AvangnâmioK - 01.12.1958, Side 4

268
AVANGNÅMIOK’
nr. 1
Avangnå tamatumflna inorssarnerusimångilaK åma
Ilulissane iliniarfigssuaKarsimangmat kultureKautau-
ssumik, åmalo avdlanut ilångutdlune Knud Rasmus-
senip atåtå palase Chr. Rasmussen tåssane najuga-
KarsimavoK Kavsérpagssuartigutdlo inuit sujumukar-
nerdlo suniuteKarfigisimavdlugit. åmåtaoK palase
Ostermann Ilulissane suligame agsorssuaK suniute-
KarsimavoK. nunaKarfft tåuko mardluk nunap avgor-
nerine tåukunane mardlungne iluaKutauvdluarsimåput.
atortugssaKarneruvdlo tungåtigut taimane 1908-p
erKåne naKiteriveKalernigssamik erKarsaut pingormat
Avangnå avatiminit sunfvigineKarnerssausimavoK.
Avangnå Kujatånit imap umassuinik piniagag-
ssaKarneruvoK, ukiunilo halvtredsine imap umassue
Avangnåne pissausimassut 100 pct. migssiliordlugit
Kujatåne pissanit amerdlaneruput, Avangnånilume
pissat amerdliartornerat inuit amerdliartornerånit su-
kanerusimavoK. tamatumalo kingunerå måna tåssa
Avangnåne niuvertoruseKarfit suliagssautait agdle-
Kingmata Kavdlunånik niuvertorusilersornigssait pi-
ssariaKalerdlutik. niuvertorutsit tamåko Inuit arnar-
tåinik nuliarajugkamik, tåssalume erKardleringnik i-
luaKUtaussartunik kinguåKartardlutik, suliamik sania-
tigut akisunik piniusersordlutik piniartarput -- Kag-
ssussualersordlutik amerdlasorssuarnigdlo sikusiuti-
nik Kagssusersordlutik, tamåkualo Inungnut akiling-
mik pårititardlugit. taimailiordlutik avangnåmiut ili-
karpåt aningaussat piniutigssarsiutigalugit iluanår-
nartussoK, nauk tamåkua tåmarnigssait Kularnarpat-
dlårtångikaluartoK. tamånåtaoK piniutinik avdlat tu-
ngåtigut åma iliniutigåt.
ukiune sorssungnerssuit nalåne atortorissat
nautsorssutåinik misigssuinertigut tamåna malung-
narpoK. avangnåmio KingmeKarnerme, KamuteKar-
nerme KagssuteKarnermilo saniatigut kujatåmiunit
KagssussuaKarneruvdlunilo korortoKarneruvoK, ilame
agdlåt KajaKarneruvdlunilo umiaKarneruvdlune, nauk
imaK ukiup agfåne sikusimassaraluartoK. aningaussau-
tit akisumik piniutigssarsiutigissardlugit pitsåussusia-
nik påsisimassaKarnerup avangnåmio agdlåt 1930-
unerane sule malungnartipå, tåssa umiatsiånik kujå-
lingnik Danmarkimit pisiniartarmat måssa kujatå-
miup urniaussåinait kisfsa aulisautigissardlugit sivi-
sumik nåmagigaluarai, nauk tarKavane sivisuneru-
ssumik aulisarfiussaraluartoK agdlåtdlo aulisarneK
tarKavane inutigssarsiutaunerugaluartoK.
og gavn. Men Nordgrønland stod dog ikke helt til-
bage herfor, idet denne landsdel i seminariet i Ja-
kobshavn også havde sit kulturelle centrum, og hvor
bl. a. Knud Rasmussens fader, pastor Chr. Rasmus-
sen, hørte hjemme og på mange måder prægede
befolkningen og udviklingen. Også pastor Oster-
mann gjorde en stor indsats under sit virke i Ja-
kobshavn. Begge disse kulturcentre kom dog vel i
deres arbejde begge landsdele til gode.
Men materielt kan det derimod siges, at Nord-
grønland på den tid — omkring 1908— da tanken
om oprettelse af et bogtrykkeri opstod, var mest
præget af påvirkning udefra.
Sødyrbestanden var større nordpå end sydpå,
og1 sødyrfangsten havde i et halvt hundrede år ligget
meget over fangsten sydpå — omkring c. 100% —
og fangsten nordpå viste endog en hurtigere stig-
ning end folketallet. Dette medførte dengang, at ud-
stedernes arbejde var så stort, at det krævede for-
holdsvis flere danske til at bestride dem. Disse dan-
ske udliggere, der ofte var grønlandsk gift, og fra
hvem mange af de førende slægter nedstammer,
drev ved siden af deres gerning fangst ved relativt
kostbare redskaber store åbenvandsgarn og mæng-
der af isgarn. Udliggerne bekostede garnene, og
grønlænderne røgtede dem med part i fortjenesten.
Derved lærte nordgrønlænderen, at det betalte sig
at sætte penge i redskaber, selvom faren for deres
forlis var ret stor. Og de tog ved lære deraf også
for de øvrige redskabers vedkommende.
De statistiske undersøgelser, der udførtes i
krigsårene, viser tydeligt dette. Foruden at nord-
grønlænderen holdt slæde, hunde og isgarn, havde
han relativt flere åbentvandsgarn og rifler, ja selv
kajakker og konebåde end sydgrønlænderen, skønt
havet var isbundet det halve af året. Denne for-
ståelse af fordelen ved at sætte penge i kostbare
redskaber prægede så sent som i trediverne endnu
nordgrønlænderen, idet denne anskaffede relativ flere
kølbyggede både fra Danmark, medens man sydpå
en tid lang mest nøjede sig med fladbundede små
pramme til fiskeri, skønt fiskerisæsonen var langt
længere sydpå og fiskeri tilmed deres hovederhverv.
(fortsættes.)
(nangitagssaK.)