Sujumut - 01.08.1938, Blaðsíða 2

44
SUJUMUT
ukiut 5*at Nr. 8
fransk. Men grønlandsk var et sværere sprog
end alle de andre, jeg taler endnu kun daarligt
og forstaar endnu knap nok alt hvad I siger.
H vem i verden forstaar jer bedst, hvor er
de? Jere stamme frænder er ikke evropæere,
men bor jer nærmere end os. Ligesom jer
selv tilhører de det vældige Amerika, bebor
verdens nordligste kyster — I ved hvor der
er uden at kende dem. Hvorfor kender I
dem ikke og opsøger dem? De taler jeres
sprog og kalder sig inuit. Vi evropæere
kalder dem eskimoer, av ordstamme excom*
mi nkw, maaske fordi de katolske missionærer
„exkommunicerede" d. v. s. udelukkede dem
fra den kristne kirke. Nu indbefatter vi alle
inuit med dette navn eskimo. I Kanada og
Alaska lever der endnu idag inuit av det
reneste blod. De omgives av fremmede
folkeslag, f. ex. Indianerne, Algonkin og
Tinneh og vestligst i Asien bor Tjuktj og
Korjak*asiaterne, med indbyrdes forskellige
sprog, grænsende til de asiatiske eskimoer.
Disse fremmede folks forfædre kom udentvivl
forlængst sydfra, fra Kina og Japan. Det
samme kan siges om jeres forfædre; de er
Asiens stormagter (i gamle dage deriblandt
Tyrkerne) nærmere end Evropasfolk. Betænk
at jere forfædres guddomme tornax og tor*
nårssuk hed i gamle dage (endnu i Alaska
brugt) saaledes: tungra og tungrangajuk,
det lyder næsten som navnet paa det tyrkis*
ke folks højeste guddom, himmelbeboeren
Tengri.
Paa samme maade stammer alle jeres gamle
benævnelser fra Østasien baade jert sprog
og jeres tradisjoner. I burde derfor snart
vende blikket mod vest og søge forbindelse
med jeres fjærne stammefrænder.
Hvis ingen av jer her i Grønland formaar
at hidføre en saadan forbindelse ved rejser eller
breve, saa lad en av de danske, som er født
her og som kan skrive baade grønlandsk og
engelsk, besørge Korrespondancen for jer.
Saa vil I kunne komme paa talefod med dem.
I vil kunne lære meget av hinanden.
Gid I maa kunne bevare jeres sprog og andre
tradisjoner længe i fremtiden. Gid det maa
lykkes Kristoffer Lynge at faa udgivet en stor
samling av jeres gamle berømte sagn, i Rinks,
Holms og Lille Knuds fodspor. Gid I mere
og mere maa føle jer som et helt folk. Den
store verden vil forstaa at I bør beskyttes,
hvis I selv vil vise at I ønsker at beholde
dette land Grønland som jert særlige land,
jert arvegods, en kostbarhed i jeres hjærter.
Danmark er det skib, som bugserer jer i
livets strøm, hvis I (blot) selv ønsker det og
vil hjælpe med dertil. Jeg er kun en av passa*
gererne ombord, en som gærne vil være med
til at hjælpe til, ligesom Knud og Rink
gjorde. Jeg er en av forbundsfællerne, det
er hvad jeg er.
Grønlænderne har foreløbig ikke andet
flag end Danebrog. Mon de nogensinde vil
faa noget andet flag? Det haaber jeg ikke.
Men de kunde have et fælles kendemærke
med det vestlige stammefrænder. De har
det virkelig, et fælles*tegn, der forener alle
eskimoer, fordi de ligner hinanden i ansig*
terne, i krop og haar, i blod og i sjæle,
i sproget og i navnene. Alle ægte kalåt*
dlit eller eskimoer føler sig beslægtede,
fordi de nedstammer fra de samme urfædre.
Gid de aldrig maa glemme det(te)!“
Da jeg hadde sluttet min tale, sang vi alle
sammen Endalérax’s digt „nunarput utorxar*
ssuångoravit“. Efter en lille stilhed mindede
jeg om en lille sang, som jeg engang hørte i
Nordgrønland:
sexinerssuax inuvdluarna,
åma axago nuiumårputit.
IlisimatOK.
nugternera:
Nungme Landsraadit 1938-me atautsi-
minerata kingornagut
OKalugiaut oRaluserissagssanut ilåungitsoK.
„kltornatit kivasumiåinarpatit
tunivdluglt sinerlavit pinlk“,
atautsimititdlugit Nungme tikerauvdlunga
l'punga kalåtdlit nunanut angalajartorsimaga*
ma kalåtdlit oxause misigssorniardlugit. a*
tautsiminerata ilåtigut tusarnårtarsimavara pi*
ginauneralo angnikigkaluartox oxaloxatigl*
ssutait sapingisavnik påsiniartarsimavåka.