res nullius eller res communis, ingens
ejendom eller alles ejendom, hvilken juridisk vending man
nu foretrækker. Det praktiske resultat er det samme.
Hvis nogen kan udskille nogen del af denne produktion som
sin ejendom, før nogen andeh gør det, tilhører det den paa-
gældende — men ikke før.
Følgen af denne mangel paa ejendomsret er, at der ik-
ke findes retsregler, der omhandler produktionsmidlerne fra
disse næringskilder. De kan ikke stilles under nogen slags
fast ledelse hverken i god eller ond hensigt. Fisk er ejen-
dom, naar de besiddes: fiskeri-erhvervskilder paa det aabne
hav ejes dog af alle eller af ingen. De er ikke nogen na-
tions ejendom.
Territorialfarvandenes historiske betydning.
Mellem land og det aabne hav er et smalt bælte af
vand, som i mange dele af verden er meget rigt, og som
kaldes territorialfarvande. Ved international enighed er dette
bælte underlagt den nations suverænitet, hvis kyster de be-
•skyller, og dets produkter er underkastet denne nations ude-
lukkende kontrol. Denne vandstrimmels smalhed er sikret,
fordi de større maritime staters søpolitik og handelspolitik
og i almindelighed ogsaa deres fiskeripolitik — kræver,
at havene skal være aabne for uhindret sejlads.
Størstedelen af de store fiskerier i verden begyndte i
disse smalle territorialfarvande. Efterhaanden som markeds-
kravene steg, øgede fiskerne imidlertid deres skibes størrel-
se og sødygtighed saavel som deres metoders effektivitet,
og de søgte langt udenfor territorialfarvandene for at fiske.
I de sidste 200 aar har størstedelen af de større fiskerier i
verden ligget i det mindste delvis udenfor territorialfarvan-
dene.
Indtil for 40—50 aar siden blev disse store fiskeririg-
domme fra havet i almindelighed anset for at'være uudtøm-
melige. Jo større fiskeriet var, jo større var udbyttet.
Det er sandt nok, at sild eller torsk i nogle aar ikke fand-
tes i saa rigelige mængder som tidligere, og følgen heraf
var stor nød i fiskerlandsbyerne. Til slut kom fisken altid
tilbage i overflod. Virkningen af menneskets driftighed
med hensyn til fiskebestanden synes at have været saa ringe
sammenlignet med virkningerne af de store naturlige fluk-
tuationer, som opstod som følge af cykliske forandringer i
havenes klima, at man kan se bort herfra.
Fiskene forsvandt, men kom altid tilbage.
Men fiskerne blev stadigt dygtigere. I dette aarhun-
dréde er fiskeriintensiteten steget overordentligt meget.
Motorer i fartøjerne øgede de afstande, som en fisker kunne
tilbagelægge til fiskebankerne og det antal ture pr. aar,
som han kunne foretage mellem markedet og bankerne.
Dieselmotorer gjorde disse ture mere paalidelige og mindre
kostbare. Først is og dernæst mekaniske køleanlæg paa
fartøjerne gjorde det muligt for ham at forblive længere