Grønlandsposten - 16.09.1949, Qupperneq 3

Nr. 15
GKØNLAN DSPOSTEN
179
paa fiskepladserne, at sejle længere væk til nye pladser og
at vende tilbage med større fangster i første klasses til-
stand. Fiskegrejerne blev forbedret for at fange mere paa
kortere tid. Alene i de sidste faa aar har nye udviklinger
forbedret fiskeriet overordentligt meget. Nye instrumenter,
som blev udviklet under krigen, tillader fiskeren at følge
stimerne ned i dybden og uden at have set en fisk at an-
bringe nettene, hvor fisken findes. Andre instrumenter har
gjort selv den mest indviklede sejlads let for den simpleste
fisker. Radar tillader ham at operere i den tætteste taage,
alle sømænds ruin. Ved den deraf følgende enorme stigning
i fiskeriudbyttet er nogle slags fisk blevet mindre rigelig.
Men det samme er sket saa langt tilbage, man kan huske,
og fiskerne har altid sagt: »Vent, de vil komme tilbage
igen.«
Fiskeribiologien, en ny gren indenfor videnskaben.
Men nogle slags fisk er nu ikke kommet tilbage, og
biologer har et andet syn end fiskerne, der tror paa, at
fisken vil komme tilbage. Biologerne, som har opbygget
en ny gren indenfor videnskaben — fiskeribiologien — hæv-
der, at nogle fisk aldrig vil komme tilbage, medmindre fis-
keriet lempes mere. De siger, at der allerede er fanget
altfor meget. Disse fisk kan ikke fiskes i det ønskede om-
fang og dog stadig findes i overflod. For paany at faa
stort udbytte af fiskebestanden, maa der foretages mindre
fangst, indtil bestanden kan bringes paa fode. Kapitalen
maa bygges op, saafremt indtægten deraf skal øges.
I de senere aar har erfaringerne stadig vist, at hvor
man er begyndt at fiske en eller anden fiskeart, begynder
bestanden at tage af i antal i forhold til den forøgede
fangst. Naa fiskeriintensiteten stiger til et vist punkt, vil
dog bestandens forplantningsevne ogsaa stige. Grunden
hertil har man endnu ikke forstaaet. Det kan skyldes, at
der er mere føde tilovers til de resterende fisk, eller at der
er mindre afgang ved naturlig plyndring, eller andre ukendte
faktorer. Saafremt fiskeriintensiteten fortsætter udover
dette gunstigste punkt, kan fiskebestanden ikke svare her-
til, og den fangede mængde begynder at tage af uden hen-
syn til det anvendte antal fartøjer eller fiskerivirksomhe-
dernes effektivitet.
Ethvert land har fuld kontrol over dets egne fiskere.
Det ville være ønskeligt at foretage regulering af et
fiskeri, naar fiskeriintensiteten komme ud over det punkt,
hvor fangsten er størst. Men hvem skal foretage regulering
for fiskeriet paa det aabne hav? Regulering betyder retsreg-
ler og haandhævelse af retsregler. Det aabne hav er et
internationalt fælleseje. Det vil sandsynligvis blive hævdet,
at de Forenede Stater i henhold til anerkendt international
fremgangsmaade ikke har ret til at bestemme for fiskere
fra andre nationer, medmindre disse nationer indgaar paa
en saadan regulering.
Vejen ud af denne vanskelighed kendes i almindelighed
ikke af fiskere, men er velkendt i alle udenlandske kancel-
lier. En fisker, som éngang er uden for grænserne af sit
lands territorialfarvande og er paa det aabne hav, opererer
paa et omraade, som falder ind under folkeretten. Intet
folkeretligt princip er mere almindeligt anerkendt, end at
fartøjer paa det aabne hav er under det lands jurisdiktion,
hvortil de hører. Fiskeren paa det aabne hav er derfor un-
derkastet enhver lovgivning, som hans regering maatte ved-
tage vedrørende hans virksomhed i saadanne farvande. Føl-
gelig har ethvert land fuld kontrol over dets egne fiskeres
aktivitet overalt, hvor de befinder sig paa det aabne hav.
Saaledes har enhver nation magt til at regulere og lede
alt fiskeri, i hvilket alene dets egne undersaatter deltager.
Vanskeligheden er, at de fleste slags fisk er vandrende,
og fiskere følger uden hensyn til nationalitet fisken. Hvor
mere end én stats undersaatter fisker sammen paa samme
pladser, maa alle være undergivet de samme regler, som
haandhæves ens for alle; ellers ville den ene eller anden
faa en handelsmæssig fordel, et forhold, som ingen fisker
fra nogen stat roligt ville akceptere.
56 millioner pund helleflynder paa 2 maaneder.
De Forenede Stater og Kanada har udarbejdet en fælles
formel for ordningen af fiskeriet paa det aabne hav, hvori
kun disse to landes undersaatter deltager. Idet man først
begyndte med helleflynderfiskeriet i det nordlige Stillehav,
nedsatte de to nationer i henhold til traktat et fælles ud-
valg. Dette udvalgs første opgave var at bestemme, om
det var nødvendigt og ønskeligt at regulere helleflynderfiske-
riet. Ved videnskabelige undersøgelser fandt udvalget, at
en regulering var ønskelig. Senere ændringer i traktaten
har givet udvalget mere og mere vidtgaaende reguleringsret
over fiskeriet. Reguleringerne har vist sig overordentligt
gavnlige for begge landes fiskere.
Udvalgets reguleringer har kun til hensigt at holde hel-
leflynder-bestanden i det nordøstlige Stillehav paa det niveau,
som muliggør det højeste udbytte af denne bestand aar ef-
ter aar. Hvor stor en del af fisken, der procentmæssigt
gaar til hvert af de to lande, afhænger udelukkende af
dets fiskeres energi og dygtighed. I sæsonen driver fiskere
fra begge lande fiskeri overalt i henhold til de samme pri-
vilegier; naar sæsonen er forbi, holder alle fiskere op.
Da udvalget begyndte at lede helleflynderfiskeriet, kunne
fiskere fra begge lande tilsammen, naar de fiskede 9 maane-
der af aaret (og det er alt, hvad vejret tillader), tage ca.
44 miil. pund helleflynder i det nordlige Stillehav. Helle-
flynderbestanden paa bankerne er blevet saa omhyggeligt
behandlet og bygget op, at disse fiskere nu kan fange 56
miil. pund hvert aar i en fiskeperiode paa højst 2 maaneder.
Fiskeri-administratorer overflødiggør ambas-
sadører.
Den af disse fælles anstrengelser indvundne erfaring
har været saa slaaende, at den har faaet betydning over
hele verden. De forenede stater og Kanada har i de senere
aar sammen deltaget i et andet lignende udvalg, udvalget
vedrørende det internationale laksefisken i Stillehavet, som
regulerer laksefiskeriet i floden Fraser. Ogsaa dette ud-
valg har naaet resultater, som er meget gavnlige for begge
lande, og derved at dets arbejde fører til en større produk-
tion af fødevarer ogsaa for menneskeheden i almindelighed.
En tredie fiskeritraktat, som først kan træde i kraft efter
at være vedtaget af Senatet, er blevet undertegnet af de
to lande for at lede fiskeriet i de store søer.
Megen gavn har disse forskellige traktater haft ved at
vænne de to lande til at arbejde sammen om fiskeriproble-
merne. Hvad der tidligere var alvorlige politiske problemer
mellem os, er et efter et blevet forelagt vore upartiske
fiskerisagkyndige, der arbejder sammen, og et efter et er
de simpelthen forsvundet under trykket af videnskabelige