Atuagagdliutit - 04.06.1952, Blaðsíða 3

nr. 12
ATUAGAGDLlUTIT — GRØNLANDSPOSTÉN
207
havde også fået en tre fire stykker, men var me-
get utilfredse med resultatet. Som altid, når jeg
er ude om sommeren, havde jeg mit tørklæde
med,i tilfælde af jeg skulle finde svampe. Og dem
var der nok af. Men da der var gået et par timer,
begyndte det at nage mig, at sygeplejersken ikke
havde set til den syge, og vi bad derfor om at
komme tilbage på den anden bred. Vi tog så alle
med båden tilbage, og der var endnu flere svam-
pe på engen i bugten. Laksenettet blev også
fyldt, men blot ikke med laks. Vi var lovet laks
på hjemturen, altså var der ingen anden udvej
end den, sikkert andre uheldige lystfiskere også
har prøvet, at købe dem. Jeg havde spurgt præ-
sten på turen, men det kunne ban vii'kelig ikke
bestemme, det stod til hans kone. Hun kom imod
os med to røgede laks som gave, men vi måtte
trods disse klage vor nød for hende. Hun er en
lille rund og meget bestemt dame, ikke så smilen-
de en grønlænder, som hendes mand. Men da jeg
fortalte om vore fiskeres uheld, at vi ikke havde
mad til hjemturen, og at vi var meget sultne, lo
hun omkap med manden, mens hun pegede på
de fine fiskestænger, som de havde været så im-
poneret af i begyndelsen, og enden blev da også,
at vi fik fire laks med os hjem. Ganske vist hav-
de vi dåsemad ombord, men nu var det jo lak-
setur, så ville være rart også at føle det. Roeren
fra vor båd lå parat, og i den øsende regn var
stenene ikke alene glatte af væden, men smattede
af torskerester gennem fjorten dage eller mere,
et yndet sted for grønlænderne, som det var.
Jeg ville nødig falde i alle de maddiker, fiskere-
sterne efterhånden var blevet til, store gule fyre,
der sad tæt på netop de sten, vi skulle ned ad
med vor dyrebare byrde af laks og svampe.
Men ned kom vi og ud til det spøgelsesagtige
skib langt ude i tågen, og så blev der kogt laks.
Med jubel så vi, at der blev serveret en herlig
rødvin til i plastickopperne, mens vi med fing-
rene sønderdelte det lyserøde kød og en behage-
lig varme og mæthed bredte sig i lukafet. Så vi
fik altså laks, men lystfiskerne svor, at de skulle
nok få ram på masser af laksørred, som det jo
egentlig er, ligesom de havde fået det andre ste-
der i Grønland. Men hvor var vi trætte og søv-
nige, da vi i den daglyse nat steg iland med vore
svampe og de røgede laks.
Helga Bruun de Neergaard.
Gronlandsk husflidsarbæjde
af hvalrostand
kalåtdlit lugåiuk sanåve